Dødens Spejlsal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvad sker der når dit spejl knuses?

5Likes
16Kommentarer
839Visninger
AA

3. Kap. 2

Da Caleb vågnede, var han... Ja, hvor var han?

Var det helvede? Underverdenen? Måske. Men der var ikke som han havde troet. Nå han så underverdenen for sig, så han ild. Massere ild, overalt, og skrigene fortabte sjæle, dømt til evig smerte. Men sådan var det åbenbart ikke.

Han stod i en skov af en art. Ikke en lyd hørtes. Der var bidende koldt. Han gned hænderne sammen, og åndede ind i dem, men hans ånde, og resten af ham, for den sags skyld, var lige så koldt som alt andet. Træerne i denne 'skov' var visne, og rådne. Græsset var svedent og tørt, som om der for længe siden havde været ild her. Denne tomhed var uhyggelig. Som om han var den eneste i verdenen... Eller, nok nærmere underverdenen.

Caleb var ikke død, selvom han havde forladt sin krop. Han trak stadig vejret. Men hvem vidste hvor længe han ville blive ved med det?

Langsomt og usikkert, rejste Caleb sig op. Han prøvede at være så lydløs som muligt, men det var stort set umuligt, da græsset knasede forfærdeligt under ham. Var det virkelig her Penny var endt? Hun skulle da i himlen? Det slog Caleb, at Penny sagtens kunne have været kommet i himlen. Hvem havde sagt at de ville ende det samme sted? Han sænkede modløst hovedet. Hvis Penny var kommet i himlen, ville det være umuligt at finde hende.

Han rystede på hovedet. Han måtte ikke miste modet nu. Caleb var ikke et dårligt menneske, selvom hans tanker ikke altid var så muntre. Ikke at han mente at han fortjente at komme i Paradis, men han havde aldrig gjort noget slemt nok til at komme i helvede.

Med rystende ben, begyndte han at gå. Der var ikke en sti at følge i denne skov, så han gik bare, i håb om at finde ud. Han så ned af sig selv, og opdagede først nu hans påklædning. Han havde stadig sit nattøj på, som ikke var andet end en t-shirt og et par joggingbukser. Så han gik rundt i en stor mørk skov, i underverdenen, iført nattøj og strømpesokker.

Først nu lagde han mærke til, hvor ondt han egentlig havde. Hele hans krop værkede. Skulle døden ikke være det sted hvor smerten ville ende? Var det ikke derfor nogle tog deres eget liv? For at slippe for smerten? De ville nok blive skuffede. Det gik op for Caleb, at hans 'selvmord' nok var grunden til at han var havnet her. Selvmord var den direkte vej til Helvede. Hvis man begår selvmord sætter man ikke pris på livet, og tager den nemme udvej.

Endnu engang mærkede han modløsheden. Penny havde ikke begået selvmord, så selvfølgelig var hun ikke der. Alligevel blev han ved med at gå. Gå og gå og gå. Han knyttede hænderne. Han havde den her følelse af at Penny var der et sted. Det havde han haft hele tiden. Eller, ikke følelsen af at hun var lige præcis dér, i underverdenen. Men at hun var et sted hvor hun ikke havde det godt. Tro det eller ej, men Caleb ville ikke have gjort det han gjorde, hvis han vidste at Penny havde det godt. Så ville han have ignoreret sorgen, og smerten og levet videre, så godt som det nu var muligt. Om det så havde endt med at han blev en ensom gammel mand, med 20 katte, ville han være tilfreds, så længe Penny havde det godt.

Men det havde hun ikke, og det kunne han mærke. Derfor kunne han ikke tro på at hun var kommet i Himlen.

Han havde ikke gået længe, før han nåede en port. En stor, sort port. Den stod bare midt ude i ingenting. Der var intet hegn forbundet med porten, og hvis man gik forbi den, var der stadig bare skov. Men Caleb gik ikke forbi. Istedet lagde han sin uhyggelige blege hånd på porten.

Han blev blæst tilbage, da de store låger åbnede sig, fulgt af varme, skrig og lugten af død. Bag porten, var alt den ild, som ikke havde været i skoven. Vaklende kom Caleb på benen, og gik ind af porten. Han gik ind af Helvedes Port. Foran ham var en sø. En enorm sø, af flammer. Og i flammerne, var tusinder og tusinder af sjæle, der skreg af smerte. De skreg så højt, at Caleb ikke engang lagde mærke til at porten lukkede sig bag ham.

Tavst, ligbleg i ansigtet, gik han ned mod søen. Hvordan skulle han komme over?

I samme øjeblik, sejlede en båd ind til breden. den var af træ, men den brændte ikke, selvom den lå i en sø af flammer. Det undrede Caleb. Han kiggede op, på den høje skikkelse, der stod i båden, med en lang sort kutte, og en åre i hånden. Det eneste af manden man kunne se var hans hvide hænder, der stak ud af ærmerne på kutten.

Det var færgemanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...