Dødens Spejlsal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvad sker der når dit spejl knuses?

5Likes
16Kommentarer
813Visninger
AA

2. Kap. 1

Hun vågner. Drivende af sved. Hendes små hænder fumler med dynen. Trækker den af. Hun har det forfærdeligt. Varmt, koldt, varmt, koldt. Alt bliver kun værre. Den alt for store hospitalskjole, klistrer til hendes lille svedige krop. Hun kravler ud af hospitalssengen, og ender på alle fire på det kolde hvide gulv. Bliver liggende. Samler kræfter. Hun ligger sin pande mod det kolde gulv. Hovedet værker. Verdenen vender på hovedet. Vaklende kommer hun på benene, og går med usikre skridt hen mod vasken. Griber fat om den. Stiller sig på tæer og kigger ind i det lille spejl. Hun er ligbleg. Sveder. Hendes hænder ryster, og hun falder ned på knæ. Spejlet splintredes. Ikke spejlet foran hende. Hendes spejl.

..........

 

Penny Manson

Født ~ 7 August 2007

Død ~ 13 Januar 2013

Vores egen engel.

 

Tankerne der kørte rundt i hovedet på Caleb, var mange. Utallige. Hvorfor? Hvordan?

Han havde endnu ikke forstået det. Forstået at han aldrig skulle se det lille kønne ansigt, med den smilende mund og de blå øjne. Aldrig mere høre hendes søde latter, der var så smittende. Han elskede hende. Mere end han elskede mor og far. De havde dog heller ikke meget til overs for deres underlige søn. Men de havde elsket Penny. Der fandtes ikke det menneske på jorden som ikke havde holdt af hende.

For ham havde hun dog været helt speciel. For ham var hun ikke kun en lillesøster, men også en sol. Eller en badering. Han tænkte tit på hende som en badering. Det lød underligt. Men det var sandt. Hun holdte ham ovenvande. Lod ham ikke synke ned i dybet. Men nu var baderingen punkteret.

Begravelsen var fin. En lille hvid kiste, en stor bunke lyserøde blomster, rundt om og oven på kisten. Mange havde grædt. Men ikke Caleb. Han havde siddet som forstenet og set på kisten. Hans smukke lillesøster skulle ned i den kolde jord. Han havde haft den latterlige bekymring om ikke hun kom til at fryse.

Nu stod han ved hendes grav. Et hjerte i gran lå ved gravstenen, og blomster udenom. Selv havde han en lille buket i hånden, som han lagde inde i midten af granhjertet.

Dagen gik som alle andre dage. Ingen sagde noget under aftensmaden. Caleb havde aldrig været særlig snaksagelig, men nu sagde han aldrig noget mere. Svarede ikke sine forældre. I skolen sagde han heller aldrig noget. Var i sit eget lille lydtætte rum. Tit stillede han sig selv det spørgsmål, som så mange gør når de mister nogen. Hvorfor hende? Hvorfor ikke en anden? Hvorfor ikke mig?

Hun havde et liv foran sig, mens mit nu er slut. Sådan tænkte han. Hun var kun et barn. Nåede ikke engang at blive seks. Han ville hellere end gerne have gevet sit liv for hendes, for, for ham var et liv uden Penny ikke noget liv. Selvom Caleb kun var 14 år, og dermed heller ikke andet end et barn, kunne han ikke se nogen fremtid for sig. Hvis han prøvede var der bare mørke, sorg og ulykke.

 

Caleb sad i sin seng og læste. Han læste Biblen. Han havde aldrig været særligt troende, men han prøvede at forestille sig Penny i Paradisets have. Hvordan hun lykkeligt gik rundt sammen med alle dyrene. Hvordan vinden purede op i hendes lyse hår, og solen varmede hendes ansigt. Sådan ville Caleb gerne have at det var. Men slangen kom altid. Den bed Penny og så sluttede den lille lykkelige dagdrøm.

Caleb rystede kort på hovedet, og lagde bogen fra sig. Han var træt, kunne han mærke. Klokken var godt nok ikke særlig mange. Han trak på skuldrene og lagde sig ned, med dynen trukket helt op om ørerne.

 

Langt hen på natten vågnede han igen, efter at have haft et mareridt. Han mærkede et tryk i brystet som om nogen stod og klemte om hans hjerte. Men det var ikke kun af skræk. Han havde været et sted, som de fleste nok ville kalde underverdenen.I mareridtet sad han på gulvet, og foran ham hang et spejl. Eller, spejlet lå, knust, på gulvet.

Calebs hjerte hamrede. Han vidste hvad han skulle. Langsomt rejste han sig fra sin seng. Han gik ud på gangen, og trykkede håndtaget ned på badeværelses døren. Den gik op med en knirken, og han gik hen til skabet. Lågen gik op før han nåede at åbne den. Som om den vidste hvad han ville. Med rystende hænder kørte han hænderne hen over hylderne, i sin søgen på æsken. Dér. Han trak den ud af skabet, og kiggede på bagsiden. Læste det hurtigt igennem. Det var dem han skulle bruge.

Længe stod han og kiggede på den. Hvor mange skulle han tage? Han rystede kort på hovedet og hældte dem alle ud i sin hånd. Kunne han få dem alle ned? Han måtte prøve. Med dirrende hænder tog han glasset på vasken og fyldte det op til randen. Tog en slurk. Så satte han glasset fra sig, og kastede pillerne ind i munden. Han tog glasset igen, lagde nakken tilbage, og hældte vandet ind i munden. Han kunne selvfølgelig ikke sluge alle pillerne, så han slugte istedet to af gangen.

Han drak resten af vandet og satte sig ned. Vente... Vente... Vente...

Caleb blev fundet næste dag, liggende livløs på gulvet.

Dette var ikke selvmord. Det var en redningsaktion.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...