Farlig forelskelse


0Likes
0Kommentarer
353Visninger
AA

1. Mødet

Det var begyndt at sne for et par dage siden. Jeg puttede mig i min lænestol og trak tæppet op over skuldrene. Hvis bare det ville holde op med at sne i morgen så kunne jeg komme ud. Jeg var ved at løbe tør for dagligvarer. Jeg kiggede ud igennem vinduet. Sneen dalede ned i store fnug og dækkede alt. Stjernerne blinkede klart, som små diamanter. Det var smukt. Jeg sukkede og rejste mig. Jeg måtte nok hellere gå i seng. Jeg gik ud i køkkenet for at slukke lyset derude. Mit blik fangede noget bevægelse på den anden side af engen. Der var nogen der gik rundt om det lille bondehus. Det havde stået tomt i de tre år jeg havde boet her. Jeg stod og kiggede på skikkelsen der gik rundt deroppe. Det var en stor person. Jeg kunne ikke se om det var en mand eller en kvinde, men ud fra størrelsen kunne det ikke være andet end en mand. Personen gik rundt og kiggede ind igennem vinduerne. Der var noget uhyggeligt ved den måde personen gjorde det på. Som om den ledte efter noget. Eller nogen. Personen lod til at være tilfreds med ikke at finde noget for den gik hen til den store firhjulstrækker der var parkeret ved huset. Personen satte sig ind og kørte sin vej. Jeg rystede på hovedet. Det var nok bare en der ville kigge på huset. Men det var nu et underligt tidspunkt at gøre det på. Klokken var elleve om aftenen. Jeg skubbede tanken fra mig, slukkede lyset og gik ind i soveværelset. Jeg trak i nattøj og kravlede i seng. Trætheden strømmede ind over mig og jeg var lige ved at falde i søvn da det ringe på døren. Jeg satte mig op og gned mig i øjnene. Hvem fanden kunne det være? Jeg kastede et blik på klokken. Midnat. Jeg rejste mig og trak i min morgenkåbe. Ude i gangen tændte jeg lyset og gik hen til døren. Jeg kiggede ud af spionhullet. På den anden side af døren stod en mand. En stor mand. Jeg kunne ikke rigtig se hvordan han så ud fordi lampen udenfor var slukket. Jeg rakte hånden hen til kontakten og tændte lampen. Manden kiggede direkte ind i spionhullet. Jeg trak hovedet tilbage med et ryk. Han havde set direkte på mig. Som om han vidste at jeg stod og kiggede. Det eneste jeg havde nået at opfange var at han så godt ud. Han havde kort mørkt hår og klare blå øjne. Jeg tog en dyb indånding og kiggede igen ud af spionhullet. Manden stod og trippede lidt. Så trykkede han igen på ringklokken.

”Hvem er det?” spurgte jeg. Han svarede ikke. Jeg sank en gang og tjekkede at kæden var forsvarligt sat på døren inden jeg åbnede den.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte jeg og kiggede på manden. Han kiggede på mig og jeg sværger at han så overrasket ud. Han så ud som om han havde set et spøgelse, men han fattede sig hurtigt. Så smilede han og det var som om hans øjne begyndte at lyse.

”Jeg leder efter ejeren af det hus” sagde han og pegede i retningen af bondehuset.

”Der er ikke nogen. Eller det har været tomt i tre år” svarede jeg.

”Nå, men du ved ikke hvor de er henne?”

”Nej desværre”

”Jamen så må du undskylde at jeg vækkede dig” Han vendte sig om og begyndte at gå hen imod sin bil. Jeg skyndte mig at fjerne kæden og åbnede døren.

”Er det nu klogt at køre i det her vejr?” spurgte jeg. Manden standsede og vendte sig om imod mig.

”Det kunne ikke være bedre vejr at køre i” sagde han, smilede et skævt smil, som fik han til at ligne en der elskede at leve livet farligt. Han steg ind i bilen og kort tid efter drønede han af sted med fuld fart. Bilen brølede da han kørte op af min indkørsel og forsvandt mellem de mange træer der skjulte mit hus fra hovedvejen. Jeg rystede på hovedet og gik ind igen. Jeg låste døren, satte kæden på og gik tilbage til soveværelset. Jeg kravlede i seng, men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg blev ved med at se mandens ansigt for mig og den måde han smilede på da han satte sig ind i sin bil. Jeg vendte mig om på ryggen. To sekunder efter vendte jeg mig om på siden. Jeg kunne simpelthen ikke finde ro. Jeg kiggede på uret. Et om natten. Jeg ville ikke få ret meget søvn hvis jeg blev ved på den her måde. Jeg sukkede og skubbede tankerne fra mig og langt om længe overmandede søvnen mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...