Farlig forelskelse


0Likes
0Kommentarer
357Visninger
AA

3. Seks mænd

Jeg ved ikke hvorfor men jeg begyndte at gå hen over engen til bondehuset. Dom var ikke nogen steder at se, men jeg kunne høre højt musik komme ud af et åbent vindue. Jeg gik op på terrassen og kiggede ind igennem vinduet. Det jeg så forvirrede mig. Stuen flød med dyner, madrasser, puder og en masse fyre. Der lå fem store fuldvoksne mænd på gulvet og flød. De så alle ud til at sove. Jeg betragtede dem en efter en. En af dem havde lyst hår. Det var langt men det passede til hans ansigt. Hans hud var gylden og han lignede en engel. En anden havde kort, sort hår. Det var klippet i en firkantet militærfrisure. Den fik ham til at se streng ud. Hans hud var en smule mørkere end de andres og han havde et stort modermærke i den ene side af ansigtet. Den tredje havde kort brunt hår, men det var ikke nær så kort som han med militærfrisuren. Han havde længere pandehår, som faldt ned i hans øjne, men han så godt ud. Den fjerdes hår var klippet i hanekam. Det havde en masse forskellige farver og så virkelig vildt ud. Han havde en tatovering under det højre øje. Jeg kunne ikke se hvad det forestillede her fra, men det gjorde ikke noget. Den sidste fyr havde sat sig op. Han stirrede direkte på mig. Hans øjne var skrigende gule og så intense at jeg straks tænkte på solen. Hans hår var klippet helt kort så han næsten var skallet. Han havde ingen trøje på så jeg kunne se at han havde de vildeste tatoveringer op og ned af armene. Jeg tog et skridt tilbage og stødte ind i noget hårdt. Jeg vendte mig om og der stod Dom. Han smilede ned til mig.

”Nå du kunne ikke undvære mig?” sagde han og jeg kunne høre morskaben i hans stemme.

”Nej jeg.. Jeg…” stammede jeg. Jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle sige. Han havde taget mig på fersk gerning i at stå og lure ind igennem hans vinduer. Pludselig slog en tanke ned i mig; Hvorfor fanden var de her? Det var ikke deres hus. Det bragte mig ned på jorden igen og fik mig til at tænke.

”Hvad laver I egentlig i det hus?” spurgte jeg.

”Bor her” sagde han.

”Siden hvornår?”

”Siden jeg var hos dig tidligere”

”Hvad?”

”Ja jeg fandt ejerne og de var villige til at sælge mig huset uden mægler” Han stod bare der og så selvtilfreds ud. Jeg rynkede panden og skulede op på ham.

”Du er altså meget kønnere når du smiler” sagde han og smilede til mig. Hvad?! Seriøst?! Det fik mig til at begynde at gå min vej.

”Hey! Hvem er det der Dom?” lød det pludselig bag mig. Jeg vendte mig om. Det var ham med de gule øjne der fangede mit blik først. De var alle sammen kommet udenfor og stod og smilede til mig. Dom begyndte at grine.

”Hun er vist ikke til at bide skeer med drenge. Så glem det” sagde Dom.

”Jamen hun stod ligesom og slugte os alle med øjnene for lidt siden” sagde guløje.

”Hvad gjorde hun?” lød det fra ham med militærfrisuren.

”Ja mand, hun gloede helt vildt på os alle sammen”

”Sikkert fordi hun var så vild med mit lange hår” lød det fra blondie. Mændene slog en latter op der var så varm og venlig at jeg ikke kunne lade være med at fnise. De kiggede alle sammen på mig og så grinede de endnu mere.

”Vil du ikke med indenfor?” spurgte ham med hanekammen. De kiggede alle sammen på mig med forventningsfulde øjne. Det var svært at sige nej til dem. De virkede alle til at være flinke, men jeg kendte dem ikke. Jeg kiggede tilbage på mit eget hus og tænkte på Lilly.

”Du kan ringe til hende og sige at du er her en times tid” sagde Dom som om han havde læst mine tanker. Jeg kiggede på ham og derefter på de andre. Da jeg sukkede og nikkede, grinede fyrrene og gjorde plads for at jeg kunne komme indenfor. De kæmpede for at komme ind igennem terrassedøren og jeg kunne ikke lade være med at tænke at de var en flok teenagedrenge der så en pige for første gang. En hård stemme skar igennem og Dom var den første der kom indenfor. De andre fulgte efter og nærmest omringede mig for at ville tage mit overtøj. Utroligt. Ham med det lange lyse hår tog min jakke og forsvandt ud i gangen med den. De andre skyndte sig at gøre plads sådan så jeg kunne sidde i sofaen og en af dem rakte mig telefonen. Jeg tog den og tastede mit nummer ind. Den ringede to gange inden den blev taget.

”Hej søs. Jeg er på den anden side af engen. Jeg er hjemme igen om en time. Okay. Det gør du bare. Ja. Slap du bare af og få sovet lidt. Okay. Hej hej” Jeg lagde op og kiggede op. De kiggede alle på mig og da jeg smilede til dem smilede de igen.

”Er hun okay?” spurgte Dom.

”Ja. Hun har bare lidt problemer” svarede jeg.

”Hvilke problemer?” spurgte guløje.

”Det er ikke noget” svarede jeg.

”Du må sige hvis vi kan hjælpe med noget” sagde militærfritz.

”Det skal nok gå” hviskede jeg og kiggede ned i mine hænder der knugede om telefonen.

”Nå, men er der nogen der vil have noget at spise?” spurgte hanekammen.

”Hvis det er dig der laver mad, så nej tak” sagde guløje. De andre brød ud i latter. Der var åbenbart noget indforstået her. Kunne han ikke lave mad?

”Orh! Hvad med dig selv mester? Din madlavning er heller ikke ligefrem den bedste” sagde hanekammen.

”Nej. Der er altid for meget salt i så det er uspiseligt” sagde Dom. De grinede alle sammen, nej det var ikke rigtigt. Ikke alle sammen. Ham med det brune hår sagde ikke ret meget. Faktisk var det som om han ikke rigtig deltog i noget. Han holdt sig lidt i baggrunden og kiggede på mig. Der var noget over ham der fik mig til at tænke at han havde noget han gerne ville sige, men ikke kunne.

”Nå, men vi må hellere præsentere os eftersom Dom ikke har gjort det” lød det til højre for mig. Jeg tog blikket fra brunhår og kiggede på ham der havde sagt noget. Det var ham med hanekammen. Han havde sat sig på gulvet ved siden af mig.

”Jeg hedder Patch. Ham med det lange garn er Blake. Så har vi guløje her, det er Dimitri. Militær fanatikeren derovre er Judge og ham den stille i hjørnet er Matt” Hver af dem smilede til mig da deres navn blev nævnt, på nær Matt. Han kiggede bare på mig. Sagde ikke noget, bevægede sig ikke. Inden jeg kunne nå at tænke mig om havde jeg rejst mig og var på vej ud i køkkenet. Jeg kunne mærke at de alle fulgte efter mig.

”Hvad vil I have at spise?” spurgte jeg og tænkte at jeg hellere måtte lave noget til dem ellers endte det nok bare med at de ikke fik noget. Der var stille. Jeg gik hen til køleskabet og kiggede ind i det. Der var fyldt med alt hvad man kunne tænke sig. Jeg ventede på at der var nogen der ville sige noget men da der ikke skete noget rettede jeg mig op og kiggede på dem. De stod og stirrede på mig. Vitterligt med åben mund og store øjne. Okay. Måske havde jeg sagt noget forkert. Jeg stod lidt og begyndte at føle mig utilpas. Pludselig var der en der rumsterede bag de andre. Det var Matt. Han kom hen til mig og rakte mig en blok. Der stod noget:

Du skal ikke tage dig af dem. De er idioter. Kan du lave en omelet? Jeg kiggede op på ham igen. Han nikkede som om han vidste hvad jeg tænkte. Manden kunne ikke tale. Jeg nikkede og han smilede. Så vendte han sig om til de andre, flådede den første side af blokken, skrev hurtigt noget på blokken og holdt den frem imod de andre. De nikkede og kiggede på mig. Så smilede de og jeg begyndte at slappe af. Jeg vendte mig igen om mod køleskabet og fandt det frem jeg skulle bruge. Der skulle mange æg til, men jeg var ikke sikker på at der var helt nok. Jeg fandt også en masse frugt frem og skar det i stykker. Imens at omeletten bagte færdig kom jeg frugten op i syv skåle. Der manglede noget. Jeg kiggede i køleskabet igen. Der lå noget chokolade så det tog jeg også. Da omeletten var færdig skar jeg den ud i seks lige store dele og anrettede dem på tallerkener. Jeg dryssede lidt purløg over og kom lidt tomater ved. Jeg tog skålen og placerede den på tallerkenen og gik ind i stuen med en i hver hånd. De havde alle sammen smidt sig på gulvet og var nu i gang med at spille noget på fjernsynet. Der blev råbt og snakket højt. De grinede og skubbede til hinanden hver gang der var noget der ikke lige var helt rigtigt. Jeg skulle lige til at sige noget da Matt kom hen til mig. Han tog den ene tallerken og jeg bevægede hånden. Jeg sagde tak på tegnsprog til ham. Han stivnede og kiggede på mig. De andre kom hen til mig og tog den anden tallerken fra mig. Jeg gik tilbage til køkkenet og kom tilbage med to mere. Da de alle havde fået deres mad satte jeg mig på en stol og spiste min frugt. Matt blev ved med at kigge på mig. Jeg satte skålen fra mig og bevægede mine hænder.

Ja, jeg kan tegnsprog. Han blinkede et par gange og så bevægede han også sine hænder.

Det er der ikke mange der kan.

Kan du høre noget eller mundaflæser du?

Jeg er ikke så god til at mundaflæse men min hørelse er fin.  

Okay. Jeg spiste videre.

”Jesse, det her smager vidunderligt!” lød det fra Blake. De andre nikkede og kom med anerkendende lyde. Jeg smilede og rystede på hovedet. De var seriøst som en flok teenagere. Sådan som de lå og flød på gulvet. Da alle var færdige med at spise samlede jeg deres tallerkner sammen og skulle lige til at gå ud i køkkenet med dem da Dom stillede sig i vejen for mig. Han kiggede ned på mig.

”Jeg skal lige tale med dig” sagde han og tog stakken af service fra mig, rakte det til Matt og trak mig med ind i et andet rum. Han lukkede døren bag mig og vendte sig imod mig. Han så alvorlig ud. Gad vide hvad der var galt?

”Du havde ikke behøvet at lave mad” sagde han. Jeg åndede lettet ud. Var det bare det?

”Jamen det gjorde ikke noget. Det var jo trods alt mig der trængte mig på” sagde jeg.

”Vi er virkelig glade for det. Du kan altid komme til os hvis der er noget”

”Tak, men der er ikke noget”

”Du lyver. Jeg kan se det i dine øjne. Det har noget med din lillesøster at gøre ikke”

”Det kommer ikke dig ved” Jeg vendte mig om og kiggede rundt i rummet. Det var et soveværelse. Ganske almindeligt. En smule kedeligt måske, men ganske normalt. Jeg kunne mærke et par hænder på mine skuldre og langsomt blev jeg drejet rundt så jeg stod ret tæt op af ham.

”Jesse, fortæl mig det. Måske kan jeg hjælpe”

”Det kan du ikke”

”Lad mig høre” Jeg sukkede og fortalte ham det hele. Han kiggede på mig og der var et eller andet i hans blik der fik mig til at gå lidt væk fra ham.

”Jeg vidste det” hviskede han.

”Hvad vidste du?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet og vendte sig om imod døren. Han gik ud og ind i stuen. Jeg kunne høre ham tale hårdt på et sprog jeg ikke kendte og pludselig var der vild tumult. Jeg skyndte mig ud og så at de alle sammen stod og holdte om Dimitri. Hans krop sydede af raseri og hans blik var vildt. Han fik øje på mig og jeg gispede. Hans øjne var kulsorte og isende kolde. Han sagde noget på det fremmede sprog og Dom vendte sig imod mig.

”Han spørger om hvad din søster hedder” sagde han.

”Øh.. Lilly Savila” svarede jeg. Dimitri brølede og kæmpede for at komme fri. Han skubbede til de andre og prøvede at komme hen til terrassedøren, men han blev væltet omkuld i en tackling fra Matt. Dom kom hen til mig og tog om mig.

”Hvad foregår der?” spurgte jeg og kiggede op på Dom.

”Jeg ved det ikke, men det har noget med din søster at gøre” svarede han. Jeg stirrede på de andre imens de kæmpede for at holde Dimitri fast til gulvet. Langsomt begyndte han at slappe af og det gule vendte tilbage til hans øjne. Da han var helt rolig rejste de sig alle sammen op og kom hen til mig. Dimitri kiggede på mig og jeg kunne se i hans øjne at han stadig var vred, men at det nu var blandet med en længsel som jeg aldrig havde set hos noget menneske før. Han tog fat i mine hænder og holdt dem ind til sit bryst.

”Hvordan har hun det? Er hun kommet noget til?” spurgte han. Jeg kiggede op på Dom og så tilbage til ham.

”Hun har det fint, men hun er træt” svarede jeg. Dimitri lukkede øjnene og nikkede. Da han så på mig igen strålede hans øjne med en kærlig varme der fik mig til at slappe af.

”Er der nogen der vil fortælle mig hvad der foregår?” spurgte jeg forsigtigt. Der var ikke nogen der sagde noget. En eller anden lagde en hånd på min skulder. Jeg kiggede op på personen. Matt så på mig og så begyndte han at bevæge sine hænder.

Din søster er gravid med Dimitris barn. De mødte hinanden for et par måneder siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...