Dødens Spejlsal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvad sker der når dit spejl knuses?

5Likes
16Kommentarer
815Visninger
AA

5. Kap. 4

"I kan komme ind nu." Lød en stemme til venstre for hende. Cornelia Manson så op fra det hvide linoleumsgulv, op på lægen der stod i døråbningen. Han smilede venligt, men smilet nåede ikke hans øjne. Hun vidste hvad han tænkte. Hendes datter havde været indlagt for få måneder siden, og var ikke overlevet. Og nu hendes søn?

Han havde medlidenhed med hende.

Cornelia prikkede til hendes mand, Paul, som gryntede kort. Han var faldet i søvn i ventetiden. Det var forståeligt. Hverken hende eller Paul havde sovet særlig meget i de sidste par dage. De havde været alt for nervøse. Deres ældste barn, Caleb lå nu også for døden.

Og ligesom mange forældre ville have gjort, troede Cornelia at det var deres skyld. At de havde glemt ham, da Penny døde. For at være ærlig havde Cornelia sørget så meget, at hun helt havde glemt at Caleb også havde det svært. Istedet for at støtte hinanden, havde de bare ladet deres 14-årige søn gå rundt med sorgen alene.

Cornelia tørrede sine kinder, og trådte ind i det lille hvide værelse. Hun mærkede en trykken mod brystet da hun så ham ligge i der, i den lille metalseng med det hvide sengetøj. Han var så bleg at hun ville have troet han var død, hvis hun ikke havde set hans bryst hæve og sænke sig meget langsomt.

"Hans tilstand er stadig kritisk, men hans hjerte har fået en nogenlunde jævn rytme. Et godt tegn." Smilede lægen, igen falsk. Cornelia havde lyst til at skrige. Hvorfor fortalte han det ikke bare? Hvorfor sagde han ikke sandheden? Han overlever ikke. Hun gik med langsomme prøvende skridt hen mod sengen. Med et suk støttede hun sig til væggen, mens hun satte sig på den lille stol ved siden af sengen. Hendes mand stillede sig bagved hende, dog med ryggen til. Hun havde på fornemmelsen at han ikke ville se på Caleb. Ikke indse hvad det var der skete.

Sådan havde det også været til Pennys begravelse. Han havde ikke kigget på kisten en eneste gang.

Cornelia rækte ud, og tog Calebs hånd. Den var iskold. Hun sank en klump, og strøg blidt hans håndryk med tommelfingeren. Hendes lille dreng. Forsigtigt strøg hun noget af pandehåret væk fra hans ansigt. Hun grinede trist. Han hadede når hun gjorde det.

"Mor, lad nu være!"
"Jamen, man kan jo ikke se dit kønne ansigt, lille skat."
"Jeg kan bedre lide det sådan her."
"Du trænger til at blive friseret."
"Mor!"

Cornelia rækte ned i sin håndtaske, og trak en lille bamse op. Caleb havde fået den da han var lille, og den var blevet hans kæreste eje. Han var lidt for gammel til bamser nu, men den sad altid på hans pude, når han ikke sov. Hun lagde den forsigtigt ved siden af hans hoved. For hende var det en slags lykkeamulet. Hun havde altid lagt bamsen ved siden af ham når han var syg, og han var altid blevet rask.

"Du er så overtroisk." Lød det bag hende. Hun sukkede. "Vi kan ikke være her hele tiden. Men det kan den." En tåre løb ned af kinden på hende. Hun rejste sig, og fulgte med sin mand ud af det lille hvide rum. Caleb lå fortsat med lukkede øjne, kold som is.

______________________________________________________________________

Min mor vil helt sikkert kommentere hår-diskutionen. xD Den minder meget om den vi har. xD
Håber det var fint nok. Synes man skulle høre lidt fra deres forældres synsvinkel. d:

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...