En tråd mellem fortid og fremtid

Glæden forsvinder fra en når ens tillid til den man elsker bliver brudt. Ens tanker bliver forvirrende, næsten uhyggelige og det bliver kun værre jo længere tid der går uden et egentligt svar.

0Likes
0Kommentarer
394Visninger
AA

1. En tråd mellem fortid og fremtid

 

Det ene åndedræt tog det næste i hurtige tag, på en måde der fik det til at smerte i mine lunger, imens jeg løb to skridt af gangen op ad den stejle trappe. Selv i halvmørket kunne jeg se hvor beskidte væggene var. Havde de på et tidspunkt virkelig været hvide? Jeg lod mig selv droppe ned på metal trappen, der snoede sig som en slange i kanterne på det firkantede rum. Selv om det havde været flere timer siden jeg havde hørt hendes stemme i telefonrøret, kunne jeg stadig hører den runge i mit hoved, som sad hun ved siden af mig. Hendes stemme der stadig havde været blid. Stemmen, som stadig ikke vidste hvad jeg havde fundet ud af. Det havde ramt mig, som et lyn fra en klar himmel, da jeg havde fået billedet af en ven, der så det ske. Vrede og rastløshed havde fyldt mig, og jeg havde brugt den næste time på at få mig selv under kontrol, uden at smadre hele i min lejlighed i processen. Det eneste spørgsmål der fyldte mit hoved var ”Hvorfor?”.

Jeg kunne mærke hvordan jeg foldede mine hænder, og hvordan neglene langsomt borede sig ind i mine håndflader. Mit hjerte hamre i mit bryst, som en stortromme der slog en uendelig rytme, der fik mig til at ryste let. Jeg kunne ikke vente mere. Jeg ville have et svar; en forklaring. Med et langsom, næsten skrøbeligt skub med hænderne, kom jeg op at stå. Havde jeg ældes med fyrre år i løbet af et par sekunder, eller var frygten for hendes svar nok til at gøre mig så nervøs? Tankerne syntes at flyde ud i et, for hvert af de sidste skridt jeg tog op ad trappen. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte dunkede, helt ud i min arm, der med en uendelig langsom bevægelse rakte mod døren til hendes lejlighed. Sandra Olsen stod der tydeligt med guldbogstaver, og jeg stoppede min hånd midt i bevægelsen til at banke på. Skulle jeg virkelig gøre det? Kunne jeg ikke bare glemme alt det her, som den onde drøm det så ud til at være, for aldrig mere at skulle se hende i øjnene igen? Jeg tog en dyb indånding, da lyden fra min knyttede hånd ramte døren med dæmpede slag, stadig lydbart nok til at man ville kunne høre dem på den anden side af døren. Bare denne sidste gang før det hele var overstået, og at jeg kunne bevæge mig videre i livet.

Jeg hørte en let tøffen fra den anden side af døren, og jeg vidste, at hun som sædvaneligt gik rundt i sine hjemmesko. Alle de negative tanker forsvandt for et sekund, og jeg ville mest af alt bare holde mine arme om hende, som jeg havde gjort bare for få dage siden. Bare holde om hende, og ikke give slip. Hun rumsterede med låsen, og lysten til bare at løbe min vej kom tilbage; bare at komme væk fra den her situation. Hvorfor kunne ens mareridt ikke bare forblive mareridt, så jeg kunne vågne op om lidt, til hendes søde duft, og hendes smil ved min side, en kold vinterdag hvor ingen af os gad stå op. 

Da hun åbnede døren, så hun på mig et par sekunder, uden at en af os sagde noget. Der var bare en tom stilhed hængende i luften, som ingen syntes at kunne gøre noget ved. Det var, som om hun kunne se direkte ind i mine tanker, for lidt efter lod hun sine arme glide om mig, og holdt mig så tæt hun kunne. Vi sagde ikke noget, men stod bare der, som var vi et. Hun kendte mig godt nok til at vide at det var noget alvorligt, når jeg var stille. Når jeg ikke smilte til hende på den måde, hun sagde hun så godt kunne lide. Jeg kunne mærke hvordan hun trykkede sig selv ind imod mig, selv om jeg ikke engang var et hoved højere end hende. Hvorfor skubbede jeg hende ikke væk, nu hvor jeg vidste hendes hemmelighed? Hvorfor prøvede jeg ikke at gøre mig fri af det bånd der var skabt? ”Kom med ind.” sagde hun kort, før hun ledte mig ved hånden ind i den lille toværelses lejlighed. Det havde været som mit andet hjem, så mange gange havde jeg været der. Nu føltes det anderledes. Koldt, på en måde så man skulle tro at lejlighedens årstid havde skiftet, og den lune sommer kun var en fjern fortid.

Af ren vane gik jeg ind i soveværelset, og lod mig droppe med på sengen, der affjedrede min vægt ved at knirke højt. Jeg kunne hører hende inde i køkkenalrummet, hvor hun stadig tøffede rundt. Det var som om jeg ikke kunne kende stedet, som det havde stået bare en uge forinden. Hendes skrivebord, som hun altid sad ved når hun arbejdede på lektier fra universitetet, fangede mit blik. Hun lavede altid de underlige grynt, når hun havde svært ved at løse en opgave. Jeg smilte bedrøvet imod bordet, idet hun kom ind i rummet med et krus i hver hånd. Jeg havde fået en speciel krus, hver eneste gang jeg besøgte hende, men til min forbavselse, så jeg at i stedet for de små tegninger, der var på det krus, hun havde ’givet’ mig, var den et helt hvidt et. Var det et tegn? Jeg tog imod koppen uden at kommentere det, men mit indre var i oprør. Mine hænder føltes iskolde, selvom jeg holde dem begge omkring krusset. Hvis jeg stadig havde haft mulig for det, havde jeg hoppet ud af det nærmeste vindue i håb om at kunne komme væk fra den fornemmelse hun gav mig. Hun sad lige ved siden af mig, og lod langsomt en del af hendes kropsvægt falde imod min skulder. Jeg kunne mærke hendes ansigt tæt på mit, imens hun kiggede op på mig med hendes små skovgrønne øjne. Stilheden blev kun brudt af de ralmæssige vejrtrækninger fra os begge, og ingen af os følte det nødvendigt at bryde mønsteret.

Vi sad der, side om side, imens vi langsomt drak teen, der havde været i krussene. Hun tog springet: ”Jeg har ikke set dig så langt ude før. Er der sket noget alvorligt?” Hendes stemme lød, som kendte hun allerede svaret på spørgsmålet, men hun trak sig ikke tilbage. Jeg lod spørgsmålet hænge lidt tid i luften, for at kunne finde et svar der passede. ”Det er vel alvorligt..” sagde jeg efter lidt tøven. Min stemme lød hæs, efter ikke at have talt det meste af dagen.  Hun knugede den ene hånd om mit håndled, som var hun bange for at jeg ville rejse mig, og forlade hende uden videre. Stilheden fyldte atter rummet, før jeg forsatte med endnu mere tøven end før. ”Jeg ved hvad du gjorde. Du behøver ikke skjule det for mig mere.” Stemmen der sagde det lød fjern, som var det ikke min. Men det var det, det var jeg sikker på. Hun knugede mit håndled endnu hårdere, og jeg blev bevidst om at jeg havde ramt et ømt punkt. Så det var altså sandt. Jeg havde ikke lyst til mere te. Jeg havde ikke lyst til at drikke af krusset der ikke var mit, eller i det hele taget være i det her rum. Hun sad helt tavst, og holdt om min arm. Hun kendte mig for godt. Spørgsmål blev ved med at skylde ind over mig, hurtigere end jeg kunne nå at tænke dem færdigt. Hvorfor havde hun gjort det? Havde hendes følelser ændret sig? Var vi fortid?

Jeg tog en dyb indånding, og lod mit blik gå i hendes retning. Hun kiggede med halvdøde øjne imod døren. Havde hun også haft lyst til at flygte? ”Hvorfor?” mumlede jeg til hende, efter at mit hoved havde faldet mere til ro. Vi havde været sammen i flere år, og alle havde kaldt os uadskillelige; perfekte til hinanden. Der havde været utallige aftner, hvor vi havde talt om at flytte sammen, men vi havde aldrig fået gjort det på grund af ren dovenskab. ”Jeg ved det ikke,” lød hendes svar, og noget i mig fik mig til at tro, at hun faktisk talte sandt. ”Hvorfor fortalte du mig ikke bare, at du ikke gad os to mere?” Jeg bed mig selv i læben efter jeg havde sagt det sidste ord. Mine ord havde kommet ud forkert. ”Tror du virkelig selv på de ord, du lige lukkede ud?” Hendes før så trøstfylde øjne, var nu hårde og borede sig ind i mine, som så hun direkte ind i sjælen på mig. ”Nej.. Men-.. Hvorfor gjorde du det så? Giver han dig noget jeg ikke gav dig?” Hun faldt igen mere til ro, og så på mig med hendes bløde øjne, som havde hun lyst til et kram. Jeg afstod fristelsen, og lod mit blik falde tilbage på døren. En af os kunne bare forlade rummet hvis vi ville, men vi blev siddende, som nød vi den smerte vi begge følte lige nu.

”.. Det skete bare.” sagde hun med en pibende stemme, og mit blik rettedes igen imod hende i en hurtig hoveddrejning. Skete bare? Vidste hun selv hvad hun sagde? Vidste hun overhoved, hvad hun selv havde gjort? Irritationen over hendes vage svar, syntes større end jeg havde forventet. Hun trak lidt på skulderen, idet hun mødte mit blik. ”Hvad skal jeg sig-” jeg afbrød hende inden hun nåede at færdigøre den sætning, som jeg havde hørt hende bruge mange gange før. ”Bare lad vær med at være så irriterende stupid! Det er som om du ikke engang selv ved hvad du gør nogle gange!” 

Jeg følte det, som var jeg på en synkende skude, og det eneste jeg kunne gøre var at spørge kaptajnen hvad der gik galt. Kaptejnen ville derefter bare trække på skuldrene, hvorefter at mumle ”Det skete bare.” Vandet der langsomt ramte os begge, imens vi stod der, og ikke gjorde noget ved det. Stod der, og mærkede os selv drukne, da vi begge vidste at ingen af os kunne flygte fra situationen.

Skibet der langsomt sank ned i dybet, fyldte det indre af mine øjne, idet jeg langsomt stod op af sengen. Det var forbi. Det første skridt væk fra sengen, fra hende, var det sværeste, men de efterfølgende blev lettere, skridt for skridt. Jeg havde stadig kruset i hånden, så jeg vente mig imod døren ind til køkkenalrummet. Det var på ingen måde et stort rum, tværtimod. Trægulvet gav efter under mine fødder, imens jeg med stadig tunge skridt satte kruset ned på køkkenbordet. Ved vasken stod den store bunke opvask, som hun aldrig rigtig tog sig af, når jeg ikke var der. Jeg tog en dyb indånding; tid til at tage skridtet væk? Jeg gik forbi døren indtil hendes soveværelse, hvor hun stadig sad på sengen med blikket rettet mod gulvet. ”Farvel.” ordet lød så kort i min mund, da det kom over mine læber, men jeg kunne mærke lettelsen i mine lunger da det kom ud.

Jeg havde kun nået at tage fat i dørhåndtaget før at jeg hørte hende komme løbende, og hendes hænder svøbe sig omkring mig, så stramt at det tog noget luften ud af mig. Jeg prøvede at bevæge mig ud af døren, med et mindre smil på læben. Den sidste udfordring for at blive fri? ”Undskyld-..” hendes stemme havde knækket, og jeg kunne hører hendes lette hulken imod min ryg. Jeg bed tænderne sammen, og prøvede at gøre mig løs for hendes stramme greb. ”Lad mig gå. Du ødelagde selv vores forhold.” Var det ikke det jeg bare gerne ville? Være fri for hende? Men hendes tag omkring mig; var det det jeg havde manglet lige siden jeg hørte om det hun havde gjort? Et tegn på at hun faktisk elskede mig? Jeg brugte mine kræfter, og gjorde mig fri fra hende, ved at presse mine hænder imod dørkarmen. Nej, jeg vil bare være fri. Hun havde løjet, og selv stukket kniven dybt ind i min ryg. Jeg kunne hører hvordan hun dumpede sammen, og hendes gråd skar mig i hjertet. Hun havde selv bedt om det.

Senere på dagen, da jeg var kommet tilbage i lejligheden, kunne jeg ikke gribe hele situationen an. Hvorfor havde hun holdt om mig, når hun havde virket så tvetydig tidligere? Det hele virkede bare som et stort rod, mere end en afklaring, som jeg jo havde håbet på at få i første omgang. Af en eller anden grund kunne mine tanker heller ikke komme videre fra den kop jeg havde brugt; havde ham fyren brugt den, da de havde været sammen? Det virkede bare ikke som den måde Sandra var på. Kunne det være at hun faktisk havde skammet sig? Hvis det var grunden, var det så mig der havde klokket i det, og havde ødelagt det sidste af det forhold vi havde? Jeg lod fingeren glide over fjernbetjeningen, imens jeg lå fladt ned på sofaen foran det slukkede tv. Jeg pressede ansigtet ind imod en af bomuldspuderne. ”Hvorfor er verdenen så fucking kompliceret?!” snerrede jeg til mig selv.  Hvad med opvasken hun havde haft i køkkenet? Kunne det også have været grunden til at jeg ikke havde fået min sædvanelige kop? Jeg rejste mig op i sofaen med en hurtig bevægelse. Måske havde jeg grebet det hele forkert an. Det kunne jo stadig reddes, kunne det ikke? Jeg nærmest hoppede rundt i lejligheden for at finde min mobil.

Jeg stod på knæ, halvgispende efter vejret, da jeg endelig fandt den. Du har 9 ubesvarede opkald. Jeg kunne mærke, hvordan lænkerne omkring mit hjerte igen strammedes. Skulle jeg svare? Hun har allerede ødelagt mig en gang, og det kunne sagtens ske igen, kunne det ikke? Jeg lod en finger glide over tastaturet. Spørgsmålet var vel ikke om jeg ville gøre det eller ej, men om jeg kunne overleve endnu mere smerte for den pige jeg troede elskede mig så højt? Jeg sank sammen på gulvet. ”Hvorfor gjorde du det Sandra?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...