Sleepwalker

Mariah er i dyb depression. Hendes forældre døde i en brand for syv år siden, og Mariahs søster, Dianna, mener, at det var Mariah som påsatte branden.
Dianna har sørget for, at Mariahs liv er så surt som overhoved muligt, og det går hende på.
Mariah gå rundt med en dyb hemmelighed, som truer hendes fremtid.
Bliver den afsløret?



Der er nogle store grimme afsnit i nogle af kapitlerne, som jeg desværre ikke kan fjerne (har prøvet) :(.
Jeg beklager meget, men prøv bare at se bort fra dem :).

0Likes
0Kommentarer
431Visninger
AA

5. Busted

De næste par dage går i frygt for, at nogen vil opdage det. Jeg farer sammen, hver gang jeg hører naboerne rumstere rundt. Jeg tør ikke sove om natten i frygt for, at nogen vil bryde ind, og finde ud af det.
At hun vil bryde ind og finde ud af det. 
Dianna.
Det er hende, jeg er bange for. 
Det er hende, der ikke må finde ud af det, for så har jeg tabt. 
Jeg havde stået meget fast ved det faktum, at det ikke var mig. Nu har jeg opdaget, at det er mig, så hun må ikke finde ud af det. Så har jeg tabt. Det har jeg allerede halvt. 
Plus, jeg vil komme i fængsel. Jeg har tænkt nærmere over det, og det er så slemt, som jeg først troede.
Nu har jeg min frihed. Nogenlunde. Hvis nogen opdager det, og jeg kommer i fængsel, tager de min frihed. 
Det vil jeg ikke have.
Jeg kan ikke smide dagbogen ud, for så vil der sikkert være nogle nysgerrige skraldemænd, som vil opdage det.
Jeg har været så dum at skrive med kuglepen, så jeg kan ikke viske det ud.

Jeg går hen for at finde dagbogen. Jeg føler, at jeg har brug for, at skrive mine tanker og følelser ned.
Da jeg kommer hen til skuffen, hvor jeg gemmer den, er den væk. 
Dagbogen er væk.
Nogen har været her.
Nogen har taget den.
Nogen har opdaget det.
Jeg stivner. Tusind følelser strømmer igennem min krop, og jeg falder om på gulvet.

Jeg kan mærke, at nogen skygger for lyset. Da jeg slår øjnene op, og misser lidt mod det stærke lys, ser jeg hende stå foran mig. Jeg ved ikke hvor jeg er, men jeg ved, at hun er sammen med mig. 
Hende. 
Dianna. 
Hun har opdaget min hemmelighed. Jeg er så godt som død. Hun smiler ad mig. Men ikke på den venlige måde. Det første jeg spørger hende om er ikke, hvordan hun fandt ud af, at jeg havde skrevet det ned.
- Hvorfor tog du telefonen, når du ellers aldrig vil snakke med mig? Spørger jeg og skuler til hende. Det er slut med at lade som om, at jeg gerne vil blive gode venner igen. Nu er der krig.
- Jeg havde bare mine fornemmelser, siger hun hemlighedsfuldt og studerer sine negle. Hun kigger på mig, og smiler igen. Et koldt smil.
- Jeg har nogle evner, som du aldrig i din vildeste fantasi havde drømt om, jeg havde, siger hun endeligt og griner sagte. En ond latter. Hun er ond. 
- Hvad snakker du om? Spørger jeg. Jeg vil ikke være en del af hendes spil. Hun skal ikke tro, at jeg er så naiv, at jeg bare vil tro på hende. Hun er bare en helt normal pige, som hader sin søster. Intet andet.
- Jeg havde godt på fornemmelsen, at du ikke ville tro på mig lige med det samme, siger hun og kigger indtrængende på mig. - Men hvordan vil du ellers forklare, at jeg tog telefonen. Plus, jeg vidste, at du havde skrevet det ned, og jeg vidste hvor du havde gemt den, tilføjer hun. Hun har en pointe. 
- Enten har du denne "specielle evne", siger jeg og laver gåseøjne med fingrene, imens jeg efterligner hendes stemme på en overdreven måde. - Ellers forfølger du mig, tilføjer jeg og hæver det ene øjenbryn. Hun kunne godt have forfulgt mig. Stalket mig. Holdt øje med mig i håb om, at jeg ville falde i. Og det lykkedes. 
- Jeg har ikke forfulgt dig, siger hun så lavt, at jeg lige akkurat kunne høre det. - Jeg har en evne. Jeg kan se dine overvejelser. Dine beslutninger. Dine tanker omkring ting. Jeg kan ikke decideret læse dine tanker, men jeg ved, hvad du mener om tingene. Vi er trods alt tvillinger, og tvillinger har det med, at få sjove evner, tilføjer hun og lægger armene over kors. Det er nu rigtigt nok. Jeg vil bare ikke tro på hende. 
- Jeg kan bl.a. se, at du ikke tror på mig lige nu. Derfor har jeg tænkt mig at afsløre noget for dig. Du har haft nogle seriøse overvejelser over, om du nu skulle skrive det. Du sad i meget lang tid og overvejede, om det nu var en god idé, og om fængslet var så slemt, som alle gik og sagde. Du overvejede dine muligheder, og tænkte på, at du ikke havde meget at tabe. Du tog din beslutning. Jeg kan godt citere præcis, det du skrev... Jeg holder hånden op for at stoppe hende. Jeg kan ikke høre mere. Hun har ret. Hun har den her evne. Og nu har hun også et bevis. Et bevis på, at jeg havde gjort det. Et bevis på, at jeg er et forfærdeligt menneske.
- Bare stop, siger jeg. Hun skal  vide, at hun havde vundet, for jeg kan ikke klare, at høre mere. 
- Du har vundet det her, siger jeg og tvinger mig selv til at blive ved med at kigge på hende, da hun smiler ondskabsfuldt. - Men kun foreløbig, siger jeg en anelse truende, og stirrer hende direkte i øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...