Insane

Carmen havde engang et nogenlunde godt liv. Hun havde sine venner, hun havde sine forældre, hun havde det hun skulle bruge.
Men en dag er familien involveret i en bilulykke, og hun bliver jagtet af sære drømme og hendes døde lillesøster.
Ender hun med at blive sindssyg?

7Likes
15Kommentarer
516Visninger
AA

6. On the run

Jeg lå og skreg som en lille forkælet unge, somme ikke havde fået sin vilje. Jeg skreg og skreg, imens min far tog telefonen og ringede til nogen. Jeg ved ikke hvem, men han ringede. Jeg kunne ikke høre hvad kan sagde, men bare se, at hans læber bevægede sig.

Jeg ville ikke have, at der kom nogen og kiggede ind i mit hoved. De skulle heller ikke drømme om, at sende mig på et psykiatrisk hospital, så jeg kunne leve resten af mit liv sammen med en flok tosser. Du kan tro nej. Nixen bixen. Nul putte. Aldrig i livet.

Jeg stoppede med at skrige, og min far kiggede på mig. Han lagde røret på og så bekymret på mig.
- Jeg har fået en tid hos en psykolog, som kan hjælpe dig, sagde han mildt.

Jeg havde lyst til at slå ham. Jeg havde lyst til at pande ham én. Jeg havde lyst til at gøre skade på ham, at angribe ham og kvæle ham. Men jeg gjorde det ikke. Jeg lå bare og stirrede på ham, som om det var ham, som var sindssyg.

Han gik. Jeg så mig om i værelset for en mulighed. Et eller andet, så jeg kunne undgå det her. Jeg så på min skoletaske og fik en idé.

Jeg var meget forsigtig, da jeg lirkede vinduet op. Jeg ville ikke vække ham, for så ville min plan være ødelagt. Jeg tog tasken på ryggen, og dumpede ned i græsset. Der var heldigvis ikke et øje. Klokken var også lort om natten, og jeg var i udkanten af en skov.

Jeg listede lydløst ind i skoven. Jeg havde åbenbart ikke tænkt planen helt igennem, for jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Noget puslede i nogle grene. Et egern måske? Jeg var alligevel på vagt. På vagt, for det rød-øjede bæst. Jeg begyndte stille og roligt at løbe. Væk. Væk fra alt. Væk fra mit liv. Væk fra mine venner. Væk fra min far. Væk fra min sindssyge. Jeg vidste godt, at man ikke kunne løbe fra sådan en, men jeg gjorde det alligevel. Det hjalp.

Jeg havde kun natkjole på, og bare tæer. Skoven begyndte langsomt at blive tættere. Jeg var snart i hjertet af den. Her vidste jeg, at der var et shelter, hvori jeg kunne søge ly.

Efter et par minutter fik jeg øje på det. Jeg kravlede ind i det, og lagde mine ting. Jeg bredte et liggeunderlag ud, og lagde mig i min sovepose. Jeg faldt hurtigt i søvn.

Jeg løb. Igen. Terrænet havde ændret sig. Jeg løb på iskolde klipper halvt dækket af sne. Jeg løb opad. Af et bjerg. Stadig på flugt fra bæstet, men også på grund af noget andet. Jeg søgte efter noget. Svar. Svarene var på toppen af bjerget. Jeg kunne mærke det. Adrenalinen pumpede i mine årer. Nu havde jeg et mål. Et godt mål. Det gav mig mod på at løbe videre, selvom min krop sagde stop. Jeg løb videre op ad de golde klipper. Jeg faldt igen.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...