Insane

Carmen havde engang et nogenlunde godt liv. Hun havde sine venner, hun havde sine forældre, hun havde det hun skulle bruge.
Men en dag er familien involveret i en bilulykke, og hun bliver jagtet af sære drømme og hendes døde lillesøster.
Ender hun med at blive sindssyg?

7Likes
15Kommentarer
517Visninger
AA

8. On the run - again

Jeg skreg. Gjorde modstand. Sparkede. Kunne de mennesker der havde taget mig ikke forstå en hentydning? At jeg gerne ville væk? At jeg gerne ville leve resten af mit liv i ensom ude i den mørke skov?

En pludselig varme slog imod mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at vi nu var på vej indenfor. 
Indenfor.
Sikke et forfærdeligt sted.
De tog sækken af mit hoved, og jeg lukkede øjnene for ikke at blive blind. Mine øjne havde efterhånden vænnet sig til det dystre mørke. 
Mørket.
Hvor rart. 
Jeg åbnede langsomt øjnene. Bygningen summede af stemmer og liv. Det var dybt stressende. Jeg prøvede at løbe væk, men de opdagede det, og holdte mig endnu mere fast. Jeg kunne ikke gøre noget. Det irriterede mig grænseløst. Jeg kunne ikke finde ud af hvor jeg helt præcist var. En mand tog mig og skubbede mig hårdt fremad. Jeg var ved at snuble, men jeg måtte endelig ikke falde, for jeg havde ikke noget til at beskytte mig med, da mine hænder var fanget på min ryg. 

Jeg blev skubbet ind i et rum. Skubbet var så hårdt, at jeg faldt forover. Jeg blev overrasket over, at det ikke gjorde ondt. Jeg kiggede mig omkring. Det var et mellemstort rum med noget der lignede en masse puder med et stort stykke stof rundt om. Og det var på væggene, på gulvet og i loftet. Jeg kiggede over mod den ene væg, hvor der sad en mand i et vindue og holdt øje med mig.

En mand kom ind, og løsnede mine håndjern. Jeg rystede lidt liv i mine hænder, for de var blevet halvdøde. En tanke slog mig. Jeg kunne måske nå at flygte, hvis jeg var heldig. Manden stod og fumlede med nogle store røde firkantede tingester, som jeg tror var meningen, at jeg skulle have på hænderne.
Næ nej.
Jeg tog chancen, da han kiggede væk, og i et par spring var jeg ude af døren. Jeg var efterhånden så trænet i at løbe, så kunne hurtigt få sprintet ud på gangene, og ud af bygningen, uden at de havde en chance for at fange mig. 

Nu var jeg fri. Det var først da jeg nåede ud til skoven, det gik op for mig, at jeg ikke kunne være her. 
Det ville være det første sted de ville lede. Jeg løb lidt ind i skoven, og fandt Hovedvejen. Jeg løb langt nok inde i skoven til, at man ikke kunne se mig, men alligevel så tæt på Hovedvejen, at jeg kunne se den, og følge den. 

Jeg vidste, at der var en andet skov lige i nærheden. Heroppe i det kolde Sverige var her næsten ikke andet end skove. Jeg løb til jeg nåede det, der lignede foden af et lille bjerg. Da jeg begyndte at løbe op ad det, slog det mig.

Det her var bjerget i drømmen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...