That Girl - En One Direction Fanfiction

Maria er den sidste person der ville blive fan af One Direction. Den allersidste. Men da hendes veninde tvinger hende med til en koncert i Tyskland, udlever hun en drøm som piger over hele verden drømmer om. Hun møder Louis.

12Likes
11Kommentarer
1097Visninger
AA

3. Fortabt i Tyskland

 

- 2 uger efter –

Jeg sætter mig på min seng, og lader min højre hånd glide over det ru, cremefarvede tæppe. Det ligger perfekt i rummet, flyder altid sammen for mine øjne så jeg ikke lægger mærke til det. Hvad skal man overhovedet bruge et tæppe til på en seng? Man tager det af når man skal sove, og tager det på igen når man vågner. Det er til pynt. Det er for at sengen skal se pæn ud. Det er disse overfladiske overvejelser jeg gør mig, imens jeg er i færd med at prøve at glemme det der skal ske i aften. Jeg er træt og udmattet og ret vrissen, og det sidste jeg har brug for lige nu er millioner af skrigende piger omkring mig og høj musik der går i tomgang på en stor platform. Jeg har en smule skyldfølelse over at jeg skal med til denne koncert, at jeg fik fat i en billet, i stedet for en kæmpe fan som har hængt på computeren fem timer før billetsalget begyndte. Hun, hvem end den pige nu er, har fortjent det her. Ikke mig. Selvom det ikke var mig der valgte det, har jeg stadig en fornemmelse af, at det er forkert. Det er latterligt at jeg ikke har sagt noget til Karoline, men jeg er bange for at såre hende. Og det er åndssvagt, for Karoline bliver aldrig såret. Hun smiler altid og danser med et par høretelefoner i ørene og snakker om Zayn Malik – er det ikke det han hedder? – som om han er meget vigtigere end skolelektier og den øredøvende klokke der altid ringer på det mindst behagelige tidspunkt. Jeg smiler for mig selv. Åh, Karoline.

Mit blik glider hen på en fin sammenfoldet t-shirt og en lille seddel der siger: ’Husk nu at tage den på – så matcher vi!’. Jeg går hen til den, folder den ud og sukker dybt. Den er helt hvid med korte ærmer og med stor, rød skrift står der I WANNA STAY UP ALL NIGHT WITH ONE DIRECTION. Jeg skal lige til at kaste den over i hjørnet og aldrig tænke på den igen, men den lille post-it seddel minder mig om, at hvis jeg ikke tager den på vil Karoline højst sandsynligt tage hendes egen og tvinge den ned i halsen på mig. Så ender jeg alligevel med at være den slags pige. Den slags pige som går i unisex fan t-shirts og lytter til ”Hits Lige Nu” på Spotify. Hvad har jeg dog rodet mig ud i?

***

”Det er nu, det er nu, det er nu!” råber Karoline og skriger, så det føles som om glas knuses i mine ører. ”Jaaa!” stemmer jeg i, men jeg håber ikke at hun hører mig, for det lyder langtfra overbevisende. Charlotte, Karolines mor, laver et sving og kører den sorte Volvo ind på den overfyldte parkeringsplads. ”Hvordan finder jeg nogensinde en plads?” mumler hun modløst. ”Mor, lås bildøren op! Jeg vil ud!” Karoline vender og drejer sikkerhedsselen, men den går ikke ud af det røde hylster så hun kan bevæge sig frit. Det må være skæbnen der prøver at give mig lidt ekstra tid, tænker jeg. ”Jeg lader dig ikke løbe rundt på denne her slagmark,” svarer Charlotte. Hun drejer hurtigt bilrattet rundt og skifter gear. Jeg tror aldrig jeg har set så mange biler før. Parkeringspladsen fortsætter ud i det uendelige, og jeg strækker halsen for at se om der er en ledig plads et sted. ”Okay, så løb i forvejen. Led efter en stor hovedindgang, hold jer ude i siderne og se jer for!” råber hun pludselig til os, og jeg vender mig for at se Karolines reaktion, men hun er allerede udenfor. ”Hey, vent på mig!” udbryder jeg, og bakser med selen. Det er nok omtrent det farligste sted at fare vild, jeg er nødt til at holde mig til hende. Jeg føler mig utrolig kedelig lige nu, og jeg synes at jeg kan mærke en hovedpine snige sig på. Al den kaffe jeg har drukket har sikkert dehydreret mig helt sindssygt. ”Karoline, du skal altså vente på mig. Karoline, lytter du overhovedet til hvad jeg siger?” Jeg skynder mig ud af bilen, og løber efter hende. Jeg kan se hendes brune jakke løbe længere og længere væk fra mig, og jeg er ved at snuble over mine egne ben i et ynkeligt forsøg på at indhente hende. Jeg ser op, og hun er væk. Hun må være drejet om et hjørne. Men hvilket hjørne? Der er fire veje foran mig, og jeg kan ikke se hovedindgangen nogen steder. Åh. Nej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...