En ulykke mere

Det er en kort novelle på 2½ side. Det skal forstille sig at være en pige som fortæller om noget hun har gjort, som i nogens øjne er helt forfærdeligt, mens at det i andres øjne er noget som alle i bund og grund kunne have gjort. I kan selv forholde jer til jeres egen mening omkring det hun gjorde. håber I kan lide den!

0Likes
0Kommentarer
102Visninger

1. En ulykke mere

 

En ulykke mere

Jeg havde altid undret mig over hvorfor det aldrig var piger som gjorde det. Når jeg spurgte henne i skolen, grinede drengene ad mig, og sagde, det var vi for dumme til. Jeg kunne ikke andet end at smile for mig selv, når jeg hørte sådan noget. De skulle bare vente og se. Jeg havde lagt en perfekt plan.

De var alle sammen så smarte og bedrevidende, det var lige så jeg kunne brække mig over det. Men det tænkte de ikke over. De tænkte ikke over at når de grinede af skolens nørder, så tænkte jeg over en måde at kunne udfører min hævnlyst på. En måde som ville gøre ondt. Jeg var ikke selv én af nørderne. Tværtimod. Vi var en lille flok, hvor vi holdte sammen i tykt og tyndt. Eller det troede de vi gjorde. Jeg holder ikke med nogen, ikke engang mig selv. Nå, men vi var tre piger og fem drenge i flokken. Vi gik til fester sammen, grinede sammen, var på stranden sammen, spiste sammen, vi gjorde alting sammen. Hvilket jeg var utroligt træt af. Derfor gjorde jeg det alene. Alene, ene, for altid. Sådan havde jeg det bedst. Det med at man har hørt om alle dem som gjorde det sammen, det mente jeg ikke var nødvendigt. Jeg ville have æren selv. Det var mig som skulle have respekten og opmærksomheden. Derfor gjorde jeg det. Jeg ved ikke hvorfor, jeg følte bare at jeg manglede noget. Noget som jeg hverken før eller nu, kan sætte ord på. Men en ting er sikkert. Jeg fandt det ikke efter det jeg gjorde.

Om jeg fortryder det? Nej det gør jeg ikke. Som sagt mener jeg at det var en nødvendighed. Havde jeg ikke grebet ind, så havde folk ikke åbnet deres små tildækkede øjne. Folk kunne ikke se at der også kunne opstå problemer ude for hjemmets fire vægge! Problemet hed Joel Stuffins, han var skolens mest populære, og derfor også mest højrøvede elev. Alle havde en form for respekt for ham og hans slæng. Hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi de bar rundt på deres selvtillid som vi bar rundt på vores pæneste og nydeligste tøj. Måske fordi de havde et udtryk i deres øjne, som bare udstrålede at det var dem der bestemte.  Mine venner brød sig heller ikke om dem. Men de passede sig selv, og de udtrykte heller ikke den samme form for had, som jeg til sidst gjorde. Som man siger, jo højere oppe man er, jo længere ned er der at falde. Det var netop min plan med Stuffins, han skulle falde så langt ned, at han ikke kunne komme op på benene igen. Da jeg skød ham, var han ikke længere så populær som han havde været. Men det udelukkede ikke at jeg skulle have gengæld. Så jeg skød ham og hans slæng, David Bumbern, Charlie Manson og Richard Junior.

Om jeg vil gøre det igen? Nej. Jeg tror vi alle lærte noget den dag. Alle. Også jeg selv. Men det betyder ikke at jeg fortryder det jeg gjorde. For jeg var godt klar over hvad konsekvensen for den handling ville være. Jeg glemmer aldrig den dag. På en måde følte jeg, at jeg befandt mig i det værste mareridt. Men på samme tid følte jeg også at jeg var til stede, på en måde som jeg aldrig før har været. Det var ubehageligt og rart på samme tid.  Da politiet kunne høres udenfor, så jeg ned ad mig selv. Jeg havde blodpletter på min hvide skjorte og på kinden. Det var ikke svært at se hvem syndebukken var. Jeg stod helt stille og så på mig værk, på det tidspunkt følt jeg ikke noget. Jeg kunne høre skrig og løbende fodtrin i baggrunden. Men lydende trængte ikke helt igennem. Da politiet så mig, havde jeg allerede smidt pistolen på gulvet, og jeg lå i fosterstilling på gulvet. Jeg var gået i trance, og det havde politiet opfattet. De tog fat i mig, men jeg kunne ikke rejse mig. Jeg blev båret ud i bilerne. Den dag mistede jeg min forstand og min sjæl.

- Jeg blev noget så bekymret da jeg hørte om ulykken, og ikke mindst da jeg hørte hvem der havde gjort det. Jeg var ind og besøge hende i fængslet, men kun én gang. Da jeg kom derind, og så hende sidde bag tremmerne, smilede hun til mig. Men det var ikke hendes rigtige smil, hendes øjne smilede ikke. Jeg har som sagt ikke været derinde siden. Fordi det psykisk var for hårdt for mig at se en ung pige, sidde og have ødelagt sit eget liv, på grund af sin egen vrede og dumhed. Hun havde en lys og god fremtid foran sig. Men hun kunne ikke selv se den. Mens jeg var derinde, havde jeg meget svært ved at holde tårerne tilbage. De kunne hun se på mig. Derfor sagde hun selv til mig at jeg ikke behøvede at komme ind og besøge hende igen. Vi sagde farvel. Da jeg kom ud i min bil, trillede mine tårer beskedent ned ad mine kinder. Det var en meget hård oplevelse.

Miss Wales, dansklærer på Baggins school.

- Jeg ved at hun ikke ville gøre det igen. Men det betyder ikke at hun fortryder det hun gjorde. Om hun er farlig for samfundet? Nej det tror jeg ikke hun ville være. Det er ikke fordi jeg ville have hende ud af fængslet, at jeg siger dette. Men de ting jeg har siddet og snakket med hende om, har været en stor hjælp for mig, til bedre at kunne forstå hende. Mange mener at hun er psykopat og slet ikke tænker. Men der tager de fejl. Problemet er at hun tænker for meget! Hun tænke over nogle ting, som én på hendes alder slet ikke burde gøre sig tanker om. Men hun skal selvfølgelig blive i fængslet. Bare fordi hun er så ung som hun er, så skal hun stadigvæk straffes for det hun har gjort. For det hun gjorde var dumt, meget dumt. Og det ved hun godt selv.

John Timber, fængselspræst.

- Det hun gjorde, det kunne have kommet fra hvem som helst. Alle har en form for had inden i sig, og hun kunne åbenbart ikke finde nogen anden måde, at kunne komme af med sin vrede på. Selvfølgelig er det forfærdeligt det hun gjorde, men det kunne have kommet fra hvem som helst.

Anonym politibetjent.

- Vi så i bund og grund alle sammen hvordan hun forandrede sig. Hun blev mere og mere indelukket, og snakkede til sidst ikke med nogen. Jeg undrede mig også over det, men hvordan skulle jeg kunne regne ud hvad der ville ske? Hvad skulle vi have gjort?

Cindy Cambell, tidligere elev på Baggins school.

- Det er magen til møgunger der går rundt omkring i verden nu om dage. De er alle sammen så satans forkælede. Hvis ikke de får deres vilje, så bryder deres lille forvirrende verden sammen. Som jeg plejer at sige ’’børn er små psykopater’’, og denne pige er et rigtigt godt eksempel på dette ordsprog. Derfor har jeg ikke nogen børn. Men havde jeg haft det, så havde de i det mindste været opdraget.

Miriam McStue, kantinedame på Baggins school.

- Hendes øjne udstrålede intelligens og forståelse, måske faktisk for meget af det. Jeg tror det var derfor det til sidst gik galt for hende. Hun var bogstaveligt talt, for intelligent.  

Tony Hadley, tidligere elev på Baggins school. Ekskæreste til Emmely May Carter.

- Da jeg sad på mit kontor, og fik beskeden om episoden, tænkte jeg bare ’’det er kun endnu en ulykke’’, som en del af mit job. Men ikke denne gang. Denne gang blev det meget mere personligt. I det øjeblik hvor jeg fik at vide hvem der stod bag skuddene. Gik jeg helt i stå. Tankerne kørte rundt i mit hoved. Hvorfor lige hende? Hvordan? Det må være en fejl. Men det var det desværre ikke. Jeg anholdte min egen datter!

James Carter, politibetjent og far til Emmely May Carter.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...