Insane

Carmen havde engang et nogenlunde godt liv. Hun havde sine venner, hun havde sine forældre, hun havde det hun skulle bruge.
Men en dag er familien involveret i en bilulykke, og hun bliver jagtet af sære drømme og hendes døde lillesøster.
Ender hun med at blive sindssyg?

7Likes
15Kommentarer
507Visninger
AA

3. Half dream, half reality

Jeg løb. Igen. Det var ligesom sidst, med de blødende fødder, det piskende hår, natkjolen som blafrede og tågen, som var ved at kvæle mig. Jeg havde endnu ikke fundet ud af, hvad det var, som jagtede mig. Jeg ville ikke se mig tilbage i frygt for, at jeg ville se det. Det, som jeg flygtede fra. Jeg havde ikke lyst til at se det. Jeg kunne mærke, at mit indre var ved at sprænges af spørgsmål. Spørgsmål om, hvad der jagtede mig. Hvorfor det jagtede mig. Hvad der fik det til at jagte mig. Og hvorfor lige mig? Mig, en helt almindelig pige, som lever et helt almindeligt liv, med helt almindelige venner. Hvis man kiggede på mig, var jeg bare en helt almindelig pige. Ikke høj, men ikke lav. Ikke tyk, men ikke tynd. Mit hår var langt, sort og stridt. Min hud var bleg. Jeg boede også i det kolde Sverige, så de fleste af os var blege. Men jeg var lidt for bleg. Det eneste der var usædvanligt ved mig, var mine øjne. Mine klare smaragdgrønne øjne. Folk synes de var uhyggelige og smukke. Dragende, måske. Jeg blev ved med at løbe, indtil jeg faldt. Faldt ned i uendeligheden. Igen.

Jeg satte mig op og skreg. Jeg var helt svedig. Min far kom humpende ind på mit værelse. 
- Er du okay min Carmen, spurgte han forskrækket. 
- Ja, bare et mareridt som sædvanligt, sagde jeg og prøvede at smile. - Du behøver altså ikke at komme ind hver gang, tilføjede jeg.
- Jeg vil bare sikre mig, at der ikke er nogen der er i gang med at kidnappe dig, sagde min far med et glimt i øjet. - Godnat, og sov godt, sagde han, og humpede tilbage i sin seng. Han havde stadig ondt i sit ene ben efter ulykken.

Jeg ville ikke lægge mig til at sove igen, i frygt for, at drømmen ville komme tilbage. Jeg lagde mig i min seng og begyndte at læse i en bog. Jeg kunne ikke koncentrere mig om bogen, da drømmen blev ved med at vende tilbage til mine tanker. Hvis en af mine venner havde drømmen, og forklarede mig om den, ville jeg ikke synes, at den virkede specielt uhyggelig. Det er ikke dét at løbe fra et eller andet og falde ned i et eller andet hul der aldrig ender og så vågne, men dét at man har følelsen af at flygte fra noget og vide, at det gælder liv og død. Det kunne godt være, at det kun var en drøm, men jeg havde på fornemmelsen, at der lå mere i det. Jeg lagde bogen fra mig og faldt i søvn igen.

Jeg løb videre. Der var begyndt at komme små buske med skarpe kviste på vejen. De var ikke højere end, at de gik mig næsten op til hoften. Jeg prøvede at undvige dem, for et eller andet sagde mig, at det ville være farligt at ramme dem. Det gik nogenlunde, indtil en af dem flængede mig i den ene side, igennem min natkjole. En skarp smerte jog igennem mit lår og jeg skreg. Jeg tog mig til låret og det dryppede allerede med en hel masse blod. Jeg var nødt til at stoppe nu. Jeg lagde mig ned på jorden og skreg. Skreg om hjælp. Skreg om, at det skulle holde op med at gøre så ondt. Smerten var ulidelig. Den pumpede rundt i mit lår og kriblede videre op og ud igennem resten af min krop. Jeg var lammet. Jeg hørte noget stort nærme sig. Hurtigt. Jeg kiggede tilbage hvor jeg kom fra, og så et sæt sultne røde øjne lige midt i tågen.

Jeg skreg igen. Denne gang kom min far ikke ind. Jeg var taknemmelig for det, for jeg synes ikke, at jeg kunne være ham det bekendt, at vække ham flere gange samme nat, nu hvor han havde det så hårdt i forvejen. Jeg kiggede ned på mit lår, og opdagede til min skræk, at min natkjole var flænget, og at en kæmpe aflang rift fyldte siden af mit højre lår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...