Only.

En gammel indianderstamme i det nordligste amerika for spået en dyster fremtid. Men der er ingen der vil tro den. Ingen bortset fra fire indianerbørn, der alene tager på den farligste rejse, nogensinde. Men vil det være for sent at redde stammen ?

0Likes
0Kommentarer
414Visninger
AA

1. Lost.

 

Joda sad på klippeskreddet. Selvom det var en klippe, var den kun bar enkelte steder. Der stod mange grantræer rundt om på skredet.  Vandets brussen hørtes helt oppe i lejren. Minja og Nakuh var taget ud på jagt, tidligere. Min far Nassan havde bedt dem lade være, han mente vi havde nok i det vi allerede havde. Men Minja havde insisteret på at tage hans voksne søn Nakuh med ud på jagt i Hankodalen. En stor mørk skov med et par enkelte lysninger. Han skulle jo øve sig lidt, sagde han.

Jeg satte mig ned ved siden af Joda. Lidt længere fremme var klippeskredet. Hvis man sprang ud derfra ville man ende i vandets brussende strøm, der burde føre en i døden. Joda smilede til mig. Jeg sendte et uskyldigt blik tilbage. Vi havde lovet hinanden, at hvis vi nogle sinde sprang ud fra klippen, ville det være sammen. Joda rejste sig, mumlede noget med at han ville gå op til hestene. Jeg rejste mig også og vi gik op mod lejren. Den lå på et flot fjeld, langt fra alting. Der var grønt året rundt, og solen stod højt, når skyerne ikke dækkede den. Nassan kom ud fra det et af de største grønne telte. Der stod omkring tyve telte i lejren, som jeg alle vidste hvem beboede. ”Er Minja og Nakuh, kommet tilbage?” spurgte Joda, og Nassan rystede svagt på hovedet. ”Ikke endnu. Men din far ligger derinde,” sagde Nassan og pegede ind i teltet. Joda nikkede og sagde at jeg skulle gå i forvejen. Han ville møde mig ved hestene. Hans far var ramt af Heikufeberen, som sagtes at kunne dræbe. Jeg havde ikke set Jodas far udenfor, siden hans sygdom brød ud.

Sari stod som sædvanligt op ad de hvide bjælker der omfavnede indhegningen. Der var altid græs og et brunt kar med vand. Der gik femten andre heste i indhegningen sammen med Sari. Dens sorte manke og hale, til dens hvide krop gjorde den til den flotteste hest af dem alle. Den vrinskede og jeg kløede den lidt på mulen. Jodas hest stod længere væk. Den kastanjebrune hingst, var en god fjeldrider. Minja og Nakuhs heste var taget med på jagt. De var også hurtigere. Minjas hest kunne løbe dobbelt så hurtigt som Sari. Men Sari var nu den hest jeg elskede mest. Det var jo også min. Der stod kun én rød hest i indhegningen. Jassa hed den. Det var Nassans hest. Vi red tit sammen, Nassan, Joda og jeg. Jassa, Englo, og Sari. Nakuh sagde at Sari kunne blive en god væddeløbshest. Men det ville jeg ikke. Den skulle være fjeld- eller klippehest som de andre. Joda havde stillet sig ved siden af mig, med blikket mod Englo. ”Jeg er bekymret for ham,” sagde Joda og slog blikket ned. Jeg så ned mod Englo. Den var blevet mere mager end sidst jeg havde set den. Jeg så på Joda. ”Han vil ikke spise mere. Han vil ikke lege som før..Han..” Jodas øjne var fulde af vand. Jeg havde aldrig set ham så ulykkelig før. Han lukkede dem et øjeblik og åbnede dem så forsigtigt igen. ”Vi spørger Minja om råd, når han kommer tilbage.” Jeg lagde en hånd på Jodas skulder. Jeg smilede til Sari og hviskede: ”Du er den eneste hest for mig.”

 

Minja og Nakuh var kommet tilbage sent, med to harer, en okse og fem egern. Men Nassan havde ikke været glad. Han mente de anstrengte sig for meget. Men Minja sagde at det var pjat. Nakuh havde nikket, da Nassan så spørgende på ham. Minja havde virket træt, så Joda ville ikke plage ham med Englo den aften.

 Jeg fandt Joda, på en lille skammel ved hans fars, Titja, side. De sad i det mindste telt af dem alle. Titja havde ikke brug for så meget plads.

 Titja så kvæstet og indskrumpet ud. Hans hud var helt bleg. Og hans øjne sammenknebet. Hans mund var snart så lille, at han ikke kunne sige noget mere. ”Hvem kommer der Joda?” spurgte Titja, med sin hæse, lave stemme. ”Det er bare Lion,” svarede Joda og smilede til mig. Mine hænder rystede lidt, og jeg kom til at slå kanden mod glasset. ”Jeg har Ramusaft med, fra Nassan. Det skulle hjælpe.” Jeg stillede kanden og glasset på det lille sovebord ved siden af Titja. Han nikkede til mig. ”Tak, min pige.” sagde han og drak ud.  Joda trykkede sin fars hånd lidt og slap den så i lethed. Han rejste sig og vi gik ud af teltet. Jeg fik en knude i maven. Jeg havde lovet Joda at opsøge Minja, men glemt det. Joda så spørgende på mig: ”Han var ikke i sit telt i morges,” løj jeg og mærkede skyldfølelsen skylle op i mig. Jeg prøvede at skjule min følelse, men det var svært at få et smil på læben. Jeg vidste hvor meget det betød for Joda. ”Okay. Vi går bare derover nu så,” svarede Joda. Jeg nikkede og vi gik gennem lejren. Minjas telt lå lidt afsides de andre. Jeg skulle til at åbne teltdøren og gå ind, da Joda trak i min arm og kiggede mig dybt i øjnene. Mine blå, til hans brune. ”Hvad er der galt ? Du har ikke sagt et ord, hele vejen.” Joda så bekymret på mig. Jeg slog mit blik ned i jorden. Jeg mærkede mit hjerte banke hårdt mod mit bryst og knuden stramme til. ”Minja var i sit telt i dag. Jeg glemte at spørge ham som lovet. Jeg ved hvor meget det betyder for dig og Englo kan være død nu, fordi jeg ikke spurgte Minja i morges. ” Knuden i min mave var opløst, men nu var det tårerne der tog over. Joda nikkede stille og trykkede mig ind til sig. ”Det kan alle komme til. Jeg er sikker på at hvis vi opsøger Minja nu, er det ikke forsent.” Jeg trak mig tilbage og så på ham. ”Undskyld” hviskede jeg, og Joda nikkede. Han forstod mig altid, så godt. Kunne altid tilgive. Minja var ikke alene i teltet. Nakuh sad på teltbunden ved siden af ham. Det så ud til at være alvorligt. Deres stemmer var høje, men sproget utydeligt. Vi ventede i indgangen af teltet, til Nakuh fik øje på os og rejste sig. ”Du har besøg, Minja,” sagde han og gik hen mod teltdørene. ”Han er ikke i godt humør i dag!” advarede han os, da han forsvandt ud af teltet. Jeg nikkede og gik forsigtigt hen mod Minja. Jeg satte mig ned ved siden af ham. Jeg nikkede Joda med derhen, og han satte sig på den anden side af Minja. Minja så ind i flammen, på sit lille stearinlys. ”Hvad vil i så her, børn?” spurgte han uden at se op. Joda så på mig og jeg nikkede. ”Det er Englo..” svarede Joda stilfærdigt. ”Er du også her for ham?” spurgte Minja og så op på mig. Jeg nikkede svagt og slog mit blik i jorden. ”Hvad er det så?” han vendte sig mod Joda og så ham alvorligt, dybt i øjnene. ”Han vil ikke spise, løbe, lege. Han er som forhekset.” Jodas triste blik, fik mig til at se væk. Minja nikkede og vendte sig mod ilden. Han tænkte sig længe om. ”Jeg er bange for, at der kun er en mulighed her. Englo kan være ramt af Satsjiforbandelsen. Det kan kun kureres på én måde.” Minja så op mod Joda. ”Men du gør det ikke!” Hans stemme var tydelig og præcis. Joda sagde ikke et ord. ”Det er for farligt, Joda, du…” Joda rejste sig op. ”Hvem har jeg ellers?” Joda lød vred. Minja sagde ingenting. ”Min far er døende og Englo er den eneste tilbage af min familie!” Man kunne se Jodas vrede fra hans fødder og op til hans hår. Minja åbnede munden, for at sige noget, men lukkede den igen. Joda forsvandt ud af teltet. Jeg forstod ham godt. Hestene var som familie for os, og Joda havde haft Englo siden han var lille. Han var altid med Englo, hvis han var ked af det. Hans far havde flere gange ofret ham nye heste, men den eneste Joda ville eje var Englo. Og nu med hans far. ”Lad ham rase ud.” sagde Minja. ”Han skal nok blive god igen.” Han smilede lidt og jeg nikkede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...