Little Girl In A Big World ~ One Shot

Jeg kiggede på hende, og denne gang sendte hun mig et smil. Hendes øjne var blå, og da stivnede jeg. Jeg blev ved med at stirre ind i de blå øjne, og det eneste jeg så, var bare mig. Alle de uforglemmelige minder, overtog hurtigt inde i mit hoved, og fik tårene til at trille ned ad mine kinder. Jeg så mig som denne her lille pige, hvis bedsteveninde var flyttet fra mig, og mig som var alene i hele verden fordi alle andre ikke accepterede mig som jeg var. Mig, som denne her lille pige, hvis familie var kommet op i noget alvorligt, som førte til, at min familie droppede kontakten til mig.
Mig, som allerede havde mistet mig selv.

7Likes
1Kommentarer
311Visninger
AA

1. Little Girl, In A Big World - One Shot

Jeg var startet på denne her skole for et par dage siden, og hvis jeg skulle sige det mildt gik det af helveds til. Den eneste pige jeg kendte, som startede i samme klasse som jeg, fik alt opmærksomheden, og begyndte at blive snobbet og ikke mindst begyndte hun at ignorere mig.

Jeg følte mig som en fiasko - at få denne her nye chance. på en ny skole, også bare komme hjem og lade tårene falde, selvom jeg virkelig prøvede at holde dem tilbage. Hver morgen fandt jeg på en ny undskyldning for ikke at komme hen på den nye skole. Jeg følte bare ikke at nogen lage mærke til mig, og at når jeg henvendte mig til nogen, at de gad mig. Jeg følte også at de så ned på mig og bagtalte mig, for vi er da enige om, at når to piger står lidt for sig selv og snakker lavmælt og overglor en, og en gang imellem peger på en, at det så ihvertfald virker bare en lille smule, som om de snakker om en?

Og i undrer jer måske om at jeg nævner at det her er en ny chance for mig, og at jeg ligesom er flyttet skole? Well, den gamle klasse var for meget.. Jeg følte kun jeg havde en, og hende følte jeg ikke engang jeg havde. Jeg kunne egentlig ikke lide hende, og hun fortalte altid mine ting videre og gjorde mig til grin. Men hun var den eneste jeg havde..

Så jeg flyttede for at få en ny chance for at blive glad for at gå i skole.. For ikke at føle mig ensom og alene hele tiden. For hver eneste dag i alt for mange år, har jeg isoleret mig selv, nok også på grund af nogen ting i min fortid, som gør at jeg ligesom får de følelser jeg gør.

Ser i, efter de ting jeg ligesom har gennemgået i min fortid, har det faktisk såret mig så meget, men jeg havde ingen venner at gå til - så jeg startede på nettet, og det var ligesom derinde jeg - hvad kan man sige - skjulte mig, og fandt omsorg og kærlighed.

Folk har altid fortalt mig at jeg var meget på nettet, men for pokker da, hvis det er der man ligesom har ægte venner, og hvis det er nettet der rent faktisk har hjulpet en i et par år ville i så ikke gøre det samme? Hvis det var en glæde i jeres liv, hvis det var det eneste sted, i kunne få et smil placeret på jeres læber? Og nogen ville nok tænke 'hun kunne da bare prøve at deltage i fælleskabet i hendes klasse' eller et eller andet, og jeg kan også godt forklare.

Ser i, min klasse har altid været meget splittet, og delt op i populære og upopulære. Hvis man skulle være populær, skulle man som krav være fodbold freak for at sige det rent - have det rigtige tøj og den rigtige krop. 

Jeg startede på et tidspunkt til fodbold, men efter et halvt andet år, hvor jeg var begyndt at få det utrolig dårligt psykisk, magtede jeg det ikke længere. Men jeg var heller ikke blevet populær imens jeg gik til fodbold. ikke fordi at det var derfor jeg startede - for det var det ikke.

Men der måtte være noget galt med min krop så. Jeg måtte være for tyk, selvom min vægt sagde undervægtig. Dog senere blev jeg normalvægtig, som jeg ikke var helt tilfreds med, men det er en helt anden sag.

 

 

Nå.. Men vi kom til at det ligesom var frikvarter på den her nye skole jeg fortalte om. Jeg gik ud af klasselokalet, og fortsatte ud af klyngen, og ned af den lange gang ned mod kontoret. Jeg gik ikke ind på kontoret, men jeg lænede mig op af væggen ude foran, og sank ligeså stille ned så jeg sad ned. Der var en eller anden følelse i min krop, der gjorde, at jeg følte at alt det her var forkert. At ligemeget hvad jeg gjorde, var det forkert.

Efter at have siddet i min hel egen verden i et stykke tid, kom en lille lyshåret pige hen til mig og satte sig ved siden af mig. Hun havde blå øjne, lyst hår der gik til skyldrene, og lyserødt tøj på.

"Hej, hvad laver du?" Hendes stemme var yndig, og utrolig blid.

"Jeg laver ikke rigtig noget...." Svarede jeg og sendte hende et smil, men hun kiggede bare tomt ud i luften.

"Kan du godt lide tøj og neglelak?" Spurgte hun og kiggede så på mig. "Ja da, kan du?" Hun smilte stadig ikke, selvom mit smil på mine læber kun blev større.

"Ja," mumlede hun og kiggede så væk fra mig igen.

"Hvor er dine venner?" spurgte jeg, og først efter at par sekunder åbnede hun sin mund, for at svare.

"Jeg har ikke nogen..." Sagde hun, og et stik i mit hjerte kunne mærkes.

"Har du ikke nogen fra din klasse?" Spurgte jeg med en ellers så blid stemme. "Nej.. Jeg har kun en bedsteveninde og hun er på ferie." Mumlede hun, og endnu et stik kunne mærkes i hjertet.

"De kan ikke lide mig.. De synes jeg er underlig" Forsatte hun, og stille lage jeg en hånd på hendes skuldrer, som fik hende til at se mig i øjnene...

"Søde ven, du er ikke underlig. Du er den sødeste og mest flotte lille pige, jeg har set" mumlede jeg stille, men hun svarede ikke.

"Hvad med din familie? Er de søde?" Spurgte jeg hende, hvorefter hun lod sit blik stille falde ned til jorden.

"Jo men de er vidst kommet op og slås og diskutere. Så jeg ser dem ikke så meget" forklarede hun, og jeg var næsten i tårer. Hun gik i freaking 3 klasse?

Klokken ringede, men jeg fjernede mig ikke lige med det samme, før den lige pige tog mig i hånden og klemte den.

Jeg kiggede på hende, og denne gang sendte hun mig et smil. Hendes øjne var blå, og da stivnede jeg. Jeg blev ved med at stirre ind i de blå øjne, og det eneste jeg så, var bare mig. Alle de uforglemmelige minder, overtog hurtigt inde i mit hoved, og fik tårene til at trille ned ad mine kinder. Jeg så mig som denne her lille pige, hvis bedsteveninde var flyttet fra mig, og mig som var alene i hele verden fordi alle andre ikke accepterede mig som jeg var. Mig, som denne her lille pige, hvis familie var kommet op i noget alvorligt, som førte til, at min familie droppede kontakten til mig.

Mig, som allerede havde mistet mig selv.

Jeg tænkte på, at det sænkede min styrke til at kæmpe videre i min klasse, og at jeg bare følte hver dag som endnu et helvede.

 

Og endelig da jeg fik flyttet.. Flyttet til hvor jeg er nu.. Blev det ikke bedre, og det fik mig til at træffe endnu et forkert valg senere. At flytte tilbage. At miste den chance, jeg havde fået, selvom jeg følte at det ikke var bedre.. Skulle jeg have blevet ved med at kæmpe.

Nogen kan måske slet ikke forestille sig, hvor svært det er at flytte skole. Det er ikke bare noget man gør. Og især ikke når man ikke har noget som helst selvtillid, og er så bange for at blive dømt og hele tiden bliver ved med at sige til sig selv at man ikke er god nok. Hver gang jeg åbnede munden og snakkede med nogen, fortrød jeg bagefter og tænkte at det var dumt svaret. Jeg tænkte over alle de ting jeg sagde og gjorde, og sagde til mig selv bagefter at det var dumt gjort. Selv for de mindste ting, og var så bange for at blive dømt.

 

Jeg kiggede ned på pigen, og trak hende hårdt ind til mig. "De aner ikke, hvilken fantastisk pige du er. Hold fast i dine drømme, og lov mig, at du aldrig vil give op." Hviskede jeg ind i hendes øre, og trak mig stille fra hende for at sende et smil, som hun gengældte.

 

--------------------------------------------------------------------------

 

I just felt that I have did all I could

But maybe it wasn't enough

Now I'm back, now I'm here again

And feel that I actually not have a reason to live

Feel like my life isn't something worth

But this isn't the story, the story is too long

And one day, I would wish, that someone just will listen to it

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...