That Girl - En One Direction Fanfiction

Maria er den sidste person der ville blive fan af One Direction. Den allersidste. Men da hendes veninde tvinger hende med til en koncert i Tyskland, udlever hun en drøm som piger over hele verden drømmer om. Hun møder Louis.

12Likes
11Kommentarer
1137Visninger
AA

5. Så meget på så kort tid

Niall griner og slår ud med armene. ”Så du blev tvunget med til det her af din veninde?” Jeg kan ikke lade være med at smile af dem. Jeg havde aldrig forestillet mig at One Direction, bandet som millioner af piger elsker til døde, kunne være så nede på jorden og afslappede. Og søde. ”Ja,” fniser jeg og tager en slurk af den vandflaske en producer har givet mig. ”Og jeg tog endda en t-shirt på for jeres skyld.” Jeg tager min cardigan af og viser den top som Karoline har givet mig. Før prøvede jeg desperat at skjule den, men jeg finder det helt naturligt nu. Det slår mig, at Karoline og Charlotte sikkert er ved at dø af rædsel over at jeg pludselig er forsvundet. Men af en eller anden grund er det som om at der er en usynlig barriere imellem dem og hvor jeg er nu. Jeg kan ikke tage stilling til det. Det eneste jeg fokuserer på er store, brede smil omkring mig og en ukendt ro der breder sig omkring menneskerne jeg omgiver mig med. Jeg føler tryghed. Selvom jeg lige har mødt drengene, kan jeg mærke at jeg kender dem på et andet plan. ”Wow, det er en fin trøje,” siger Zayn og nikker anerkendende. Jeg har ikke snakket så meget med Louis. Han har hele tiden set på mig med et blik jeg ikke helt kan tyde. Jeg ved ikke hvad han synes om mig, og det gør mig en smule utilpas. Han smiler stille og holder sit blik på mit ansigt, mine øjne. Næsten som leder han efter noget.

Tweet-tweet. Harry finder sin mobil frem, og læser den sms han lige har fået. Han griner for sig selv. ”Uuh, er det din kæreste, Harry?” udbryder Louis drillende og skubber let til ham. Jeg sætter nysgerrigt hovedet på skrå. Eftersom jeg stort set aldrig har hørt One Direction’s musik, ved jeg intet om hvorvidt Harry Styles har en kæreste eller ej. Men det er da altid spændende at høre noget sladder. ”Hvornår vil du fortælle os hvem hun er?” spørger Liam. Han prøver at få fat i telefonen, men Harry er lynhurtig og præcis, og har allerede den tilbage i lommen igen. ”Glem det. Jeg fortæller jer intet.”

***

En lav kvinde med afbleget hår og en sort kasket løber hen til os og stopper brat samtalen. ”Drenge, I skal gøre jer klar i Bygning 3 nu. I skal på om et kvarter.” Det er tydeligt at se at de har prøvet det før, og de har hurtigt sagt farvel til mig. Jeg har slet ikke samlet mine tanker endnu, og der kommer sikkert til at gå nogle dage før jeg kan slappe af igen. Det mest overraskende var deres sammenhold. De er der for hinanden i alt presset. Det kan jeg klart konstatere efter kun at have snakket med dem i godt tyve minutter. Jeg vender mig kluntet da en blid hånd bliver lagt på min overarm. Jeg ser direkte ind i Louis’ smilende ansigt. ”Bliv her, okay? Vent på os.” Før jeg kan nå at svare, er han væk igen. Hvad skete der lige? Hvorfor skal jeg vente på dem? Er jeg ikke bare en anden fan? Og vigtigst af alt; Mente han ’vent på os’ eller ’vent på mig’?

Jeg ved ikke hvor lang tid koncerten varer, og jeg har ikke rigtig noget at underholde mig med. Men jeg bliver siddende præcis det samme sted, og tripper let med den ene fod. Èn ting er jeg sikker på – jeg skal vente. Jeg skal vente på drengene, og jeg skal vente på Louis. Det var derfor han kiggede sådan på mig. Han så mig i øjnene. Er det mon… Jeg får skiftevis mig selv helt op af glæde og flaksende, legende sommerfugle i maven og helt ned af forvirring, fortvivlelse og ensomhed. Hvad nu hvis jeg ikke finder Karoline igen? Hvad nu hvis jeg ikke kommer med dem hjem? Al den her opmærksomhed og underlige hændelser og varme følelser er jo ikke magiske. De kan ikke trylle mig tilbage til Karoline og Charlotte. Jeg er nødt til at komme hen til deres bil så jeg kan vente på dem der. Men hvad så med Louis? Skal jeg satse på nye, spændende bekendtskaber og blide smil der ser mig dybt i øjnene eller på min sikkerhed? Jeg har mest af alt lyst til at blive her. Og så slår det mig; et kvarter. Der er et kvarter til de skal optræde. Eller, cirka ti minutter nu hvor jeg har siddet her lidt. Hvis jeg kan løbe hen i Bygning 3 og finde dem backstage kan jeg nå at snakke med Louis, forklare ham at jeg er nødt til at gå. Men de vil aldrig nogensinde lade mig komme ind til ham. De vil sikkert tro at jeg er en sindssyg fan. Er jeg det? Nej, jeg er en stresset pige der er nødt til at se Louis i øjnene bare én gang til.

Kulden og mørket har taget til, og jeg er nødt til at holde mig til lygtepælene for at kunne se ordentligt. Der er den. Lige foran mig. Bygning 3. Men denne gang ligger den ikke øde et skummelt sted. Der er mindst ti meget muskuløse mænd der står med armene over kors og ser lige frem. Det stikker i mine lunger af smerte og udmattelse, og lige nu er det udelukkende min målrettethed der fører mig frem. Min løb flyder over i rask gang og til sidst er jeg så tæt på en af mændene, at jeg er nødt til at se op for at kunne se ham i øjnene. ”Jeg er nødt til at komme ind!” Han står lidt og tolker mit ansigt, men ryster så kantet på hovedet. ”Du forstår ikke, jeg skal ind! Jeg for vild og så gik jeg ind i Bygning 4 hvor jeg mødte One Direction, og så sagde Louis at jeg skulle vente på ham, men det kan jeg ikke for jeg er nødt til at finde min veninde!” Jeg er meget stakåndet, og tror ikke at jeg har været så desperat og stresset før i mit liv. ”Ich verstehe Sie nicht,“ brummer han så. Han forstår det ikke. ”Du er nødt til at forstå det! Lad mig komme ind!” Nu råber jeg.  Det her har jeg slet ikke tid til. Jeg glider hurtigt ind under hans arme, og han langer ud efter mig, men når mig ikke. Jeg stormer hen mod en dør for enden af gangen, ligesom i Bygning 4. Det må være dér drengene er. Han løber efter mig, og det føles præcis ligesom fangeleg, der er bare meget mere på spil. Det øjeblik hvor man ved at man er lige ved at blive fanget, og til et vis punkt allerede har givet op. Men denne her gang kan jeg ikke give op. Jeg sætter farten op, men det gør han også. Før jeg ved af det er jeg fanget i et hårdt, ubetænksomt greb.

”Nej! Vent!” skriger jeg. Han klemmer mig så hårdt at jeg er bange for at jeg kommer til at kaste mine indvolde op. ”Vent!” Pludselig kommer et velkendt ansigt ud af et sminkerum. Liam. ”Maria, hvad i alverden sker der?” spørger han overrasket. Louis må have hørt mig, for han skynder sig også ud af døren, og gør store øjne da han ser mig blive ’taget til fange’ på denne måde. ”Slip hende.” Hans stemme er fast og bestemt, selvom han slet ikke ved hvad der er sket. Manden ser skiftevis på Louis og mig, men slipper mig så. Dog er det tydeligt at han stadigvæk er provokeret over at jeg slap fra ham, for han prøver alt hvad han kan at smide mig på jorden. Jeg tager et par store skridt hen mod drengene. ”Louis, jeg er nødt til at sige noget til dig,” gisper jeg, og tager mig til skulderen med en forpint grimasse. ”Kom her.” Han lægger en arm om mig, og fører mig ind i et tilfældigt rum til højre for mig. ”Hvad?” spørger han, og jeg kan med det samme høre at hans stemme har fået en nænsom undertone. ”Jeg skal finde min veninde og hendes mor, jeg ved ikke hvor de er. Men hvis jeg kan finde deres bil, kan jeg vente på dem til koncerten er færdig. Vi skal direkte tilbage til Danmark bagefter, og hvis jeg bliver efterladt her…” Jeg sukker opgivende, og Louis ser alvorligt på mig. ”Vi finder dem. Det lover jeg.” Det giver et lille sæt i mig, da han hurtigt vender sig om, og stopper en anden kvinde med sort kasket. ”Hvad hedder hun?” siger han hurtigt og lavt til mig. ”Karoline Erantsen,” svarer jeg, ligeså hurtigt. ”Find ud af hvor Karoline Erantsen sidder, og få hende og hendes mor herhen.” Kvinden drejer om på hælen, og skynder sig tilbage af den vej hun kom fra. Jeg ånder lettet op.

***

”MARIA!” Karoline svinger rundt om et hjørne, og løber lige ind i mine arme. ”Maria, undskyld, undskyld, undskyld at jeg løb fra dig! Jeg er så… AAAAAAAAAAAAH!” Hun er lige ved at falde ind i mig, og jeg er nødt til at gribe hende, hvilket får mig til at vælte ind i væggen. Karoline falder grædende på knæ foran Louis og de andre drenge. ”Jeg… Elsker jer. Så højt.” Liam smiler og tilbyder hende en hånd. Hun ryster og klamrer sig til gulvet. Hendes øjne studerer nøje hånden, måske for at sikre sig at den er ægte. Så griber hun den, og jeg er helt bange for at hun aldrig vil slippe den igen. Vi begynder alle sammen at grine.

Denne gang holder jeg mig helt tæt op af Charlotte og Karoline. Efter en masse autografer og billeder siger vi farvel og går tilbage til koncertsalen. Jeg føler en så stor glæde og ro, at jeg kunne begyndte at græde, lige her. Jeg har alt hvad jeg har brug for lige her, og Karoline er fuldstændig lamslået af lykke. Mine hænder glider dovent ned i lommerne, men finder et lille stykke foldet papir dér hvor jeg forventede at finde luft og indersiden af en et par denimbukser. Jeg får det op, folder det ud og læser det. Jeg læser det og genlæser det mindst fem gange. Det er et telefonnummer. Og så de magiske ord nedenunder. – Louis.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...