Et skide væddemål

Det handler kort, om to veninder der lavede et væddemål, om at de skulle ud til en gammel forladt lade. Mange havde snakket om laden, om at det spøgte, og nu ville de finde ud af det. Derude sker mærkelige ting, men står den ene veninde bag det, eller?.....

0Likes
0Kommentarer
112Visninger
AA

1. Et skide væddemål!

Et skide væddemål!

Nu vil jeg fortælle en historie, ikke en specielt god historie, nærmere lidt skræmmende. Det var en dag. En dag som jeg aldrig vil glemme, selvom jeg prøver på det. Jeg husker det som det var igår jeg så hende. Hvis jeg kunne lave en ting om var det at jeg aldrig havde sagt ja til det skide væddemål. Jeg skulle ikke have gjort mig selv til grin. Men nu til min historie.
Det hele startede med at mig og min veninde, havde et lille væddemål om, hvorvidt vi turde gå ind i den gamle forladte lade, som lå ude på landet, ikke så langt fra hvor vi boede. Vi ville se hvem der kunne klare at være derinde mest. Lang tid? Spørg mig ikke.. En sen aften midt om vinteren cyklede vi derud. Vi var begge spændte. Meget spændte. Det var fuldmåne lod jeg pludselig mærke til. Alt var stille. Kun en ugle tude i det fjerne kunne høres. Der var ingen biler. Men med ingen biler mener jeg, altså på nær en som kom susende forbi i en høj fart. Den havde vidst lidt travlt. Vi cyklede i kanten af vejen og små sludrede lidt frem og tilbage om vi nu troede på hinanden turde. Jeg var og er ikke pigen med mest mod til sådan nogle ting. Men at vise jeg var en bangebuks? Nej den gik ikke. Jeg måtte bide tænderne sammen for at de ikke skulle klapre for meget. Men vi cyklede så. Vi havde været der tit som små og lege, men der tænkte vi jo ikke over noget. Det var først i sidste uge vi havde fået øjnene op for laden. Der skulle have sket, nogle underlige og uhyggelige ting derude. Jeg gøs ved tanken om det. Var den historie nu sand? Den alle gik rundt og snakkede om? Det ville vi finde ud af.
Vi var godt på vej da det begynder at tordne. Lynene slår ned foran os. Min veninde virker ikke særlig bange, men inderst inde tror jeg hun var hunderædsens. Mit hjerte bankede hurgtigt. Det jeg aller mest hadede det var lyn og torden!
Jeg bed tænderne sammen og cyklede. Jeg lod som om lyn og torden ikke sagde mig så meget. Jeg blev helt gennemblødt. Langt om længe var vi der endelig. Vi stilte cyklerne og kiggede lidt på hinanden. Vi begyndte at gå lidt rundt om laden, for at se ind i den. Men alt var mørkt, og stille. Jeg så på min veninde. Hun så ikke særlig begejstret ud. Jeg spurgte om vi ikke bare skulle cykle hjem. Men hendes svar var meget bestemt. Nej!
Jeg undlod hendes blik og så istedet for på laden. Et lyn slog ned lidt længere henne. Mit hjerte gallopperede som en vild hest da vi gik nærmere mod huset. Min veninde vendte sig og kiggede på mig. "Ingen, og jeg mener ingen skal vide hvad der sker herinde, lige meget hvad der sker". Sagde hun. Hun stod bare og kiggede på mig. "Nej.. Men.. Hvad nu hvis vi ikke kommer levende ud igen?". Min stemme rystede meget. Hun lo. "Ha! Kommer levende ud? Jeg ved ikke med dig men jeg gør!". Jeg havde dummet mig nok, så jeg var helt stille.
Vinduerne i laden var helt smadret, døren var sparket ned, og laden så helt forfaldent ud. Jeg rystede. Regnen piskede ned. "Lad os få det overstået!". Hun gik ind. Jeg tror hun hentydede til jeg skulle følge efter, men jeg blev stående hvor jeg var. "Kom nu!". Hun vendte sig om og stirrede på mig. "Ja.. Jeg kommer". Jeg gik stille i hælene på hende. "Der er en kontakt her, skal jeg tænde den?". Hun svarede mig ikke så jeg tændte den bare. Der kom en lille smule lys. Det var bedre end helt mørke. Jeg gik op ved siden af hende og sammen gik vi musse stille længere ind i andre rum. "Der er jo ikke noget, bare en gammel grim lade, ingen spøgelser som de andre siger!". "Du har ret". Svarede jeg hende bare. "Skal vi ikke bare komme ud herfra?". "Nej, vi skal da lige tjekke det færdigt". Hun begyndte bare at gå.
Inderst inde havde jeg bare lyst til at løbe ud af laden og hjem i seng. Mine forældre troede jo jeg lå oppe i min seng og sov..
Jeg tog fat i min venindes arm. "Jeg..Jeg..". Jeg nåede ikke at sige mere før hun afbrød mig. "Jeg hørte det også". Svarede hun bare iskoldt. Det var en skraben på muren lidt bag os. Jeg turde ikke vende mig om. Bange for at nogle fulgte efter. Jeg tog mig sammen. Vendte mig om. I det samme blev lyset slukket. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Vi skreg begge som nogle der lige havde set et spøgelse. Jeg skreg og skreg, og kunne snart ikke stoppe.
Jeg så på min veninde. Hun græd. Jeg tog fat i hendes hånd. "Lad os komme ud". Men nej.. Jeg kunne svagt skimte hun rystede på hovedet. Var hun ude på at skramme mig? Hvad foregik der? Jeg vidste det ikke. "Tænd det lys!". Jeg kunne ikke styre hvad jeg selv råbte. Lyset blev tændt. Jeg tænkte ikke over lyset lige var blevet tændt, og at lyset lige var blevet tændt af en person som ikke var os. Jeg kiggede istedet ned på gulvet. Intet.
Det tordnede endnu mere udenfor.
Mit hjerte bankede tusinde gange i minuttet. Nej i sekundet!
Jeg var hunderæsen husker jeg.
Lyset slukkede, tændte, slukkede, tændte.. Hvad skete der?
"Er her nogle?". Jeg skulle råbe for at overdøve tordenbragene. Jeg fik ikke svar.
Jeg kiggede rundt. Lyset slukkede helt. Jeg kiggede ud af det rum vi stod inde i. Lyset tændte i et kort øjeblik. En.. Kunne det være rigtigt at jeg havde set.. en.. Lyset tændte hurtigt igen og jeg så det samme. Okay nu var jeg skræmt. Jeg skreg alt hvad jeg kunne og ville løbe, men min veninde holdte fast i mig. Hun så ind i mine øjne. Hun var skræmt. Meget skræmt tror jeg. Jeg forstod det godt, jeg var selv *** bange. Jeg havde jo lige set.. Nej det kunne simpel hen ikke være rigtig. Havde jeg virkelig set et spøgelse? Tankerne fløj så meget rundt i hovedet at jeg ikke lagde mærke til min veninde var gået. Jeg tænkte og tænkte. Der lød et skrig. Et barne skrig. Væggen overfor mig.. Der stod et lille barn med en bamse i hånden. Det så ud som om hun græd. Uden at tænke over det var jeg på vej over til hende. Men.. Da jeg skulle til at røre ved hende, forsvandt hun? Hun kunne da ikke bare forsvinde ud i den blå luft? Eller.. Det gjorde hun altså. Forsvandt. På 2 sekunder så var hun pist væk. Forsvundet. Jeg begyndte at skrige. Jeg var bange. Meget bange. Jeg råbte på min veninde, men fik intet svar.
Jeg hørte pludselig latter ude fra gangen. Jeg løb hurtig derud. Der stod min veninde, sammen med to drenge og en anden pige og flækkede af grin. "Du.. Du..". Hun grinte for meget til at kunne sige det. "Du skulle have set dit ansigt!". Jeg gloede bare på dem. De havde brugt lys og andre ting til at få den grædene pige op på væggen. De gav hinanden high five. "Godt gået, og tusinde tak for hjælpen!". Det var min veninde. Jeg blev stik hamrene tosset. "Du skulle have set...". Inden jeg blev færdig med at tale brød de ud i latter. Jeg kunne seriøst dræbe det pige barn! Jeg var blevet til grin overfor mine venner. Inden længe ville resten af skolen, byen, og måske verden finde ud af det? Jeg var sur. Jeg tog min cykel og cyklede hjem. Jeg blev endnu mere våd, men lagde ikke mærke til det. Jeg var sur. Alt for sur.
Ja og rigtigt nok, så vidste hele skolen det næste dag. Den historie vil jeg aldrig glemme. Den veninde jeg havde mig.. Jeg ser hende heldigvis ikke mere, da hun er flyttet, men jeg bliver stadig mobbet med historien. Den er ikke til at glemme for mange åbenbart.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...