That Girl - En One Direction Fanfiction

Maria er den sidste person der ville blive fan af One Direction. Den allersidste. Men da hendes veninde tvinger hende med til en koncert i Tyskland, udlever hun en drøm som piger over hele verden drømmer om. Hun møder Louis.

12Likes
11Kommentarer
1101Visninger
AA

7. Et nyt liv

I samme sekund jeg træder forbi det iøjnefaldende ’HAMBURG TIVOLI’-skilt, bliver jeg overfaldet af skrigende piger. Eller, jeg bliver ikke overfaldet, det gør drengene. Alle prøver at skubbe mig væk så de kan komme længere frem, de tror sikkert at jeg er en af dem, men Louis holder mig tæt ind til sig. Jeg føler mig mere tryg end nogensinde før, selv under omstændighederne. Jerry skynder sig ind foran og dækker for os. ”Alle skal holde sig på afstand. One Direction har ikke tænkt sig at skrive autografer i dag,” råber han ud over den larmende mængde, men de lytter ikke. Jerry er en slags bodyguard, som hele tiden går et par meter bag os, har de fortalt. I starten synes jeg at det var ret akavet, men alle fjollede og snakkede som de plejede og lod ikke til at bemærke ham særlig meget. Det er vel også meningen. Jeg skal bare lige vænne mig til det her. – Hvis altså, det her ikke er sidste gang jeg ser dem. Ser ham. Lige nu behandler Louis mig som en meget tæt ven, sådan én som man har kendt hele livet. Men det har vi jo ikke, så jeg går hele tiden og tripper lidt efter noget mere. Jeg må indrømme, hans ansigt virker mere og mere tiltrækkende for hvert sekund jeg tilbringer med ham.

Harry har taget sin kæreste med, hvilket åbenbart er noget de alle sammen har ventet på i meget lang tid. Zayn og Niall går helt tæt op af hende og snakker engageret og højt, hvilket irriterer Harry gevaldigt. Men hun - jeg tror at hun hedder Julianna – ser ikke ud til at være så påvirket af det. Jeg kan godt se hvorfor han ikke kan stå for hende. De passer perfekt sammen. I mellemtiden har Louis trukket mig væk fra gruppen, og hen til et lille bord tæt på en softice-bod. Det hele virker meget idyllisk og lige efter mit hoved, men der er en stilhed imellem os som jeg gerne vil have udfyldt med noget andet. Det er næsten som om han læser mine tanker, for i samme nu siger han: ”Hør, Maria, jeg vil gerne have at vi får styr på nogle ting.” Først bliver jeg nervøs for at jeg har sagt eller gjort noget forkert, men hans blide, venlige stemme beroliger mig. Jeg vender mig mod ham, og min hestehale slår sig om min hals som en tynd sommerkjole vinden har fået fat i. Jeg ser lige ind i hans talende, blå øjne. ”Hvor er vi i alt det her?” spørger han, denne gang lidt lavere. Pludselig skyller blodet hurtigt rundt omkring i min krop og min mave laver en kildende manøvre, som får mig til at spænde. Jeg bekræfter mere og mere for mig selv, at dette ikke bare er noget ligegyldigt. Det betyder noget. ”Jeg ved hvor jeg står, men hvor står du?” Jeg lyder overraskende sikker, og det er fordi at jeg er sikker. Sikker på hvad jeg føler.

Jeg tæller ikke hvor mange sekunder der går, men det føles som årtier, før han svarer. Tænker han? Tvivler han? ”Her,” siger han så, lægger sin ene hånd på min kind og kysser mig stille. Og i dette øjeblik ændrer alt sig. Al min usikkerhed, min tøven, mit liv. Verden omkring mig slører til, og jeg kan nemt skubbe alle mine tanker væk. Jeg lukker øjnene, og det hele bliver sort, men jeg kan føle, jeg kan mærke at han er der. Vores læber holder om hinanden, forsigtigt, men alligevel så trofast. Situationen er skrøbelig, og jeg vil ikke ødelægge den. Måske er det en forelskelse, måske vil der ske en masse ting, måske vil vi endda gå fra hinanden, men det betyder så meget lige nu og her. Vi slipper det, vi lader det svæve op til skyerne, så det kun hører til i vores sind og jeg hviler min pande mod hans. Det var meningen, det hele. Koncerten, min desperate søgen efter tryghed på den tomme parkeringsplads, det sorte rum i Bygning 4, vagten der indhentede mig… Det ledte alt sammen hen til dette øjeblik.

”Hej mor… Ja, jeg… Nej, jeg er stadigvæk på date… Ja, han har et gæsteværelse og jeg er for træt til at tage hjem. Må jeg godt blive til i morgen? Nej, mor, bare rolig, vi vil ikke… Okay, tak. Jeg elsker dig. Hej.” Jeg ringer af, og lægger telefonen tilbage i min jakkelomme. Jeg har det dårligt med at lyve for min mor, men hvad skulle jeg have sagt? Jeg har mødt Louis Tomlinson fra One Direction, og nu er vi kærester. Åh, og så overnatter jeg lige med ham. Jeg har bare sagt at en dreng fra skolen inviterede mig i biografen. Hun ved ikke engang at jeg er i Tyskland. I virkeligheden var hverken mig eller Louis klar til at forlade hinanden igen, så han tilbød mig at tilbringe natten på et hotelværelse ved siden af hans, så vi kan tage ordentlig afsked før han flyver tilbage til USA. Og jeg takkede ja, uden at lyde alt for ivrig. Jeg har ikke tænkt mig at prøve på noget, jeg vil bare gerne være sammen med ham. Omkring ham, tæt på ham indtil han rejser.

Resten af dagen går vi rundt i tivoliet og snakker. Ikke i ét sekund slipper han min hånd. Jeg finder ud af at det ikke er som i mit hoved; det er langt bedre. Vi prøver virkelig at lade være, men kan ikke lade være med at stoppe op og kysse lidt igen et par gange. Jeg ved ikke om der er nogen der tager billeder af os. Zayn, Niall og Liam bliver ved med at joke og sige ting som: ”Først tager de Harry, så Louis. Jeg er bange for at kvinderne er ved at overtage verden!” Det irriterer mig ikke. Jeg griner bare. Mit syn på verden er blevet dækket af et lag kærlighed, et lag håb og et lag lykke. Jeg vil aldrig, nogensinde træde væk fra Louis’ mentale greb om mit hjerte. Jeg tror at jeg er blevet verdens største fan af One Direction.

***

Jeg åbner døren til værelse nummer 24, hvor jeg skal sove i nat og kan med det samme se, at det må være noget af et luksus-sted. Kingsize bed, stort vindue med chaiselong, fladskærm, natbord, badeværelse og en stor garderobe. Er det her det jeg skal forvente fra nu af? Luksus? Det tror jeg godt at jeg kan leve med. Dog er det ikke dét der betyder noget for mig. Klokken er 23:17 da jeg skifter til en hvid natkjole, der hænger i garderobeskabet, fletter mit hår og putter mig under den tykke, bløde dyne. Jeg tænker ikke på at jeg skal i skole i morgen. I Danmark, uden Louis. Det er jeg under alle omstændigheder for træt til at bekymre mig om lige nu. Men jeg kan ikke sove. Jeg har det lidt som når jeg drikker kaffe sent om aftenen og er meget udmattet, men alligevel ikke kan slappe af. Er jeg virkelig forelsket? Allerede? Jeg vender mig i sengen, lægger hånden under puden og kan mærke at ja, det er jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...