Left in the dark

Since when did it become a blessing to be one of them? To live in the dark, to never walk in the lovely sunlight again?
It's hard, to live like this. To hide from the ones you love, and to feel like nobody ever are going to be there for you again...

Allie er en ung kvinde, hvis man kan kalde hende det.
Med en alder på snart to-tusinde år, er hun den ældste i hendes coven, og den der beskytter de yngre.
men hvordan kan man beskytte sig selv, når man ikke engang kan beskytte sig selv?

3Likes
2Kommentarer
581Visninger
AA

1. {En selvmorderisk aktion}

Hun kunne se at han led, men vedkom det overhovedet hende?

Foran hende lå hendes nyeste kreation - en ny vampyryngling. Den stakkels dreng, anede ikke hvad der skete, hvor han var eller hvordan han var havnet der - men én ting var sikkert; han var sikker på at han ikke ville komme ud af denne kattepine i live.

Mange år havde hun jaget, levet af de ynglinge hun skabte, ved at sætte dem som lokkemad for eventuelle vampyrjægere. Og denne gang skulle ikke være en undtagelse.

Men det enogtyvende århundredes måde at interviewe folk var blevet så sexfikseret. Du kunne bogstavelig talt kun få fat i unge mænd og kvinder over et datingsite, eller ved at opspore dem på de lokale diskoteker.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

{Allie}

Sorø var en spændende by at jage i, når der altså var gymnasiefest den ene gang hvert kvartal. Fulde unge teenagers, der var lige til at sætte tænderne i. Ingen lagde mærke til når de egentlig forsvandt, for det gjorde så mange. Mange regnede med at de bare var blevet syge, i stedet for at de var blevet fortført. Få gange skete det dog at forældrene fattede mistanke, og så måtte jeg jo finde en anden mulighed for at jage.

Sorø Akademis Skole - SAS - blev bygget længe efter min skabelse. Jeg var en af de første til at undervise der, og en af de første til at forsvinde. En underviser, der ikke ældes, ville man ikke se mildt på i det syttende århundrede.

Allerede i nittenhalvfemserne var det besværligt at finde bytte i Sorø. Studerende var et mindretal, fordi ingen gad tage deres studentereksamen. Der var ingen måder for mig at jage. Det var i det årti jeg første gang siden min skabelse, blev forelsket. At han var det jeg ville kalde en direkte stodder - det er noget helt andet. Hans navn var Bryan. Yeah, jeg ved godt at det er et kikset navn, men det hed han altså. Efter det der svarede til et år i menneskenes tidsregning, slog vi op. Han kunne ikke acceptere det han kaldte for 'min bizarre sygdomstilværelse' og jeg kunne ikke acceptere at han ikke ville acceptere hvad jeg var. Så vores veje skiltes. Det var gennem ham, at jeg kom til Sorø første gang.

Egentlig, havde jeg planlagt at han skulle være mit første bytte i byen - en indvigelse til Gudinden. Men nej, jeg skulle selvfølgelig falde for ham, og gøre alt meget sværere end det egentlig havde behøvet at være, hvis bare jeg havde beholdt bukserne på!

Det var en selvmorderisk aktion, at fortælle Bryan om min tilstand. Han kunne melde mig. Jeg kunne blive afsløret, slået ihjel. Hvem ved hvor de tager vampyrerne hen, når de først finder dem? Jeg har set mange af mine ynglinge blive flået afsted, men aldrig set hvor hen.

Han afslørede mig ikke, udelukkende fordi jeg lovede at forsvinde ud af hans liv for evigt. Det er ved at være ti år siden nu. I dag er årstallet totusindogtretten. Dengang lærte jeg én ting:


Forelsk dig ikke, det kan kun slå dig ihjel i sidste ende.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...