April and I, together forever... - forever wasn't so long as I hoped.

Den forvirrende og sindsoprivende verden, kan somme tider blive for meget for et mennesker. Man mister sin dømmekraft, og giver slip på virkeligheden. Det er præcis det der sker, for den 16 årige pige, Alison. For at miste en, som betyder mere, end hun nogensinde selv vil. Det knuser hendes hjerte. *Mit bidrag til "At miste"-konkurrencen.*

0Likes
0Kommentarer
381Visninger
AA

2. One shoot - Novelle - At miste

Kære Dagbog

 

10. Februar – 2013 – 02:58

 

Det er forfærdeligt det jeg gør, jeg ved det jo inderst inde godt. Det er første gang, jeg lader det skinnende barberblad glide hen over min skrøbeligt udseende hud. Jeg ved hvor forkert det er, jeg ved det, men smerten er så rar. Det føles, som noget jeg har ventet på alt for længe.

 

Når jeg ser det røde blod flyde, kan jeg ikke undgå at smile. Det er smukt, på en ren og brutal måde. Smerten er smuk. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan stoppe igen. Jeg skærer og skærer, om og om, igen og igen. Hvert eneste snit, er bedre end det forrige. Jeg ser dråber af blod dryppe, en stor del rammer den selv samme side, som jeg skriver nu.

 

Det er minder. Onde minder, der gennem bloddråberne forsvinder ud af min krop. Jeg kan låse dem inde her, gemme dem lang væk her. De skal blive i min dagbog for evigt.

 

Jeg gemmer barberbladet væk, og vasker blodet af mig. Nu er det tid til at forsvinde af sted til drømmeland. Jeg skal bare langt væk herfra, og det skal være nu. To sovepiller finder vej til min hånd og glider ubesværet ned gennem min hals. Jeg har gjort det så mange gange før, for at slippe for mareridtene, for de kommer altid. Altid.

 

Godnat April, jeg håber vi ses igen. Det håber jeg virkelig.

 

 

Kære Dagbog

 

14. Februar – 2013 – 21:34

 

Jeg ved jeg kan fortælle dig alt, og jeg ved at du altid lytter. Du kan holde på en hemmelighed, du sladrer aldrig. Du er kun en bog, men for mig er du meget mere.

 

Jeg husker ikke hvad jeg sidst skrev, for alt har været så fortvivlende siden sidst. Problemerne er blevet værre, og jeg begriber ikke hvordan det er sket på så kort tid. April, min kære April, dig kan jeg altid regne med. Tingende har ændret sig fra et blæsevejr, til en storm og nærmer sig til at have styrke som en orkan. Alt vil blive blæst om kuld, alt bliver knust, men ingen må vide hvor nær katastrofen er. De ville prøve at stoppe den, men det er umuligt. Det er skæbnen. April, jeg er sikker på, at det må være forudbestemt til at skulle ske.

 

Jeg burde måske forklare mit sære forhold til min dagbog. Den måde jeg skriver her, og udtrykker mine følelser. Det er en anderledes måde at gøre det på, det ved jeg, men det gør det mere personligt. Det gør, at jeg ikke føler mig åndssvag. Jeg taler fucking til en bog! Alligevel er hun min bedste ven. Nemlig, min dagbog er en hun. Jeg har kaldet hende April. Navnet April betyder, To Open Up. Et passende navn til en dagbog, et sted hvor man åbner op for sit indre, for alle sine følelser. Hvor man blotter sig så meget, at enhver der besidder en viden som ens dagbog, vil kunne knuse dig, som det tyndeste og mest skrøbelig glas. Man ville gå i tusindvis af stykker, der ville være umulige nogensinde at samle.

 

Jeg skriver altså dagbog til en fiktiv person. Mere som en slags breve, der aldrig bliver sendt. På den måde, føler jeg mig ikke nær så underlig eller ensom.

 

Min dag i skolen, var værre, end den nogensinde før har været. Hvert et øje hviler på mig, fra deres skjul i mængden. Hvert et ører, lytter til alt ved mig. De tror alle sammen, at de kan opdage min hemmelighed. Hver en stemme hvisker bag min ryg, om hvordan jeg ikke passer ind her. Jeg er anderledes, jeg er unormal. Jeg er intet. Dagen i dag, det er en af de værste, men resten af mit liv er skam ikke den rene lykke. Tværtimod faktisk, jeg ville kalde det, for den rene elendighed.

 

Men i dag, det var som at havne i helvedet. Jeg ser ingen beskrivelse, der kunne være mere rammende.

 

Grunden til, at dagene normalt er elendige, skyldes ensomheden. Jeg er flyttet her til England for to måneder siden og jeg passer bare ikke ind. Det er svært at være pigen fra New York, som skal til at finde venner, midt i skoleåret. Jeg har heller ikke klaret det særlig godt, for mit samlede antal af venner er stadig på nul.

 

I dag er det Valentines Day, men ikke engang i dag, bliver der sagt et ord til mig. Sørgeligt. Vreden strømmer tilbage til mig, mens jeg sidder og tænker på det. For første gang nogensinde, er mine følelser blevet vendt til vrede. I dag af alle dage, når det nu er kærlighedens dag, og jeg så desperat har behov for kærlighed. Når jeg savner et par arme til at holde om mig, en skulder hvor jeg kan lade en syndflod af tårer, få frit løb. Når jeg mangler alt det, så er der intet. Absolut intet.

 

Tanker, som var i mit hoved det meste af dagen, men ikke hele dagen. Jeg var ude på toilettet, da en grædende pige kom løbende ind af døren. En smuk og velskabt blondine. Høj og slank, med flotte former. Enhver piges drømmekrop, og jeg kan sige dig April, du kan tro at jeg drømmer. Jeg venter på et mirakel. Den pige var naturens modsætning af mig, et forsøg på at håne og nedgøre mig, og det lykkedes. Mit selvværd har aldrig været så lavt, og mit humør har ikke været så højt i uendelige tider.

 

Jeg husker det tydeligt, overraskelsen i hendes øjne, da hun så mig der, grædende på toilettet, præcis ligesom hende selv. Skammen som lyste ud af hende, over at jeg så hende, men som lynhurtigt ændredes til forståelse og accept. Modsætninger udenpå, ens indeni. Selv med det hurtige humørskift, nåede jeg at opfange alt ved hende. Jeg har altid været god til at læse mennesker.

 

Vi sagde intet, vekslede ikke ét ord. Jeg tørrede hendes øjne, hun rettede mit hår. Som forsvundne søstre, der så hinanden for første gange, men som ved, at når de skilles, vil de aldrig ses igen. Få minutter er bedre end slet intet. Selv hvis det var de eneste minutter jeg nogensinde ville få. Jeg hader hende for at forlade mig, jeg elsker hende for at dukke op.

 

Vi sender hinanden blikke, venlige, nysgerrige, men ikke mindst forundrende blikke. Hun sender et prøvende smil gennem rummet, og mine løber formes i et forsigtigt smil. Jeg er ikke vant til at smile. Ikke længere. Vi skiltes kort efter, og jeg tror aldrig jeg møder hende igen.

 

Jeg tror aldrig at hun vil opfører sig sådan over for mig igen, April, hører du?!?! ALDRIG.

 

Det er hårdt, ufattelig hårdt. Det føles som at få et glimt af lyset, gennem alverdens mørke. At række ud, og være så tæt på, men alligevel så langt fra. Hun forsvinder mellem hænderne på mig, det er som at prøve at fange tåge med mine bare hænder.

 

Jeg digter. Jeg elsker at skrive digte. Det er en svaghed jeg har. Jeg har ikke gjort det længe, jeg havde mistet lysten til det, men hun inspirerede mig. Massevis af idéer vrimler gennem mit hoved. Dystre såvel som muntre. Mest dystre tanker.

 

Jeg vil sluttede med at skrive for i dag. Selvom jeg ikke kunne føle mig mindre levende, behøver jeg stadig visse livsnødvendige ting. Jeg bliver nødt til at sove, jeg har brug for søvnen.

 

Godnat April, vi ses snart.

 

 

Kære Dagbog

 

19. Februar – 2013 – 11:42

 

Det er midt i engelsktimen, men jeg har stadig tid til at skrive. Jeg må være forsigtig, hvis jeg bliver opdaget, tager de dig måske fra mig. Det må de ikke, jeg lader dem ikke gøre det.

 

Jeg har så meget at fortælle. Smerten inden i mig, i min sjæl, bliver mindre, for hver dag. Den søde smerte, som min krop oplever, er blevet værre. Eller bedre. Det kommer an på, hvordan man ser på det. Pigen, den grædende pige. Hun ser mig, lægger mærke til mig og ikke kun den person, som er skabt af utallige rygter.

 

Jeg gør alt for at gemme mig, for jeg tror hun ved at der foregår noget med mig. Jeg tror de alle sammen, har bemærket en forskel ved mig. Men jeg skjuler mine ar. Jeg forstår dem ikke. Før var mine ar inden i mig, men de ar, var der ingen der så, ingen der tog alvorligt. Men de ser den ydre forandring. De ser hvordan jeg langsomt ændrer mig, trækker mig endnu længere ind i mig selv.

 

Jeg ved ikke hvem jeg kan stole på. Jeg har formået at holde det skjult for dem, dem alle sammen. De skuler til mig og sender lange blikke efter mig. De undrer sig over hvad der sker, men de aner ikke hvad det er. Det er måske derfor det er så interessant og spændende for dem, derfor jeg er blevet til noget særligt. For dem er jeg mystisk og gådefuld, de kender mig ikke. De vil aldrig lære den virkelig mig, at kende. Den rigtige mig, er der kun en i hele verden som kender. Det er dig, April. Det vil altid være dig, og kun dig.

 

Kære Dagbog

 

3. April – 2013 – 04:16

 

Jeg river siderne ud af bogen, én efter én. Det er min dagbog. Underlige følelser farer gennem min krop, mens jeg ødelægger alt. Jeg sidder med en lighter, og lader dens flamme fortære hver eneste side, jeg har revet ud. Det piner mig, at skulle sige farvel, men ingen må nogensinde finde ud af hvad jeg har gjort. Jeg har åbnet mit vindue, så den lette sommerbrise kan feje gennem værelset og tage asken med sig.

 

At miste nogen, der betyder mere, end du nogensinde selv vil. Det får mig til at bryde sammen. Min veninde, den grædende pige. Hende jeg ikke engang kendte, men som kom til at betyde alt for mig. Hun har forladt verden, uden at tage mig med, men jeg vil følge efter hende. Jeg er ikke klar til at give slip. Det her er den sidste side, den sidste side jeg mangler at brænde. Når den forsvinder, vil det hele endelig få en ende. Det er det sidste farvel.

 

Det her er min slutning, det som hele tiden har været meningen for mig. Farvel April.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...