Going Through Changes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2013
  • Status: Igang
Fuck det hele! Fuck alt! Fuck mit liv!
-Sådan er Elenas tanker om hendes nye hjem i storbyen.
Følg hende og når hun igennem ungdomsoprør, skænderier og diverse andre ting, prøver at få hendes mor til at indse at de skal flytte tilbage.
I storbyen møder Elena, en mystisk dreng, som hun skriver SMS'er med.

5Likes
9Kommentarer
251Visninger

1. En ny start

 

Fuck alle! Fuck det hele! Jeg har ikke bedt om det her! Jeg har ikke freaking sagt at jeg vil bo det her lorte sted!

Ja, okay. Jeg er en smule vred lige nu, jeg ved det godt. Jeg plejer altså heller ikke at bande. Ikke fordi jeg er mega kristen eller noget, men fordi jeg synes det lyder grimt.

Nå, men ser du? Grunden til at jeg er så vred skyldes min over perfekte moderskikkelse, der har valgt at flytte mig 250 km. Væk fra alle mine venner, mit hjem, min skole. Alt.

Jeg har været sur, smækket med døre, kommet sent hjem, og alt muligt andet i den sidste måned, for at få hende til at droppe denne her dag. Vores flyttedag.

Det bliver jo bare super hyggeligt. Mig, spæret inde i en lille lejlighed på 4. sal, midt inde i en dum storby.

Okay, jeg må indrømme, at selvom lejligheden er lille, er den bare en lille smule pæn. Den er en af de der dyre designer lejligheder. Hvide væge, højt til loftet og det hele.

Så her sad jeg altså, på forsædet af en dum flytte bil og var bitter. Men det jeg efterhånden også rimelig god til.

Der var ikke engang en lille bitte ting der var godt ved det her. Min mor er også en idiot, så det bliver da også bare rart at skulle bo endnu tættere på hende end jeg gjorde i forvejen.

Før havde jeg mit eget loft. Det var støvet, mørkt og småt, men det var mit hjem. Det fungerede faktisk ret godt. Altså det der med at jeg havde mit loft og hun boede nedenunder. Så kunne vi godt hygge os sammen, men det her lille stunt tilgiver jeg hende aldrig! I hvert fald ikke lige nu.

 

Midt i mine bitre tanker må jeg være faldet i søvn, for da jeg åbnede mine øjne igen var vi på Østerbro. Selvom klokken var blevet 10 om aftenen var der ikke mørkt. Over alt var der oplyst af lys fra forskellige skilte, butikker og gadelygter. Det var smukt. Aldrig i mit liv havde jeg set noget lignende.

Første gang jeg var i København, som var da jeg skulle se lejligheden, var det om eftermiddagen. Det var dag, og byen var oplyst af sollys. At se byen om dagen og så se den som den ser ud nu, er to meget forskellige ting.

Vi stoppede op uden for lejlighedsblokken. Jeg trak min hue længere ned over hovedet, og åbnede langsomt døren, og kravlede ned af flyttebilen. Her var meget flottere om aftenen, så selv den forfærdelige lejlighed så meget tiltrækkende ud.

Jeg var helt stiv i kroppen og strakte mig træt. Rundt om flyttebilen kom min mor gående. Hun gik om til enden af flyttebilen og åbnede bagenden.

En af de gode ting ved at have en mor, der har prøvet lidt af hvert, er at hun har lastbil kørekort, så derfor havde vi kørt frem og tilbage, og formået at flytte hele vores hus, pakket ned i en milliard papkasser, på én dag.

”Elenaaaaaaaa! Kommer du ikke herom og hjælper med kasserne?” Det var min mor der kaldte. Og som du nok kan regne ud, er jeg Elena. Ja okay, måske ikke det mest almindelige navn, men jeg er egentlig ret tilfreds med det. For jeg har endnu ikke mødt nogen der kunne finde på et øgenavn, med det navn.

Min mor var meget ung da hun fik mig. 19 år faktisk. Så vi har altid boet i små lejligheder. Små steder, men hyggelige. Min mor var min bedste ven, og når ingen andre var der, var hun der for mig.

Det havde altid bare været os. Vi havde klaret os. Hun havde langsomt, fået taget sig sammen, taget en uddannelse og faktisk blevet til noget. Hun var i løbet af de sidste 3 år, blevet forvandlet fra den sjove og sprudlende billedkunst lærer, til en stram og seriøs voksen kvinde i fine kjoler og kontor tøj.

 

Vi bar kasserne op sammen uden at snakke. Det var ikke rigtig noget vi gjorde mere, altså snakkede. Efter cirka en time, havde vi båret alle kasserne op. Jeg lå, helt smadret på min seng, i mit nye værelse. Et værelse var nok en overdrivelse. Godt nok, var der da fire, meget hvide vægge der stirrede tilbage på mig, men det føltes ikke rigtigt at kalde det for et værelse.

Der var hvidt. Der var rent, der var uhyggeligt rent. Tomt. Jeg tog min mobil fra en papkasse, der endnu ikke var pakket ud, som jeg brugte som natbord og kiggede på det lysende display.

Fedt. Ingen venner. Ikke en eneste af dem har skrevet. Så meget for venner for evigt. Men det er vel det man kan forvente.

Langsomt drev en tåre ned over min kind. Kun en enkelt tåre, men stadig den første tåre jeg har grædt siden min far forlod os, da jeg var 6. Det er 10 år siden nu. Jeg savner ham ikke engang mere.

Jeg mærkede hvordan trætheden skyllede ind over mig, og jeg faldt i en dyb, drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...