Left in the dark

Since when did it become a blessing to be one of them? To live in the dark, to never walk in the lovely sunlight again?
It's hard, to live like this. To hide from the ones you love, and to feel like nobody ever are going to be there for you again...

Allie er en ung kvinde, hvis man kan kalde hende det.
Med en alder på snart to-tusinde år, er hun den ældste i hendes coven, og den der beskytter de yngre.
men hvordan kan man beskytte sig selv, når man ikke engang kan beskytte sig selv?

3Likes
2Kommentarer
569Visninger
AA

3. Hvordan kunne han...?

Efter en lang nat, er jeg endelig kommet i seng. BBM'en må vente til jeg kan lette måsen op fra denne behagelige store dobbelt seng. Med headsættet plugget til iPod'en, på en spilleliste med keltisk musik, og så er det ellers bare drømmeløs dvale, indtil solen igen går ned.

Trætheden havde snart overmandet min krop, og jo længere jeg lyttede til den keltiske musik, som så mange forbandt med enten hekse, mystik eller middelalderen, kunne jeg mærke det blev mørkere. Ynglingene nedenunder, ville snart kravle ud i solen og vandre rundt, som om intet var sket. I hvert fald indtil solen igen ville gå ned, og deres hud ville blive hvid som sne, og deres øjne sorte som en dæmons. Ynglinge var intet kønt syn. Først efter deres sidste etape af forvandlingen ville de få smaragdgrønne øjne der kunne bruges til at manipulere med menneskets enkle hjerne.

Ja, jeg kan allerede hører dem rumstere. Slås for den mad de har til rådighed for i dag. det er endnu et af mine metoder til at skille de svageste fra. De kæmper om maden, og dem som til sidst bliver syge, grundet manglen på næring, vil blive brugt som lokkemad først.

Mine tanker drev nu hen mod mystikken i den keltiske musik igen. Jeg kan huske første gang jeg hørte den. En sommernat, hvor min daværende ven - Mason - spillede på fløjte for mig. Det var den aften jeg stak af, efter at have forvandlet ham ved et uheld. Han ønskede døden, men fik evigt liv i stedet. Jeg har aldrig hørt fra ham, men jeg går ud fra at han måtte være død.

Og med tanken på Mason, hans grønne øjne og hans smukke skæve smil, gled jeg ind i dvalen. Det var helt uvirkeligt. En underlig form for dvale. Jeg drømte, og alligevel ikke. Det var så... anderledes.

Mason var der. Han holdt min hånd. Så mig i øjnene. Fortalte mig hvor meget han dog savnede mig. At han glædede sig til at se mig igen. Men ville det nogensinde ske? Han var så livagtig, at det var svært at indse at det kun var en drøm. Han begyndte at hviske i mit øre, med en hæs og tørstig stemme; Jeg ved hvad du er, Allie. Jeg ved hvor du er. Og tro mig, jeg skal nok finde dig. Og så kan vi være sammen igen - som du sørgede for dengang.
 

Jeg vågnede med et sæt, da solen var gået ned. Var Mason i live!? Nej, det var bare en drøm. Bare en drøm. Havde jeg haft et hjerte, ville det have hamret afsted. Min lave BBM gjorde det ikke lettere. Jeg rystede, og var irritabel. Med tunge skridt fik jeg lettet måsen ud af sengen, selvom det virkede fristende bare at blive liggende.

Jeg fik hældt en kop kaffe op, fra min Tassimo, og hældte en halv deciliter blod i. Jeg havde snart ikke mere blod tilbage, og der ville være lang tid igen til den næste jagtmåne.

Ynglingene var nok ude og jage, hvilket var meget godt. For jeg var ikke i humøret til at babysitte dem.
Jeg strakte mig, og kom i tøjet, da jeg havde drukket min blodige koffeindrik.

Iført grå jeans, sorte pumps, en tanktop og langt løs ildrødt hår, tog jeg min taske, og gik mod hoveddøren.
Men noget stoppede mig, da jeg åbnede døren. Noget, nej - nogen, som jeg aldrig havde regnet med at se igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...