Insane

Carmen havde engang et nogenlunde godt liv. Hun havde sine venner, hun havde sine forældre, hun havde det hun skulle bruge.
Men en dag er familien involveret i en bilulykke, og hun bliver jagtet af sære drømme og hendes døde lillesøster.
Ender hun med at blive sindssyg?

7Likes
15Kommentarer
521Visninger
AA

7. Caught

Jeg vågnede med et sæt. Denne gang skreg jeg ikke. Min underbevidsthed vidste godt, at jeg ikke måtte vække alt for meget opmærksomhed. Jeg donkede hovedet op i loftet på shelteret, da jeg rejste mig. Da gik det op for mig, hvor jeg var. Hvad jeg lavede. Hvorfor jeg gjorde det. Jeg var på flugt. På flugt fra virkeligheden.

Jeg pakkede hurtigt sammen, for jeg måtte videre. Jeg kunne ikke blive i shelteret i al evighed. Drømmen tog ikke så hårdt på mig denne gang. Jeg måtte have vænnet mig til den.

Jeg sprang ud fra shelteret og stod et øjeblik i den lille lysning. Det var lyst udenfor. Min far undrede sig sikkert over hvor jeg var. Han havde sikkert allerede regnet ud, at jeg var flygtet. Han havde jo set min reaktion, da jeg fik af vide, at jeg skulle til lægen.

Jeg kunne høre stemmer. Nogen gik ikke så langt herfra. Jeg måtte væk. Hurtigt. Jeg begyndte at løbe hen over den kolde skovbund, med nøgne fødder. Jeg blev ved med at løbe, indtil træerne stod mere spredt. Jeg var næsten i udkanten af den. Hovedvejen gik ikke så langt væk. Den måtte jeg langt væk fra, for der var mange mennesker, og mange mennesker er lig med folk der ledte efter mig. Min far havde sikkert allerede meldt min forsvunden til politiet.

Jeg skiftede retning. Jeg løb opad  igen. Der kom ikke ret mange mennesker dybt inde i skoven, så der kunne jeg gemme mig. Der kunne jeg leve resten af mit liv. I ensomhed. Uden selskab.

Jeg løb ind i en del med mange fyrretræer. Der kunne jeg bygge en form for "rede" i nogle grene højt oppe. Jeg fandt et godt og solidt træ og klatrede op i det. Jeg arrangerede mine ting, så jeg til sidst fik lavet en fin "rede". Jeg lagde mig ned, og prøvede at sove. 

Jeg løb videre op ad bjerget. Jeg kunne mærke at det blev stejlere, og det gav mig motivation. Jeg nærmest sprintede op ad bjerget. Mine fødder var blodige, men var begyndt at udvikle hård hud, så de kunne tåle strabadserne. Jeg frøs. Meget. Min lange, ærmeløse silkenatkjole holdte ikke så meget på varmen her oppe i bjergtoppene. Jeg kunne mærke, at jeg snart var der. Bæstet jagtede mig stadig, men havde ikke min opmærksomhed mere. Det eneste jeg tænkte på, var templet foran mig. Det golde tempel, som var det eneste i mit synsfelt. Jeg var kun få meter fra det, da jeg faldt ned i uendeligheden.

Jeg vågnede igen ved, at der var noget der lyste mig direkte ind i øjnene. Jeg kunne ikke se, hvad det var, for lyset blændede mig. Jeg hørte stemmer. En pose blev hevet ned over hovedet på mig, og alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...