Insane

Carmen havde engang et nogenlunde godt liv. Hun havde sine venner, hun havde sine forældre, hun havde det hun skulle bruge.
Men en dag er familien involveret i en bilulykke, og hun bliver jagtet af sære drømme og hendes døde lillesøster.
Ender hun med at blive sindssyg?

7Likes
15Kommentarer
535Visninger
AA

9. In the middle of nowhere

Mit hjerte bankede af spænding. Også af en smule frygt. Denne gang var jeg på vej op af bjerget uden det rød-øjede bæst. Det føltes rart. Selvom det ikke var bæstet, var der dog stadig nogen, som forfulgte mig.
Politiet.
Myndighederne.
Min far.
Jeg stod et øjeblik og tænkte på ham, inden jeg løb op ad bjerget. Mine kolde fødder mod klippeterrænet føltes så velkendt. Det føltes rart. Der var dog en ting der undrede mig.
Der findes ingen templer i Sverige. 
Et øjeblik var jeg i tvivl om, om det overhovedet var det bjerg, men da jeg kom længere op, var jeg ikke i tvivl mere. Det her var bjerget, og jeg følte mig hjemme her. Desværre kunne jeg ikke leve her, for intet ville kunne overleve i dette golde klippelandskab men sne året rundt. 

Det var først da det var ved at blive mørkt, og jeg kunne mærke, at jeg skulle sove, at det gik op for mig, at jeg ikke havde noget som helst. Jeg kunne ikke bare lægge mig ned på de kolde klipper og lægge mig til at sove. Jeg måtte finde et eller anden, som jeg kunne være i. Et sted, hvor jeg kunne finde ly.

Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det her før? Mændende som tog mig, havde selvfølgelig taget mine ting med. De ville sikkert bruge hunde til at finde mig. De havde brug for mine ting, så hundende kunne få min fært. Hvorfor skulle jeg også have alle de ting med? Hvor var jeg egentlig dum. 

Jeg løb videre. Søgende efter et sted, jeg kunne få ly. Jeg ønskede det så inderligt, for jeg havde ikke lyst til at løbe hele natten. I samme øjeblik, som jeg ønskede, dukkede en lille hytte op. Jeg stoppede op, og kiggede på den. Den så så indbydende ud. Jeg gik hen imod den. Mon der boede mennesker derinde? Hvem ville bo herude i den bidende kulde? Jeg var kommet så højt op, at det føltes som Sibirien. Jeg syntes på mærkelig vis, at det var rart. Jeg kunne godt lide kulden. Den var i hvert fald bedre end stegende varme. 

Jeg trådte ind i entreen. En omfavnende varme slog imod mig. Det var ikke en kvælende eller hed varme, men en lige tilpas én, som kunne lide. Så varmt var der heller ikke, men det var varmere end udenfor. Jeg trådte ind i en lille dagligstue. Der var en stor blød sofa og to store bløde lænestole, der stod rundt om et lille træbord. Der var tændt op i den lille pejs, som stod foran møblerne. Adskillige hylder hang på væggen, fyldt med en masse gamle bøger. Her var rigtig hyggeligt. Et kronhjortegevir hang på væggen. Væggene var af træ, og der var kun to små vinduer. Et stort brunt dyreskind var spredt på gulvet, som et tæppe. Jeg gik hen og satte mig i en af stolene, og sank dybt ned i den. Jeg ville aldrig komme op igen. Jeg sad og stirrede ind i de dansende flammer. De var hypnotiserende. Først dér mærkede jeg, hvor træt jeg var. Jeg lagde mit hoved til siden, og gled ind i en dyb søvn.

Bæstet var der. Lige uden for vinduet. Det stod og kiggede ind på mig med de røde øjne. Jeg var skrækslagen. Kunne ikke flytte mig ud af stedet. Det stod lige dér. Med de frygtindgydende røde øjne, og dets klamme, rodede pels. Selvom det stod på den anden side af mit vindue, kunne jeg lugte det. En klam og rådden lugt, som fik det til at vende sig i mig. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg prøvede at skrige, men jeg var lammet. Bæstet forsvandt fra vinduet, og jeg kunne bevæge mig igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne mærke, at det var tæt på. Det var som om, at jeg kunne mærke dets bevægelser, mærke hvor det var. 
Mærke, hvor meget det hungrede efter at få fat i mig.

Jeg vågnede med et sæt. Jeg skreg højt, og kunne mærke, at jeg svedte. Kunne knapt nok trække vejret. Jeg turde ikke kigge ud af vinduet i frygt for, at det også stod der nu. Det var stadig mørkt, men jeg var lysvågen. Jeg turde ikke forlade stedet, og gå udenfor i frygt for, at det ville forsvinde, og at bæstet ville få mig. 
En pludselig følelse af, at noget farligt var tæt på, skyllede ind over mig. Jeg var virkelig nødt til at flygte, ellers ville det få fat på mig. Jeg vidste ikke, hvad det var denne gang, men noget vidste jeg.
Jeg skulle på flugt igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...