Better than yourself - Justin Bieber (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2013
  • Status: Færdig
"You'd rather stay in hell, and take your time in jail.
They're only punishing a soul that you will never sell.
We both know that we owe nothing to each other.
But can you blame me, for loving and missing my brother"

32Likes
15Kommentarer
1888Visninger
AA

2. ¤¤¤

 

 

Better than Yourself. 

One shot. 

 

Aldrig har jeg siddet sådan, som jeg gør i dette øjeblik. Mørket omkring mig, får de sørgelige og grusomme tanker i gang. Intet lys til at bringe de lykkelige og fornøjelige tanker i gang, kun dårlige. Kuglepinden svinger svagt rundt i luften, mens det tomme papir venter på, at jeg skal skrive fra hjertet. Men hvad skal jeg dele med dig? Hvor frygtligt og skrækkeligt mit liv er blevet, siden du forsvandt direkte i helvede? Kan jeg byde dig det? Situationen er hårrejsende, og mit smil forsvandt hurtigt, da min tankegang fik travlt.

 

Du fortjener det ikke. Du fortjener ikke at sidde der i helvede, mens jeg sidder her på mit fornøjelige værelse, som har alt. Jeg lever et vildt liv, mens du sidder bag grå kedelige vægge, som suger humøret ud af dig. Det fortjener du ikke. Jeg ved, du er en god mand.

 

En tåre glider ned af min tørre kind, da dit smil kom op i min tankegang. Et smil, som jeg ikke har set meget til de seneste to år. Hvis du bare vidste, hvor meget jeg savner de dage, hvor vi malede byen rød. De dage, hvor vi gjorde dumme ting, som bare gav os begge et stort smil på læben. Desværre gik du for langt, og derfor sidder jeg her med våde kinder.

 

Du er så langt væk, men ved du, at jeg behøver dig nogen gange? Selvom mine forældre og venner fortæller mig, at du er kriminel og forkert, er jeg stolt af, at jeg kan kalde dig min ven. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at du kunne være uskyldig, men desværre gjorde du en stor fejl den aften.

 

Skal jeg skrive det ned til dig? Det hvide papir er stadig tomt, ingen bogstaver, ingen ord. Det venter kun på, at jeg fylde blæk på det glatte hvide papir. Jeg sænker kuglepinden ned over papiret og stopper ved midten.

 

Hej David, det er mig Justin. 

 

Jeg stopper efter punktummet, og mit blik kigger opad ud mod mørket. Det er så mørkt, at jeg kan se mig selv i ruden. Det er ikke et kønt syn. Selvom jeg altid har været så selvsikker, tvivlede jeg på mig selv. Fortjente jeg at være fri? Kunne jeg have forhindrede dig i at begå den forbrydelse den aften?

 

Jeg taber kuglepinden på papiret med vilje og tager mig til hovedet, mens minder strømmer ud og ind. Jeg kan se dig og mig for min øjenhinde, vi er glade, vi smiler. Jeg husker tydeligt vores tid sammen. Dig og mig, sammen. Nu sidder jeg her og fortryder alt, mens du sidder i helvede og sikkert gør det samme.

 

Du fortalte mig, at jeg var bedre end det liv, som vi levede. Men jeg var uenige. Vi var godt nok forskellige, men vores venskab var ægte. Vi havde alle imod os, men de skulle ikke bestemme over os. Sådan var vi jo, stædige.

Men først nu indser jeg, at jeg burde have stoppet, inden det var for sent. Måske ville alt være anderledes? Måske vil du ikke sidde i fængsel? Måske vil jeg ikke have skyldfølelse? Måske vil hun stadig være i live?

 

Jeg banker mit hoved hårdt ned i bordet, så min lille lampe vælter ned på gulvet og laver en høj lyd. Men jeg er ligeglad, mine tanker overgår mig selv, og jeg ville bare ønske, at jeg kunne gå tilbage i tiden og lave om på alt, hvad der skete.

 

30 juni 2012, en sommeraften. Jeg vil altid huske den aften.

 

 

Jeg kørte kammen gennem mit hår en sidste gang, før jeg begynde at sætte det op på den sædvandlige opsatte måde. ID voks var som min bedste ven, lige bortset fra at jeg allerede havde en bedste ven. Men voksen var helt sikkert nummer 2.

 

"Jeg kan ikke tro, at du bruger det lort", hørte jeg en snerrende stemme sige til mig. Den snerre stemme tilhørte min bedste ven, David.

 

"Du kender mig, jeg kan ikke gå uden mit hår er sat", forklarede jeg ham med et lille smil. Han grinede bare ondt af mig, mens han lå der i min seng med sko på, men jeg sagde intet. Jeg kunne jo ikke udstå som er særling.

 

"Ja sikkert", lød det ligegyldigt fra ham. Han havde alt for travlt med hans gamle iPhone 3. Jeg kiggede på ham i spejlet, mens jeg gjorde mig klar. Men til hvad, det vidste jeg stadig ikke. Men så længe David var en del af det, var det sikkert noget farligt og dumt, noget som jeg var blevet en del af. "Er du ikke snart færdig? De venter".

 

Jeg vendte mig sukkende om til David, som pludselig gav mig hans fulde opmærksomhed. Hans billige telefon var ellers hans et og alt, det var der, han aftalte hans mange forskellige, hemmelige aftaler med pusher, hvor han købte hans hash og andre stoffer hos. Han gav mig et lille skævt smil, da han så, at jeg var klar til det uventede.

 

"Lad os komme af sted", ordrerede han mig og gik mod min dør. Jeg gik bare efter ham, som om, at jeg var hans hund. Men sådan var det. Jeg var den perfekte rige dreng, som adlød lederen af gruppen.

 

"Hvad skal vi?", spurgte jeg ham undrende, mens vi gik ned af den kæmpe og brede trappe, som førte til entreen. Han kiggede på mig ud af øjenkrogen, mens han havde et lumsk smil. Det kunne ikke være godt - det var det skam heller ikke.

 

"Det får du at vide", hørte jeg ham sige lavt til mig, mens han kiggede ligegyldigt ned i gulvet. Jeg kiggede også ned i gulvet, mens vi gik ned af trappen. "Det er i hvert fald noget, som er sjovt", lød det fra ham, da vi kom til enden af trappen. Mit blik faldt på ham, og jeg blev lidt chokeret, da jeg så ham tænde en joint, her i mit hus. Var han sindssyg eller hvad?

 

"Pas på mine forældre ikke ser dig", sagde jeg surt til ham, men jeg havde en lav stemme. Mine forældre skulle nødig høre mig, de havde allerede store problemer med, at jeg hang ud med Dave.

 

"Uh, hvad så? Får du så skæld ud af farmand?", spurgte han mig vrængende og grinede håndligt af mig. Jeg kiggede irriteret på ham, og han vidste, hvad jeg følte i dette øjeblik. "Ej, jeg joker bare", med de ord smuttede han ud af døren, og jeg gik lige bag ved ham, som altid.

 

 

Det lyder måske som om, at han havde kontrol over mig, og at han ikke kunne lide mig. Men jeg vidste, at Dave ikke var en blød person, men hård. Jeg vidste udemærket godt, at han holdte af mig inderst inde. Det havde han bevist før. Jeg stolede på ham, og det gør jeg stadig.

Selvom mine forældre altid havde lært mig, at jeg aldrig skulle stole på en forbryder. Ja, nu kunne jeg sikkert spille klog og sige, at jeg havde kendt ham hele livet, så jeg vidste, at han engang havde været sød - men sandheden var, at jeg blev venner med ham, da han var i store problemer. Hvilket kun satte mig i dårlig lys.

 

 

Men det var ikke så nemt med alle andre. Mine forældre, mine gamle venner og folk som var omkring mig, fortalte mig, at jeg ikke burde hænge ud med ham. De forstod ikke, hvor god en ven, han var. Jeg kom fra en rig kedelig familie, jeg fik alt, hvad jeg pegede på. Jeg trængte til forandring, og han gav mig det.

 

Ingen forstod det. Selv i dag forstår ingen, hvor meget glæde han bragte til mit liv, da alt så sort ud for mig. Ja, jeg havde penge, venner og en fremtid, men jeg tabte mig selv i alt den perfektion. Jeg manglede noget, og det gav han mig.

 

 

Jeg rejser mig op fra min kontorstol, hvor jeg har siddet i snart 2 timer. Siden jeg fik brevet fra ham, hvor der stod skrevet, at jeg kunne besøge ham eller bare skrive med ham, farede jeg rundt som en idiot. Jeg kan ikke starte med et besøg, ikke efter så langt tid. Derfor besluttede jeg mig for at skrive, som en perfekt start.

 

Jeg går forvirret frem og tilbage i mørket, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg tænker over den dag, hvor vi gik ud af døren, mens han røg en joint. Hvis jeg bare havde stoppet og gået hjem igen. Men nej, jeg gik videre sammen med ham, ned til stranden, hvor hans venner, der var ligesom ham, hang ud.

 

 

Da han spurgte mig, skulle jeg have sagt nej, men jeg sagde ja, som om, at det var okay. Men inderst inde, vidste jeg udemærket godt, at det var forkert.

 

 

Jeg stopper hurtigt op og kigger ud i mørket, mens jeg minder mig selv om den dag.

 

 

Da vi kom til stranden, blev jeg bekymret. Mørket slørrede vandet, så det var lidt utydeligt - det var i hvert fald svært at få øje på, især hvis man var skæv. Men det stoppede ikke Dave i at hilse på hans venner.

 

"Hey, dig, vil du ha' et sug?", hørte jeg en af Daves venner spørge mig. Jeg kiggede rundt på dem alle sammen, som alle lignede nogen, der var et år, eller mere, ældre end mig. Der var både piger og drenge, og vi sad i en rundkreds midt i sandet.

 

"N...", da jeg udtalte n, stoppede alle med at snakke og kiggede på mig, som om, at jeg var en idiot. Jeg ville have sagt nej, men de undrende blikke, fik mig til at føle mig lille, og mine tanker til at tænke forkert. "Jo selvfølgelig", sagde jeg usikkert til den fremmede dreng, som pludselig fik et tilfredsstillende smil. Han nikkede stolt og tændte en joint til mig.

 

"Du behøver altså ikke at gøre det, Justin", lød det fra Dave, som pludselig blev bekymret for mig. Jeg gav ham et beroligende smil, men det hjalp ikke, hans bekymrende blik var stadig fremme. Ja, nogen gange bekymrende han sig for mig, hvilket betød, at han holdte af mig.

 

"Dave, Dave, Dave lad dog knægten leve livet", sagde den fremmede dreng og gav mig en joint, som gjorde mig bange, men det skulle ingen se. Alles blikke stirrede på mig, og jeg kunne ikke rigtig bakke ud nu. Jeg tog den op til mine læber, og jeg kunne lugte den forfærdelige lugt borre sig i mine næsebor, men det stoppede mig heller ikke. Jeg tog jointen ind i min mund og langsomt sugede jeg røgen ned i mine lungen. Et host kom op, og en lille smerte bredte sig i mine lunger, og det eneste de fremmede mennesker gjorde, var at grine af det. Jeg gav dem et smil, bare for at få dem til at tro, jeg havde det sjovt. Jeg tog endnu et sug, og så kiggede de væk igen. Testen var slut, og jeg bestod.

 

Mit blik faldt på Dave, som ikke længere lignede den selvsikre dreng, jeg kendte. Men mere min far - han så skuffet og bekymret ud. Jeg forstod det ikke, det var jo hans skyld, at jeg var her. Han burde være stolt, ville han nu ikke se mig med en joint?

 

Højlydte grin fyldte mine øre, mit blik blev tungere af jointen, og pludselig følte jeg, at alt i mit liv var okay, bare på grund af en joint. Følelsen var alt for god, så jeg stoppede ikke. Sug efter sug blev taget, grin efter grin slap ud af læberne, og jeg forstod først nu, hvorfor Dave røg hele tiden - det var fantastisk.

 

 

Jeg ligger mig sukkende ned i min seng, mens jeg holder mig på hovedet, og tænker over min fejl. Hvis jeg ikke havde røget, kunne jeg have forhindret den fejl, som blev lavet af min bedste ven senere hen på aftnen.

 

 

Han stoppede jo ikke med at ryge, bare fordi hans bedste ven var skæv. Alt blev værre den aften. Vandet som skyllede ind på stranden, folk som rendte ned til vandet og skraldgrinende, ulykken som forandrede alt - den dag vil altid blive husket som en kaotisk dag.

 

 

Hvis jeg bare havde brugt min hjerne dengang, så ville jeg ikke tænke over min største fejltagelse i mit liv.

 

 

Jeg fatter ikke, at mit liv forandrede sig så meget dengang. En dreng, fik hele mit liv til at falde sammen, uden at han eller jeg kunne se det. Jeg troede, at mit liv blev bedre, men nej, det blev værre end aldrig før.

 

Og nu vil jeg være en af de personer, som skal fortryde resten af sit liv, over noget skrækkeligt. På grund af noget, som skete en aften, en sølle aften! Er det fair? Er livet nogensinde fair? Svarer er vist nej!

 

Jeg sætter mig op i min seng og pludselig får jeg en underlig følelse i min mave. Når jeg tænker på faldet, pigen og at alle var for skæve til at opfatte, hvad der skete lige foran næsen på dem, fik jeg en underlig følelse i min mave - skyldfølelse. Jeg tænker over den aften tit, jeg har haft mareridt om det 3 nætter i træk og jeg kan stadig se det hele for mig - jeg vil aldrig slippe fra det.

 

 

"Du er min bedste ven, jeg holder virkelig af dig, Justin, det skal du sku vide", de vise ord kom fra Dave, som var godt skæv. Han havde aldrig sagt til mig, at han holdte af mig, men at være skæv var ikke så dumt endda.

 

"Jeg holder sku også af dig, Dave", jeg tog et sug fra jointen, som havde sløret alt i min tankegang. Den som plejede at være så fornuftigt. Den som gav mig 12 taller i skolen, den som havde givet mig en plads på byen bedste college, den som var skyld i, at jeg var her.

 

"Du er som en bror for mig, og jeg elsker dig fandme", sagde han smilende og gav mig det største kram, som jeg nogensinde havde fået. Jeg nød krammet så meget, som jeg nu kunne. Det varede jo ikke for evigt.

 

"Jeg elsker også dig", han smilede stort over mine ord, som han sikkert havde glemt dagen efter, men jeg ville aldrig glemme hans ord. De vil altid være limet i mit hjerte. Han rejste sig op og forsvandt fra mit syn, og jeg var ikke opmærksom på, hvor han skulle hen. Jeg var så skæv, så jeg faktisk var ligeglad. Til hverdag forfulgte jeg ham overalt, men nu kunne jeg for en gang skyld være alene uden ham. Det var jo stort for mig!

 

Jeg legede lidt med sandet, mens sug efter sug blevet taget af mig selv. Åhh, mine forældre ville få et hjerteanfald, hvis de vidste, hvad jeg lavede lige nu. Men jeg var faktisk ligeglad, jeg havde det sjovt, så ravede alt andet mig sku ikke. Tænk at en joint kunne gøre mit liv så godt?

 

"Hey", hørte jeg en pigestemme sige til mig, da hun satte sig ned på den plads, hvor Dave sad før. Mit blik kørte hen på en smuk blondine, som havde givet mig hendes opmærksomhed. Hvor heldig kunne man lige være?

 

"Hey smukke", sagde jeg flirtende til hende. Mine ord fik hende til at smile lidt, jeg havde fanget en sild - eller hun havde fanget mig. Wow, jeg havde virkelig fået en del selvtillid. Hun tog min joint ud af min hånd og tog et sug af den.

 

"Hmm. Den er god", sagde hun overraskende til mig og gav mig jointen tilbage igen. Jeg tog glad imod den.

 

"tja", sagde jeg og kiggede på hende. Vi havde øjenkontakt et øjeblik, og jeg havde faktisk en fornemmelse på, at jeg havde scoret en sild. Det var tydeligt, at se på hende, at hun ikke var skæv, ligesom de fleste her var. Så, måske havde vi en fremtid sammen? Okay, jeg var alt for hurtigt! Men det var ikke hver dag, at jeg fik en piges opmærksomhed!

 

"Du er faktisk ret sød", indrømmede jeg overfor hende. Mine søde ord fik hende til at smile og rødme lidt. Jeg elskede piger, som rødmede, det var så sødt. Hmm, måske hjalp Dave mig med at få en pige, jeg burde takke ham.

 

"Du er også rart sø...", - "OMG", mere nåede hun ikke at sige, da en pige skreg og råbte over fra vandet.

 

Vi kiggede begge overraskende over mod vandet, hvor en 4 meters lang bro var, wow, den havde jeg slet ikke set før nu. Midt på strandkanten stod en masse rundt om noget, som fangede alles opmærksomhed. Den søde pige og jeg rejste os op og gik mod de andre. Mit blik faldt pludselig over på broen, hvor Dave sad sammenklemt op af gelænderet. Han så bange ud, og det så ud som om, at han havde grædt. Hvad havde han lavet?

 

Jeg kom til stedet, hvor de alle stod, og jeg opdagede, at der lå en pige på sandet.

Hun så ikke ud som om, at hun trækkede vejret.

 

Hvad var der sket?

 

 

Dave havde ubevist skubbet hende i vandet den aften, og ingen af os havde hørt plasket, som hun lavede. Dave var for chokeret til at sige eller råbe noget, så han lod hende drukne. Da hun blev skyllet ind til kanten, opdagede de hende så.

 

 

Jeg rejser mig fra min seng og går over til vinduet, mens jeg kigger ud i mørket, men stadigvæk er det for mørkt, så jeg kan kun se mig selv i vinduet. Jeg ser såret ud, intet smil, ingen glæde i mit blik. Jeg er trist.

 

Jeg kommer pludselig i tanke om lyden at politibilen og ambulancen den aften. Jeg husker, da de bar den skadede pige op på liften og over i ambulancen. Jeg husker, da politiet tog min chokeret bedste ven med. Jeg husker stadig det sidste blik, som jeg fik af den søde pige, som jeg aldrig så igen.

 

Jeg fik besked senere den aften, en besked som fik mig til at åbnede øjnene op. Pigen som Dave kom til at skubbe i vandet, var død.

 

 

 

Det er 2 år siden, og jeg er kommet videre i livet. Jeg ryger ikke længere. Jeg laver ikke længere ballade. Jeg har ikke været sammen med Dave siden den aften. Jeg er en heldig dreng. Mit college tog imod mig, selvom jeg var til stede den aften. Mit college fortalte mig, at de ikke tog mod elever, som mig. Men de sagde, at hvis jeg lavede om på mig selv, kunne jeg måske få en chance.

 

Det gjorde jeg.

 

 

Jeg kigger hurtigt på mit ur, og klokken er over 3 om natten. Jeg kunne skrive brevet i morgen, for det skulle skrives. Og en dag, langt ude i fremtiden ville jeg se ham igen, min bedste ven - min bror. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...