That Girl - En One Direction Fanfiction

Maria er den sidste person der ville blive fan af One Direction. Den allersidste. Men da hendes veninde tvinger hende med til en koncert i Tyskland, udlever hun en drøm som piger over hele verden drømmer om. Hun møder Louis.

12Likes
11Kommentarer
1112Visninger
AA

6. Sommerfugle i forårsvind

Dagene går. Fredag. Lørdag. Søndag. Jeg bliver ved med at sidde og stirre på den lille lap papir, og hver gang jeg  har besluttet mig for at ringe til ham, rammer en anklagende tanke mit hoved. Han mente det sikkert som en joke. Vil du virkelig være et kendt ansigt? Hvad nu hvis… Til sidst har jeg lyst til at rive min hjerne ud af min krop. Det er jo latterligt. Jeg har aldrig været tøvende. Hvorfor nu? Jeg har selv set hvor afslappet han egentlig er. Han er bare en anden dreng. Jeg rejser mig for hundredesyttende gang, og griber min telefon. Jeg taster forkert urimeligt mange gange, men efter et par frustrerende minutter står Louis’ nummer så fint på skærmen. Jeg laver endnu en af mine stunts hvor jeg handler før jeg tænker, og trykker på den lille, grønne telefon. Bip. Bip. ”Det’ Louis? – Hallo?” Et øjeblik forlader al min fornuft mit hoved, og jeg er ude af stand til at tale. Men så kommer det igen, og jeg er bare den helt normale, nervøse, delvist paniske Maria. ”Hej, det er Maria.” Jeg begynder at vandre rundt på gulvet som jeg altid gør når jeg er nervøs, og studerer min ene fingernegl med et fjernt udtryk i øjnene.

”Maria! Hej, øhm… Du må undskylde, jeg troede bare ikke at du ville ringe.”

”Det gjorde jeg heller ikke.. Jeg vil bare gerne sige tak for din venlighed. I var sikkert alle sammen stressede lige før den store koncert, og du fik alligevel tid til at hjælpe mig.”

”Du behøver ikke at sige tak. Hey, der var faktisk noget jeg gerne ville spørge dig om..”

”Jaer?”

”Vi er stadigvæk i Tyskland i nogle dage endnu, og vi har tænkt os at tage i tivoli i morgen… Har du lyst til at komme med?”

Jeg sætter mig ned på sofaen. Wow. Jeg er vidst ikke bare en anden fan. Har han lige inviteret mig på date? Nej, de skal alle sammen af sted, vi kommer ikke til at være alene. – Men han inviterede mig med. ”… Ja, det vil jeg da gerne. Men transporten…”

”Det har jeg styr på! Vores chauffør kan sagtens få dig frem og tilbage,” siger han hurtigt, og et overrasket smil breder sig på mine læber. ”Jamen, det vil jeg da gerne..” Jeg prøver at finde ud af, om det virkelig er så enkelt, og det lyder det til at være. ”Fedt! Jeg skriver til dig når jeg finder ud af hvilket klokkeslæt det bliver. – Så ses vi, vel.” Mit smil bliver større, og jeg rejser mig igen. Nu er jeg ikke rastløs og nervøs mere, jeg er spændt og ivrig. ”Ja, vi ses.” Der lyder et lille klik!, og han har ringet af.

1 dag og 5 ulidelige timer senere

Så er det nu. Jeg læner mig op af de kolde mursten og holder spændt mit blik rettet mod den indkørsel jeg meget snart vil blive kørt ud af. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tage på, alt i min garderobe virkede forkert, så jeg tog en lang, hvid skjorte på, en rød sweater udenpå og mine yndlingsjeans. Jeg fryser lidt, og fortryder at jeg ikke tog en varmere jakke på. Selvom solen skinner så gavmildt i mit hoved, er det koldt og gråt i den virkelige verden. Men hvis jeg nu bare kunne leve i mit hoved… Så ville mig og Louis være alene i tivoliet, og vi ville sidde på en pastelfarvet bænk og spise candyfloss. Det lyserøde sukker ville blive ved med at klistre sig til min næse, og han ville holde blidt om mit ansigt og få det væk… Okay, jeg er seriøst nødt til at stoppe nu. Jeg kan høre en bilmotor nærme sig, og hopper kort op i luften, for ligesom at få alle sommerfuglene til at flyve ud i formiddagsluften. 11:59. Perfekt timing.

 Til min store overraskelse er det ikke chaufføren. En lang, smidig Porsche glider ind af indkørslen, og holder lige foran mig. Jeg kan se mit forvirrede ansigt i den sorte lak. Jeg skal til at råbe til manden på forsædet at han må være kørt forkert, men det er han ikke. Bildøren åbnes, og Louis træder ud. Jeg smiler let, men et spørgsmål vipper på min tunge. ”J… Jeg troede at din chauffør ville hente mig?” spørger jeg. Han smiler og går rundt om bilen, hen til mig. ”Ja, det skulle han også, men det var nemmere at jeg gjorde det i stedet for. Plus – jeg elsker Danmarks natur!” Hans lette og bekymringsfrie humør smitter af på mig. ”Skønt, men… Er du sikker på at der ikke er fulgt nogen fotografer efter dig?” Jeg ser mig rundt til alle sider, men kan ikke se nogen mørke skikkelser der gemmer sig i buskene med store kameralinser. ”Vi narrede dem hen til de andre drenge. De venter på os i Hamburg.” Pludselig slår han ud med armene. ”Jeg har slet ikke sagt ordentligt goddag til dig!” Før jeg kan nå at tænke over hvad jeg skal svare, har han kastet armene om mig og jeg krammer med. Det hele virker uvirkeligt. Simpelt. ”Kom,” siger han, og beholder den ene arm omkring mig. ”Lad os have det sjovt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...