Insane

Carmen havde engang et nogenlunde godt liv. Hun havde sine venner, hun havde sine forældre, hun havde det hun skulle bruge.
Men en dag er familien involveret i en bilulykke, og hun bliver jagtet af sære drømme og hendes døde lillesøster.
Ender hun med at blive sindssyg?

7Likes
15Kommentarer
538Visninger
AA

4. Effect

Det hele var så uvirkeligt. Kunne den her drøm være en del af virkeligheden? Intet ellers ville kunne forklare at mit højre lår og min natkjole var revet op, på præcis samme måde som i drømmen. Den eneste anden forklaring kunne være, at der var en der vidste hvad jeg drømte og havde sneget sig ind på mit værelse og skåret i mig. De eneste ting der er imod den forklaring er, at det ikke var den samme smerte jeg følte, da det gjorde ondt i drømmen og, at der jo ikke var nogen som helst der kan se ind i mit hoved og vide hvad jeg havde drømt. Ikke engang min bedste veninde, Bloom, vidste det. Hun vidste ikke engang, at jeg var kommet ud for en ulykke. Det var der ingen der vidste. Ingen, pånær mig, min far, hospitalet og dem som reddede os. Ingen andre fik det af vide - og det skulle de heller ikke på daværende tidspunkt.

Det var vinter, og min far havde fået taget mig ud af skolen i et stykke tid - lærerne og eleverne troede, at jeg var på ferie i Afrika. Selvom det var totalt modsat en ferie jeg foretrak. Jeg foretrak kulde og dystert vejr. Folk forstod ikke min holdning og min smag, men sådan var det. Jeg var bare en dybt deprimeret teenager, som godt kunne lide at gå i sort tøj, nitter og alt for meget makeup. That's it.

Nogen gange tvivlede jeg på, om Bloom egentlig kunne lide mig. Vi var som yin og yang. Jeg var totalt dyster og gotisk - og så virkelig deprimerende at være sammen med, hvorimod Bloom var en glad lyshåret pige, som elskede livet og masser af farver. Jeg fatter ikke hvorfor hun havde lyst til at hænge ud med en taber som mig, for hun passede tusind gange bedre sammen med de populære bitches, som styrede skolen. Dem, som hakkede ned på sådan nogen som mig.

Nogen gange overvejede jeg lidt at droppe ud af skolen og leve mit eget liv sammen med typer som mig selv. Jeg kastede mig tilbage i puderne og stirrede op i loftet.

Da jeg stod op for at spise morgenmad, var jeg helt ødelagt. Den her nat tog hårdt på mig. Jeg var ikke sulten, men tog alligevel en bolle og gnaskede den i mig - for min fars skyld. Han sad ved bordet og læste i sin avis. Læsebrillerne sad helt nede for enden af hans krogede næse, og truede med at falde af. Jeg stod og betragtede ham lidt. Min far. Det eneste familiemedlem jeg havde tilbage. 

- Er der noget? Spurgte han, da han opdagede, at jeg stod og stirrede på ham.
- Nej nej, sagde jeg så henkastet som muligt. Lige pludselig kunne jeg mærke, at jeg ikke skulle have spist den bolle. Jeg løb ud på badeværelset og kastede op i toilettet. Den nat tog åbenbart hårdere på mig, end jeg troede. 
- Er du sikker på at der ikke er noget? Spurgte min far, da jeg kom ud i køkkenet igen. - Du har været virkelig underlig siden ulykken, sagde han på en rigtig bekymret far-måde. 
- Nej nej, der er ikke noget galt. Jeg tror bare, at det er drømmene der tager på mig - og så det med at jeg lige har været involveret i en bilulykke, sagde jeg, og prøvede at have det der glimt i øjet, men det lykkedes ikke rigtig. 
- Bare gå op og læg dig, sagde han venligt. - Jeg er sikker på, at det ikke varer evigt, tilføjede han, for at få mig til at få det bedre.

Problemet var bare, at det ikke virkede. Jeg var ikke selv så sikker på, at det her drømme-noget ville stoppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...