You don't know me - One Direction

Cheighthon er en syttenårig pige. På trods af at hun er sød mod alle, så er der ingen der kan lide hende. De mener hun er for sød og uskyldig - og nogle gange måske bare en tand for underlig. Hendes far er død, hendes mor er hele tiden syg og det tager hårdt på hende. Hendes tvillingebror Mittchel bruger meget af sin tid på at filosofere, og det er smittet lidt af på Cheighthon. Han er lidt af en overbeskyttende bror og lidt af en nørd. Cheighthon har altid elsket at synge, men hun har sceneskræk.
En dag kommer One Direction på besøg på deres skole, fordi de skal være dommere til en sangkonkurrence der bliver holdt på skolen. Cheighthon har som altid ikke stilt op, og skal derfor stå for at rydde hele salen op efter konkurrence helt alene, og dog alligevel ikke. Cheighthon har aldrig rigtig været stor tilhænger af kærester og drenge, men bliver kærligheden indblandet? Cheighthon har altid været ret tilbageholdende og har altid haft ret svært ved kærlighed alt i alt.

6Likes
10Kommentarer
559Visninger
AA

2. I'm doing fine

“If you succeed in cheating someone, don’t think that the person is a fool.

Realize that the person trusted you much more than you deserved”

 

Jeg sad og halvsov ind over min the. En dør blev lukket i og det vækkede mig fra min lette søvn. Jeg kiggede forvirret op og fik øje på en pladder våd Mittchel der kom ind af døren. Han havde været ude på sin sædvanlige morgenløbetur. Jeg klemte et fnis inde, da jeg godt kunne mærke på ham, at det ikke lige var tidspunktet at grine på. Jeg rejste mig langsomt og gik ud på badeværelset for at finde et håndklæde til ham. Jeg kastede det over til ham og han greb det med hans hurtige reflekser. Derefter satte jeg mig ned samme sted jeg sad før og kiggede ned i min the. Han mumlede et kort tak og tørrede sig selv i hovedet efter, at have fjernet hans briller.

Jeg kiggede op fra min the, da han begyndte at mumle noget underligt med at regnen var som tårerne der trillede ned af folks kinder. Han påstod altid, at når det regnede var det fordi over halvdelen af verdensbefolkning var kede af det i dag og når jeg så kom med min kommentar, at tårer også kunne være glædestårer blev han helt stille, som om han befinder sig et helt andet sted.

 

❝ ❞

 

Solen var begyndt at titte frem bag skyerne, da jeg nåede i skole. I dag var den dag hvor det berømte band One Direction skulle komme og være dommere til vores sang-konkurrence som blev holdt om eftermiddagen. Overalt, i alle hjørnet og i alle munde blev der hvisket om det. Næsten hele skolen havde meldt sig til, selvom mindre end femogtyve procent af dem kunne synge. Jeg tror jeg var en af de eneste der ikke havde meldt sig til. Jeg nåede hurtigt hen til mit skab, som jeg åbnede for, at lægge mine ting derind.

”Hey Cheighthon! Har du meldt dig til sang-konkurrence?” spurgte min bedsteveninde, Jessica friskt. Jeg rystede på hovedet og hendes øjne ændrede sig straks til nogle ondskabsfulde nogen. ”Godt for dig. Så undgår du, at gøre dig selv helt til grin. Skat, du kan jo ikke synge – selvom du selv tror det” sagde hun med fast og kold stemme, der gav mig gåsehud. Jeg kunne mærke tårerne presse på. Hun havde altid sagt, at jeg lød som en engel når jeg sang. Hvad gjorde, at hun pludselig ændrede mening? ”Hvad med alle de gange du har sagt, at jeg sang godt?” spurgte jeg med rystede stemme. Hun kiggede på mig med et tomt blik, som om hun skjulte noget for mig. ”I lied” svarede hun og vendte om på hælen, og gik væk. Jeg kunne mærke en tårer langsomt trille ned af min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk og smækkede min skabslåge i.

 

❝ ❞

 

Jeg traskede langsomt over skolegården, for at komme til skolens hal hvor konkurrencen blev afholdt. Jeg kunne høre en masse skrig, så jeg gættede på at One Direction drengene var gået på scenen og var begyndt at snakke om hvordan vi skulle gøre det i dag. Jeg var kommet for sent, fordi jeg lige skulle tage mig sammen til, at skulle se Jessica i øjnene igen. Jeg åbnede langsomt døren, men den larmede en del, så alle vendte sig halvt om for, at kigge på mig. Jeg kunne mærke, at varmen steg mig til hovedet og jeg vinkede akavet til forsamlingen der stirrede på mig. Selv drengene på scenen kiggede underligt på mig. Ikke at det var nyt.

”Nå, men -” forsatte en af drengene på scenen og alle vendte sig om for at kigge på ham i stedet for mig. ”- de første skal på scenen om en halvtime, så begynd at gør jeg klar” sagde han og kiggede smilede ud over forsamlingen, men jeg nåede lige at se at han sendte mig et tænkende blik inden han gik med de andre ned fra scenen.

 

❝ ❞

 

Jeg gik fløjtende rundt backstage, mellem alle dem der skulle på scenen. De var ved at rette det sidste ved deres tøj og gøre makeuppen helt perfekt, inden de skulle på scenen. Det undrede mig dog, at Jessica var en af dem med mest makeup i hovedet, og strammeste og mindste kjole. Hun havde altid været i mod makeup, og det at man viste halvdelen af sin røv og sine bryster i kjoler.

 

❝ ❞

 

Well, første kapitel er vel altid det væreste? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...