Lucky Stone

Den tretten årige, Evelyn Baker fra Phoenix er en frygtløs pige, syntes hun selv. Hun bliver udsat for brutal mobning, men er kristen og beder dagligt til gud om et bedre liv. En dag finder hun en sten, som hun ville beholde som sin lykkesten. Ville lykkestenen hjælpe på Evelyns liv? Eller er det bare en helt normal sten? Hører gud hendes bøn? Har gud sendt stenen ned fra himlen til Evelyn?

2Likes
2Kommentarer
310Visninger
AA

1. A Terrible Accident

 

Jeg sukkede dybt, men hev alligevel forsigtigt håndtaget ned i døren. Da jeg skubbede langsomt til døren, og trådte ind i fysiklokalet, lagde ingen af eleverne mærke til mig. Læren var  ikke dukket op endnu, da alle de andre bare spillede bold indendørs, selvom læren tydeligt havde sagt at det måtte man ikke. Jeg satte mig bare helt ensom ned på en plads, uden  nogle i nærheden. De fleste piger sad samlet ovre ved et andet bord, som jeg noglegange lige skævede over til. Den værste af dem alle var Ashley, som hele tiden hviskede grimt om  mig bag min ryg. Jeg så hun sad og hviskede noget om mig, da alle pigerne kiggede hen på mig, og fniste. Nogle gav mig endda elevatorblikket, og vendte sig om mod Ashley. Jeg  rettede lidt på mine briller, og tog fysikbogen op af min enkle sorte rygsæk. Jeg havde taget noget løse hvide joggingbukser på, og en løs træningstrøje udover en grå langærmet  bluse. Endelig kom læren til syne, og bad alle om at sætte sig på deres pladser. "David, du ved udmærket godt at man ikke må spille med en bold inde i lokalet," vrissede hun, og  sendte mig et sødt blik. Hun sendte mig det tit, det betød at jeg var dygtig, fordi jeg ikke gjorde det samme som dem. Jeg kiggede hen til pigerne, som tydeligvis havde opdaget det, da  de bare sad og himlede med øjnene. Jeg sukkede lydløst, og krøb mig lidt sammen. "Bolden kan ramme nogle af stofferne, også kan det jo flyde rundt nede på gulvet, eller en får det  ned over sig," tilføjede hun, og kiggede strengt hen mod David, som bare syntes at alt det læren sagde var ligegyldigt. "Men i dag skal vi lave nogle små eksperimenter med en masse  stoffer," sagde læren, og tog nogle forskellige drikke ned fra en af reolerne. Jeg fulgte overrasket med, og så hvordan nogle eksploderede, og andre der bare ikke gjorde nogle forskel.  Da læren bedte mig om at komme op og hælde edke i en af de der små bærere, tog jeg imod edken. Da jeg skulle til at hælde noget ned i, kom jeg til at spilde udover næsten hele  bordet, og på min egen trøje. Jeg kunne høre hvordan de andre brød sammen af grin, og nogle holdte sig endda for munden, og slog sig for maven. Der havde jeg bare en trang til at  bryde ud i gråd, men jeg ville ikke være svag. Jeg var ikke bange for nogenting, men jeg havde det rigtig dårligt med mig selv. Alt ved mig selv havde jeg det dårligt med, også da Ashley  og hendes venner kaldte mig stålfjæs, da jeg havde togskinner på, og kaldte mig tyksak, da jeg trøstespiste mig alt for meget, og kaldte mig brilleabe, da jeg fik briller. Hele mit liv, var  i det hele taget bare noget lort. Jeg havde ingen venner, ingen ordenlig familie, intet godt udseende, intet flot tøj, ingen kæreste, jeg havde bare ingenting. Mine forældre slog mig, hvis  jeg ikke gjorte som de ville have, eller hvis jeg kom forsent hjem. Jeg havde tidligere haft en ven, men da Ashley fortalte en masse løgne om mig, var personen ikke længere min ven.  Min tidligere ven syntes det var ydmygende at blive set sammen med mig, og min tidligere kæreste, udnyttede bare mine følelser.    Da klokken ringede sine høje og tydelige klang, vidste jeg at det var på tide at gå ud. Jeg havde ikke længere min trøje på, den lå bare helt våd og ulækker i min rygsæk. Jeg havde ikke  rigtig lyst til at køre hjem til mine forældre, da de bare ville skælde mig ud over at have en klam trøje i tasken. Men jeg vidste at jeg blev nød til det, ellers ville jeg bare få flere blå mærker, og rifter på min krop, end jeg allerede havde i forvejen. Jeg gik hen af strandkanten, og så det flotte blå hav vand, og de små og store bølger. En masse sten lå i strandkanten,  og jeg havde lyst til at kaste sten i vandet. Jeg fandt en plads i sandet, og var glad for at der ikke var et eneste øje herude. Jeg var meget ensom, jeg var ufattelig ensom. Glad for at ikke  at være med i det store fælleskab, da jeg hadede at være i midtpunktet. Jeg lagde mig ned i sandet, og foldede hænderne sammen. Jeg var kristen og troede fuldt ud på gud, derfor  bedte jeg tit i håb om at gud skulle høre mig. Hver gang sagde jeg bønnen, som jeg altid plejede at sige: Kære gud. Du som er i himlene. Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget og magten og æren i evighed. Jeg snakkede som fortalt tit med gud, og bedte om et bedre liv. Da jeg havde bedt bønnen færdig, satte jeg mig op og fik øje på en hvid sten lige foran mig. Jeg samlede den, og spekulerede på, om den havde været der før. Der lå mange sten i forvejen, det kunne jo bare være at den havde blæst den herhen. Til tider var jeg temmelig overtroisk, men det var da også en smule morsomt noglegange. Jeg samlede derfor den hvide sten op, og ville beholde den. Det kunne jo blive min egen lykkesten.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...