That Girl - En One Direction Fanfiction

Maria er den sidste person der ville blive fan af One Direction. Den allersidste. Men da hendes veninde tvinger hende med til en koncert i Tyskland, udlever hun en drøm som piger over hele verden drømmer om. Hun møder Louis.

12Likes
11Kommentarer
1171Visninger
AA

8. Jeg elsker dig

Da jeg endelig faldt i søvn, drømte jeg om Louis. Jeg kunne have været blevet i drømmen hele næste dag også, hvis det skulle være, men en eller anden åbner døren, så alt lyset strømmer ind. Jeg holder min hånd op for ansigtet med sammenknebne øjne, og strækker mig dovent. Jeg sov fantastisk. Madrassen var perfekt blød og jeg tror aldrig at jeg har haft et så passioneret forhold til en pude i hele mit liv. Men alt det betyder pludselig ingenting, da jeg åbner øjnene, vænner mig til lyset og fokuserer på personen der læner sig frem imod mig. ”Heeeej,” brummer jeg træt, og kysser kort Louis på munden. Jeg kan se at han er vågnet noget tid før mig, for hans hår sidder perfekt som det plejer, og han har ikke den søde pyjamas på som han dansede rundt i, da vi sagde godnat i går. ”Du snorkede i nat,” begynder han, og lægger sig ned under min dyne. ”Jeg kunne høre dig helt inde fra mit værelse.” Jeg kan ikke lade være med at grine. Jeg håber godt nok at det bare er for sjov, for det må ikke være særlig tiltrækkende at høre mig snorke. ”Nahaj!” udbryder jeg og prøver drillende at skubbe ham  ud af sengen. ”Du lyver!”

”Hvorfor skulle jeg lyve? Nu er vi jo kærester.”

”Uh, ’kærester’. Det kan jeg godt lide.”

Da han smiler sit fantastisk søde smil, fuldender det min morgen. Perfekt. Det hele er perfekt. Han flytter mit hår om bag mit øre i en glidende bevægelse, og jeg skal lige til at kysse ham igen, da ”Call Me Maybe” strømmer ud af telefonhøjtalerne, og derved ødelægger min perfekte morgen. Jeg sukker irriteret og ruller rundt. Det er ret svært at lede efter noget med den ene hånd og ae Louis’ kind med den anden, men jeg når at få fat i den larmende pestilens af et apparat før den stopper med at ringe. ”Hallo?” siger jeg fjernt og en anelse stresset. ”Ja, hej skat, det er mor. Hvor bliver du af?” Jeg sætter mig forvirret op i sengen med knæene tæt ind til mig og Louis gør det samme. ”Hvad mener du, klokken er kun” – jeg ser hen mod et hvidt ur der hænger på væggen – ”et?! Mor, jeg er lige vågnet, jeg kom ret sent i seng. Kan jeg komme klokken tre? Okay, hej.” Jeg springer op, kaster mobilen på sengen og løber hen mod min taske, hvor jeg lagde det tøj jeg havde på i går. ”Louis, hvorfor vækkede du mig ikke før?” mumler jeg. ”Måske ville jeg ikke have dig til at gå.” Jeg drejer halsen, og ser lige ind i hans blide øjne og fjogede smil. ”God undskyldning,” svarer jeg.

Det er underligt, hvordan sommerfuglene i min mave har udviklet sig til standhaftige, smukke fugle. De kan endelig blomstre. Men noget skygger for deres udsyn til den solrige himmel – en stor, fed forhindring der hedder Danmark og England. Ingen af os prøver at kæmpe imod det åbenlyse faktum, for der er intet vi kan gøre. Og oveni dét skal er vores forhold også skjult; for det er slet ikke begyndt endnu. Selvom vi først havde vores første kys i går, og mødtes få dage før, føles det… Anderledes. Som om vi kender alle hinandens indre tanker og hemmeligheder ved et enkelt blik. Uforklarligt. ”Let me be your last first kiss.” Sjovt hvordan jeg pludselig finder alle deres sange så underligt tiltrækkende.

”Hvad er det du går og nynner?” bliver Louis ved med at spørge mig. ”Ikke noget,” skynder jeg mig at svare, og prøver at holde mig fra at fortsætte. If life was easy, our love could be the main point from the view. This love is strong, meant to be, but also new. Sætningerne strømmer ind og ud af mit hoved, og der bliver hele tiden tilføjet noget på den ene, og streget ud på den anden. Mit hoved er ligesom alle mine skolenoter. Overfyldte. En lille melodi som lød så lav og spinkel i mit sind, løber ud af min mund og er høj og pinagtig, og værst af alt: Louis hører den. ”Okay, nu er du nødt til at fortælle mig hvad du nynner.”

Da jeg fyldte ni år, gav min onkel mig en engelsk ordbog og en stak linjeret papir. Han har altid været sådan; han vidste at jeg ville være glad for min viden og fremtiden, og det blev jeg. Som den nørd jeg er, – ja, det har jeg endda selv erkendt – tyrede jeg den igennem, linje for linje, på et par måneder. Jeg ville så gerne udrette noget med alt det jeg havde lært, jeg ville ikke bare lade det blive i tankernes stilhed. Så jeg begyndte at skrive sange. Jeg har gemt sangtekster mystiske steder overalt på mit værelse, og nu var en idé spiret frem. Jeg fortæller Louis alt det, og mere til. Andre nørdede ting der har sat sig fast fra min barndom. ”Det er fantastisk!” udbryder han storsmilende.”Hvorfor?” kommer det mistroisk fra mig. ”Vores pladeproducer synes at det er en god idé at få en samarbejde med en kvinde med på vores kommende plade. Vi har tænkt på Demi Lovato, Katy Perry… Men du er helt perfekt!” Mig?! Nej, umuligt. Jeg kan på ingen måde måle mig med de sangerinder han lige har nævnt, og jeg er slet ikke kendt. Og desuden skal ingen høre mine tekster. Det ville være en ydmygelse. Og al den had folk sender – jeg vil ikke modtage sådan noget. Jeg prøver desperat at finde ulemper ved dette, og jeg har hurtigt formået at overbevise mig selv. ”Tænk over det,” fortsætter Louis. ”Når vi engang offentliggøre vores forhold, vil det lyde meget mere realistisk. Så er der ikke så meget tvivl, og så kommer der ikke så mange rygter. Og, så vil jeg bare gerne høre dine sangtekster!” Alle ordene og overvejelserne gør mig sindssyg. Jeg er nødt til at tænke ordentligt. ”Øhm, jeg skriver tilbage til dig, okay? Men forvent nu ikke det store. Du tror at jeg er god, fordi at du er min kæreste, men –” Han afbryder mig blidt, ved at lægge en finger på mine læber, og det er totalt ude af sammenhæng, men jeg får en brændende lyst til at kysse ham. ”Hør nu, skat. Jeg genkender god musik når jeg hører den. Gem ikke dit talent væk! Vær modig – ligesom Mozart!” Selvom jeg griner af det han siger, er jeg meget rørt over at det var første gang han kaldte mig ’skat’. Jeg lytter til hvad han siger, men ordet sætter sig fast i mine ører, og lader ikke andre sætninger komme ind. ”Du må meget undskylde, men nu er jeg altså nødt til at kysse dig,” får jeg indvendt, og skubber hans finger væk, så vores læber kan mødes.

***

”Ring til mig, og skriv også! Jeg lover dig, jeg planlægger noget, så vi kan mødes igen. Og overvej det med sangen! Og vi skal nok fortælle din mor det snart, det hele! Jeg kommer til Danmark, så snart som jeg kan!”

”Ja, det er alt sammen perfekt. Men skynd dig nu hen til flyet! Jeg kommer til at savne dig. Glem mig nu ikke, Louis.”

Jeg står tilbage med en følelse af påtvunget ansvar, en trang til at græde og grine og kramme ham igen, for hundrede syttende gang. Jeg bliver stående og vinker til ham, når han ser tilbage på mig. Mit smil er stort og ægte, for jeg vil have at han kommer til Los Angeles for at tage på turné og lave interviews og producere sange og hvad han nu laver. Men indeni, aller dybest inde, hvor jeg ikke normalt tillader mig selv at mærke efter, er jeg chokeret over at jeg overhovedet kan føle så meget. En så intens kærlighed… Man kender først til den, når man føler den. Man har lyst til at danse rundt, stalke ham på Facebook og forestille sig hvordan ens babyer kommer til at se ud, på én og samme tid. Og det er slet ikke noget man har kontrol over, for det hele føles bare så rigtigt. Jeg ved ikke noget om livet og jeg har mange fejl at lave endnu. – Men jeg har aldrig følt noget så rigtigt før. Han vender sig mod mig, og jeg skal lige til at vinke igen, men han løber tilbage til mig. Jeg gør tegn til at han skal skynde sig hen til flyet, men han lægger sikkert ikke engang mærke til det. Han lægger sine hænder om min hals, og ser dybt på mig, med en magisk glød i øjnene. Og så er det at han siger det:

”Jeg glemmer dig aldrig, Maria. Vi ses. Jeg elsker dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...