Insane

Carmen havde engang et nogenlunde godt liv. Hun havde sine venner, hun havde sine forældre, hun havde det hun skulle bruge.
Men en dag er familien involveret i en bilulykke, og hun bliver jagtet af sære drømme og hendes døde lillesøster.
Ender hun med at blive sindssyg?

7Likes
15Kommentarer
517Visninger
AA

5. Conclusion

Jeg løb. Jeg var snart meget træt af at løbe. De røde øjne var efter mig. Mit løb var humpende, for såret i mit lår var der stadig, og forsagede stadig voldsom smerte. Jeg var ikke sikker på, hvad de røde øjne tilhørte, men jeg var sikker på, at det var en eller anden form for dyr. Lige pludselig kom hullet. Hullet hvor jeg faldt. Jeg faldt ned i uendeligheden. Hullet plejede ikke at komme så tidligt. Der var noget galt. Jeg skreg, men ingen hørte mig. Her var ingen. Ikke engang bæstet vovede sig herned. Jeg var fortabt. Intet kunne redde mig. Men så med ét holdt den faldende følelse op. Jeg kunne stadig ikke se en hånd for mig, men jeg faldt ikke mere. Jeg hang bare dér. Midt i ingenting. I intethed. Jeg prøvede at skrige igen, men intet lyd slap ud over mine læber. Stilheden larmede, og det var uudholdeligt. Pludselig fik jeg følelsen af, at blive presset. Jeg blev presset indad fra alle sider. Noget var igang med at kvase mig, men jeg ved ikke hvad. Sekundet inden jeg gav slip på livet, blev alt helt lyst.

Jeg kunne ikke trække vejret. Det var umuligt for mig. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg lå bare i min seng og stirrede op i loftet. Jeg kunne ikke andet. Ikke engang skrige. Min far ville aldrig opdage mig, så længe jeg lå her.

Jeg kiggede over mod vinduet. Det var stadig nat og fuldmånen lyste over skoven udenfor mit vindue. Det sidste jeg så inden jeg besvimede, var de røde øjne.

Jeg skreg. Ikke fysisk, men psykisk. Ingen kunne høre mig. Kun mig selv. Det her drev mig til vanvid, og det måtte stoppe. Jeg vidste bare ikke hvordan. Det er svært at få noget til at stoppe, når man ikke ved hvad det er, der skal stoppes. Det bed i mig. I min fod. Smerten var uudholdelig. Jeg kunne mærke, at det blødte. Det blødte helt sikkert. Jeg kiggede ned af mig selv. Kiggede på dyret. Ord kunne ikke beskrive det. Jeg ville bare kalde det et grimt, behåret bæst med røde øjne. Det bed mig igen. Nu i benet. Det arbejdede sig opad. Mod mit hoved. Til sidst trængte det ind i mit hoved og ødelagde det. Ødelagde det mentalt. Psykisk. Jeg var nu officielt sindssyg. Forestiller sig bæster som trænger ind i ens hjerne og æder den op indenfra. Psykisk. Ikke fysisk. Jeg skreg.

Denne gang hørte min far det. Denne gang kom han ind. 
- Carmen nu må vi altså se at få dig til lægen, sagde han. Helt alvorligt.
- Nej! Skreg jeg. Jeg ville ikke. Ingen læger eller psykologer skulle se ind i min hjerne og fortælle mig det jeg allerede vidste. At jeg var sindssyg. Jeg kunne ikke komme uden om det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...