Back to December

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2013
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Igang
Da 17 årige Maya tager til London i december med sin bedsteveninde, havde hun ikke regnet med at blive forelsket og slet ikke i et af verdens største teenageidoler. Men da pressen begynder at få nys om deres forhold, begynder det så småt at krakelere. Kan deres nye og skrøbelige forhold overleve? Og hvorfor tog Maya afsted til London i første omgang?

6Likes
5Kommentarer
742Visninger
AA

2. Lost

Jeg kiggede på mit kort igen, som jeg havde været så smart at lægge i min inderlomme. Jeg kiggede rundt på de høje bygninger, som lignede alle andre. Mine fødder var efterhånden ret ømme og klokken var også alt for mange. Jeg havde sagt til min veninde, Sille, at jeg bare lige ville smutte ned efter chokolade – det var to timer siden. Jeg kiggede igen på mit kort og spekulerede over, hvor det var gået galt. Jeg kiggede rundt efter Underground-skiltet, som kortet sagde skulle være her, men der var ikke noget. I samme øjeblik opdagede jeg, at jeg stod på den forkerte gade. Igen. Jeg havde lyst til at kyle kortet på jorden, trampe på det og slå på noget hårdt. Pludselig hørte jeg et skrig skære igennem stilheden. Jeg fór sammen og begyndte at løbe. Kære Gud, hvis jeg overlever det her, skal jeg nok bede hver eneste dag, tænkte jeg mens jeg løb væk fra skriget. Jeg vil gå i kirke hver eneste søndag og jeg vil faktisk drikke det lille glas alkohol og ikke bare lade som om jeg gør det..

Jeg kunne skimte nogle skikkelser komme gående på den anden side af fortovet. Jeg satte farten ned til gå tempo. Da jeg var kommet tættere på kunne jeg se, det var to drenge. Omkring de tyve, ville jeg gætte på. Den ene havde kort, glat hår, den anden halvlangt, krøllet hår. De gik og snakkede og grinte. Ham med det krøllede hår kiggede på mig og smilte. Mine mundviger trak lidt opad. Da vi var gået forbi hinanden kiggede jeg på deres rygge gå væk fra mig.

Måske er de din eneste chance for at vende hjem!

Men hvad nu hvis, de er voldtægtsmænd?
Vil du hellere vandre rundt her i Londons gader resten af natten?

Jeg opgav at være fornuftig og løb efter dem.

”Hey!”

De vendte sig undrende om. Jeg rødmede lidt da det gik op mig, hvor desperat jeg måtte se ud.

”Ja, øhm.. Jeg er faret vild og så tænkte jeg på om I måske kunne, øh,” startede jeg tøvende.

”Hvor bor du henne?” spurgte ham med det korte hår venligt.

”Hotel Mermaid.”

Ham med krøllerne knipsede. ”Oh, det tror jeg godt, jeg ved hvor er! Der ved siden af den gode restaurant, som hedder noget med Kong..”

”Kong Triton?” spurgte ham med det glatte hår.

”Ja!” svarede ham med det krøllede hår entusiastisk og nikkede. Da han nikkede dansede hans krøller op og ned. Jeg skulle lige til at række ud og røre ved dem, men jeg stoppede mig selv i tide.

”Den tror jeg faktisk ligger i nærheden af hotellet,” sagde jeg opmuntret.

”Men den ligger jo i den modsatte ende af byen,” sagde Curly undrende. ”Hvor lang tid har du gået i den forkerte retning?”
 Jeg sukkede opgivende. ”Hvis bare jeg vidste det, men jeg kan ikke finde ud af hvor det gik galt og det skide kort er ikke til at finde ud af!”

Curly fniste, men ham den anden puffede ham i siden.

”Vi skal den vej, du kan følges med os,” sagde ham med det glatte hår venligt igen.

”Virkelig? Det ville være skønt, jeg er helt lost!” sagde jeg glad og smilte stort.

”I’m a barbiegirl, in my barbieworld! Life in plastic, it’s fantastic!”

Curly fniste og rødmende tog jeg min telefon, der var begyndt at ringe.

”Hey, det er –”

”Hey, hvor lang tid har du lige brugt på at vælge chokolade?”

Selvom det var akavet undslap et fnis mine læber. Efter fem minutters smalltalk med Sille, lagde jeg på.
”Klar?” spurgte Curly med løftede øjenbryn. Og det var der jeg rigtigt kiggede på dem. Jeg rynkede panden og ransagede min hjerne.

”Har jeg set jer før?” spurgte jeg og kiggede nøje på dem.

”Vi har snakket sammen de sidste,” sagde ham med det glatte hår kiggede på sit ur, ”ni minutter.”

Curly fnes igen.

”Nej nej, før det,” spurgte jeg mens vi begyndte at gå i den rigtig retning. ”Men det kan vel være lige meget..”

Jeg kiggede ned på mine fødder. Jeg havde taget mine yndlingssko på, ballerina med en lille kilehæl, mørkeblåt fløjl og åben foran. Selvom jeg elskede de sko, fortrød jeg lidt at jeg havde taget dem på. Men jeg havde hellere ikke regnet med, at jeg skulle gå rundt i flere timer i Londons gader iført dem.

Vi sagde intet i nogle akavet minutter. Jeg hadede stilhed, så jeg spurgte om det mest indlysende jeg kunne komme i tanke om.

”Hvad hedder I egentlig?”                                                 

”Jeg hedder Harry,” sagde Curly, ”og det er Liam.”
Liam nikkede og smilte. ”Og dit navn er?”

”Maya.”

”Maya? Er det udenlandsk?” spurgte Curly-Harry.

Jeg nikkede. ”Jeg kommer fra Danmark. Et lille land i Europa. Det ligger i nærheden af Sverige og Tyskland.”

”Jeg ved da godt hvor Danmark er,” sagde Harry lidt fornærmet.

”Sorry..” sagde jeg irriteret. Jeg kiggede irriteret på ham – han behøvede da ikke være så følsom.

 ”Bor du så her i London eller er du bare på ferie?” spurgte Liam i et dårligt forsøg på at løsne stemningen op.

”Jeg er på ferie her med en veninde. Vi skal være her en måned mere,” sagde jeg venligt og smilede til ham. Da han smilede tilbage havde jeg en voldsom trang til at banke hovedet ind i lygtepælen vi lige gik forbi.

Sig nu noget spændende og interessant!
Som hvad for eksempel?

Hvad de laver her!
Det er da stalker-agtigt…

”Hvad laver I egentlig her? Jeg mener … jeg vil jo ikke blande mig, men bor I her eller..” sagde jeg for hurtigt og fortrød med det samme, at ordene nogensinde havde undsluppet min mund. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...