Insane

Carmen havde engang et nogenlunde godt liv. Hun havde sine venner, hun havde sine forældre, hun havde det hun skulle bruge.
Men en dag er familien involveret i en bilulykke, og hun bliver jagtet af sære drømme og hendes døde lillesøster.
Ender hun med at blive sindssyg?

7Likes
15Kommentarer
520Visninger
AA

1. Accident

Her er mørkt. Her er koldt. Her er klamt. Jeg har det som om, jeg er i en kulsort kælder. Bare værre. Jeg troede, at det at være død ville være godt. Folk går altid og snakker om, at man kommer i himlen, og alt er godt. Det her er ikke godt. Det her er skidt. Det her er forfærdeligt. Jeg havde næsten glædet mig til at dø. Næsten. Nu er det ikke, hvad jeg troede det var. Men alligevel var der noget inden i mig, som sagde at det nok skulle blive godt. Så jeg troede på det. Lige pludselig kunne jeg se et lys forude. Mit indre sagde, at jeg skulle følge det, men jeg kunne ikke. Jeg var fanget i mørket. Jeg prøvede at række ud efter lyset, men jeg kunne ikke bevæge mig. En pludselig følelse af tomhed skyllede ind over mig. Jeg var så ensom. Der var ingen der kunne hjælpe mig her. Jeg var fanget forevigt. Lige indtil lyset kom imod mig, og jeg lukkede øjnene, for ikke at blive blind. Det næste jeg så, var øjnene. De røde øjne. Så skræmmende, men alligevel så tiltrækkende. Jeg forsvandt igen.

Jeg slog øjnene op. Jeg missede med øjnene og kiggede rundt i lokalet. Jeg lå i en hvid seng, med hvidt sengetøj, koblet til en masse maskiner. Det gjorde ondt over alt. Jeg var totalt kvæstet. Både fysisk og psykisk. Jeg havde oplevet at dø, men alligevel lå jeg her. Jeg vidste, at jeg levede, for himlen lignede jo ikke et hospital. Eller gjorde den?

Jeg hørte skridt. En sygeplejerske kom ind til mig. Nej, jeg levede. Det her var jordverdnen. Stedet med mit indtil nu normale liv. Hun sagde at jeg skulle lægge mig til at sove igen, så det gjorde jeg. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for det. Der gik ikke lang tid, før jeg faldt dybt ind i en søvn.

Jeg løb. Jeg løb bare. Noget var efter mig. Jeg ved ikke hvad, men der var noget. Min krop fortalte mig, at jeg skulle stoppe, men stemmen i mit indre sagde, at jeg skulle fortsætte. Jeg lyttede til mit indre. Det synes jeg selv var bedst. Jeg kunne fornemme, at det var det bedste. Jeg kunne intet se. Tågen fyldte det hele. Det var ikke en almindelig, harmløs tåge. Den føltes ikke let. Tværtimod. Det var en kold og klam og fugtig tåge. Den tyngede mig nedad, så det var sværere at løbe. Men jeg gjorde det alligevel. Det var som om, at den prøvede at kvæle mig. Som om at den arbejdede sammen med det, som jagtede mig. Jeg kunne mærke, at jeg snart skulle give op. Mine fødder var blevet revet til blods af de mange sylespidse sten, som jeg løb på. Smerten var ulidelig, men jeg var nødt til at fortsætte, for det gjaldt liv og død. Min tynde natkjole blafrede og mit lange sorte og stridte hår piskede om mit ansigt. Jeg faldt, men ramte ikke jorden. Jeg blev ved med at falde. Ned, i en lang uendelighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...