That Girl - En One Direction Fanfiction

Maria er den sidste person der ville blive fan af One Direction. Den allersidste. Men da hendes veninde tvinger hende med til en koncert i Tyskland, udlever hun en drøm som piger over hele verden drømmer om. Hun møder Louis.

12Likes
11Kommentarer
1101Visninger
AA

4. ... Vent, hvad?!

Jeg roder febrilsk i mine lommer efter min telefon, og husker så at jeg lagde den i jakkelommen. Som ligger i bilen. ”Lort,” mumler jeg arrigt, og spiller fodbold med en lille, musegrå sten der triller hen af gruset. Det er koldt, og vinden drejer mig rundt i alle mulige forskellige retninger. Det føles som om jeg befinder mig i en aura af grå og sort. Det skulle ikke undre mig hvis det begynder at sne om lidt.

Jeg går tættere og tættere på de fire, snorlige veje og erkender hurtigt at jeg er nødt til at gå ned af en af dem. På et eller andet tidspunkt vil jeg vel komme til et eller andet menneske der ved hvor jeg er og hvor jeg skal hen. Jeg har altid fundet Tyskland utiltrækkende. Som om at der er for meget af alting. Denne teori bliver stærkt bekræftet imens jeg slentrer rundt på en gabende tom parkeringsplads. Vi må være nogen af de sidste der kom, for der ser ikke ud til at køre flere biler ind. Koncerten starter sikkert snart. Så vil jeg kunne høre hvor musikken kommer fra. Ikke?

Jeg vælger at gå af den første vej der hedder ’A1’. Høje, tynde træer med en perfekt grøn boble af grene og blade følger grøftekanterne, og  jeg føler mig så forfærdeligt malplaceret. Sagens alvor går efterhånden op for mig da jeg ser en stor hovedvej nærme sig et par hundrede meter væk. ”Lort, lort, LORT!” råber jeg pludselig. Luften der siver ud af mine lunger og vreden der langsomt men sikkert fortager sig ud i den kolde marts-vind giver mig en genkendelig følelse. En følelse af frustrationer og sorg der bliver kastet på jorden med en så kraftig styrke at de helt forlader min krop et øjeblik. Jeg er genopladet. Jeg kan godt klare mig.

Mine ben skriger og jamrer, og til sidst giver jeg op. Jeg stopper med at gå, og ser mig tilbage. Jeg har tænkt mig at vende om og prøve at finde parkeringspladsen igen. Det er det eneste jeg kan gøre. Måske skulle jeg bare have blevet ved bilen. Ja, hvorfor gjorde jeg ikke det? Jeg ser længselsfuldt mod hovedvejen, og beslutter mig for at løbe derhen, bare lige for at se om der er noget eller nogen der kan hjælpe mig med at finde hen til Karoline eller hendes mor. Drømmescenariet ville være at finde koncertsalen. Jeg tager en dyb indånding, griber de sidste kræfter jeg har tilbage og spurter hen til mit mål. Det eneste jeg kan se er røde og hvide og sorte biler der drøner forbi. Jeg er fortabt, tænker jeg. Helt og aldeles fortabt. For første gang nogensinde kan jeg mærke sandheden i mine ord. Jeg placerer mine hænder på min talje, og skimter mod solen. Hvornår begyndte solen at skinne? Det er det værste tidspunkt solen nogensinde er begyndt at skinne på. Jeg ser irriteret til den anden side, og er næsten ved at falde bagover af overraskelse. En stor, sort firkantet bygning springer mig i øjnene. Der er malet et hvidt ’4’ på den og to mænd med en bunke lydudstyr går ud derfra med hastige skridt. De ligner lidt fisk med deres hænge-muler. ”Hey!” Jeg løber hen til dem. ”Ved I hvor hovedbygningen er?” Den ene af dem vender hovedet mod mig, ser på mig i et par sekunder og vender så hovedet igen. Som om han ikke forstod hvad jeg sagde. Nå ja, det gør han jo heller ikke. Jeg er i Tyskland. Hvis bare jeg havde hørt lidt bedre efter i tysktimerne. Men det er jeg ligeglad med lige nu, for jeg har langt om længe fundet noget der hører til koncerten. Jeg stormer hen mod døren mændene gik ud af, og ligner sikkert en større idiot end før, og hiver i håndtaget. Foran mig er en lang gang med mindst tyve indgange til hver side. Det må være en form for forberedelsessted. Jeg går ned ad gangen og ser en hvid dør for enden af den. Det er sikkert en udgang. Jeg forestiller mig at en gruppe bygninger er samlet i bunke. Når jeg går ud af denne her, finder jeg sikkert de andre. Og én af dem må jo være koncertbygningen.

Det er ikke en udgang. Jeg er ved at snuble over dørtærsklen, og støtter mig panisk til håndtaget. Det er et stort, sort rum. Jeg kan høre grinende stemmer omme bag et hjørne, og skynder mig, uden rigtig at tænke over det, at vandre derhen. Jeg ser fem unge mænd der alle drejer hovedet og ser på mig med forvirrede øjne. Jeg lægger specielt meget mærke til tre af dem. Den ene er lav, med lyst, højt hår og et alfelignende ansigt, den anden har virkelig mange brune krøller og den tredje er mokkabrun i huden, har brune øjne og er utrolig lækker. Jeg er sikker på at jeg har set dem før, og jeg har en fornemmelse af at jeg burde vide hvem de er. Er de mon opvarmningsbandet? ”… Hvem er du?” spørger en af dem, og jeg husker mig selv på at jeg ikke burde være her. ”Jeg hedder Maria. Jeg tror at jeg er faret vild, jeg blev væk fra min ven på parkeringspladsen og så kom jeg hertil..” svarer jeg nervøst, og kan slet ikke genkende min stemme. Drengene ser lidt på hinanden med et tøvende smil, og vender sig så mod mig igen. ”Jeg tror koncerten bliver holdt i Bygning 3.” En af dem der sad bagerst, rejser sig og ser smilende på mig. Han har solbrændt hud og en stribet trøje på. ”Vil du have et billede, eller?” spørger han. Jeg rynker panden. ”Et billede af hvad?” Han griner, og viser sine kridhvide tænder. ”Ja, af os.” Jeg går et par skridt hen mod ham og smiler undskyldende til dem alle sammen. ”I må meget undskylde, men jeg ved ikke helt hvem I er.” Nu griner de alle sammen, og jeg bliver endnu mere forvirret. ”Vi er One Direction.” Det er løgn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...