Stil

En af mine stile til skolen... :/

1Likes
0Kommentarer
312Visninger

1. One shoot

Mine skridt lyder, mens jeg går gennem den mørke gyde. Byen ligger øde hen, udover et par baggårdskatte der piler afsted på gaden. Det er midnat i New York og jeg er på vej til vores lejlighed. Vi bor på fjerde etage, i et af New York's finere lejlighedskomplekser. Alt omkring mig er så forvirrende, det hele flyder sammen til én stor tåge af lys. Jeg er bange. Skrækslagen. Stemmen havde kaldt på mig, lokket mig ud hjemmefra uden tilladelse.

 

Mine forældre er meget overbeskyttende, men jeg er moden af min alder. Jeg får tit af vide, at jeg må være mindst ti år ældre indeni. Jeg føler mig ikke anderledes end andre, hverken ældre eller yngre end min alder. Uanset hvordan min personlighed er, vil jeg altid have den samme alder.

 

Jeg ser mig tilbage over skulderen. Han følger stadig efter mig. Jeg rækker bagud, og tager fat i hans hånd. Vi smiler begge anstrengt til hinanden, før jeg trækker af sted med ham. Vi er på vej hjem til mig, for det tvang stemmerne mig til. Han har gjort noget frygteligt, det fortæller stemmerne. Om han ved, at jeg ved det? Det tror jeg ikke. ”Jeg ved at han ikke ved det.” Det er min bedste veninde der taler nu, for hun er her også, men det ved han ikke. Han kan ikke se hende, for hun er nemlig et spøgelse.

 

Hun er ældre end mig. Meget ældre. Hendes liv foregik i 1765, lige her i de selv sammen gader i New York. Hun har fortalt mig alt om, hvordan livet var dengang. Både om de lykkelige, men også de ulykkelig ting, som kunne ske. Det skete for hende. Hun blev myrdet, en uskyldig pige på 16 år. Jeg har sagt, at hun skal prøve at komme videre, og hun har forklaret mig, mange gange, at det er umuligt for hende. Hun mangler noget. Hun ved ikke hvad, det er bare en fornemmelse.

 

Stemmerne der taler til mig, eller til os. Det er andre spøgelser. De viser sig ikke, det er kun min veninde jeg kan se, Lilje. Det er hendes navn. Jeg har altid, og jeg vil altid, missunde hende for det navn. Jeg tror at hun sommetider, kan se glimt af de andre spøgelser. Ting jeg ikke når at opfatte.

 

Ethan, drengen der går bag mig, er urolig, rastløs. Det er hans dårlige samvittighed, jeg kan tydeligt fornemme det. Det kan både Lilje og jeg. Det er bare noget vi kan, for vi er gode til at læse mennesker. Hans hånd, som er klam og svedig i min. Hans lange og lydløse skridt og hans hurtige åndedræt. Også hans hamrende hjerte, som pumper af sted. Hurtigt og højrystet, som faste hammerslag. Jeg kan ikke høre det, men Lilje hører det tydeligt og beskriver det for mig. Vi må begge holde på hans hemmelighed, for inderst inde, må han være et godt menneske. Det bliver intet problem, at finde en forklaring på, hvorfor han er hos os. Problemet bliver, at holde tand for tunge.

Han er løbet hjemmefra og vidste, at han kunne komme til os. Ingen må vide, at han er morder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...