Kære Emma.

Et personligt brev jeg skrev efter jeg blev udsat for noget utrolig grimt. Det er et følelsesudspring.
Desværre er Alexander ikke virkelig. Jeg kunne virkelig godt bruge ham ligenu.

OBS er godt klar over at dette er BREV og ikke en DAGBOG, men jeg tænkte det kunne gå ind over næsten det samme. (:

4Likes
0Kommentarer
538Visninger

1. Kære Emma

 

Jeg ved det er længe siden jeg har skrevet eller svaret på dine beskeder. Jeg ved godt, jeg ikke har svaret på dine mails, dine tweets, dine FBbeskeder, eller dine skypebeskeder. Og jeg er ked af at jeg flygtede hver gang vi mødtes i offentligheden. Jeg er ked af at jeg ikke åbnede døren hver gang du bankede på, jeg ved det var forkert. Du fortjente ikke at jeg opførte mig sådan over for dig. Jeg ved du må have tænkt: ”Hvad fanden har gjort?!” Men du har ingenting gjort. Ingenting, og det er derfor jeg skriver til dig nu. Det hele har været så syret på det sidste..

Jeg var på loftet tidligere. Det var koldt, og jeg lallede rundt mellem alt det ragelse vi har, da jeg fandt vores huer. Du kan godt huske dem, ikk’? Din lyserøde elg og min pinke gris? Kan du huske den Vig festival? Da du købte Gul Gajol af den der klamme stodder, mens han bare stod og gloede dig ned i patterne, og da vi skreg os hæse og halvdøve til Lukas Grahams koncert? Jeg husker den, tydeligt. Har du fortrængt dét sammen med mindet mig?

Men jeg knugede de her huer ind til mit bryst, mens jeg løb nedenunder. De mindede mig om alt det jeg skylder dig, og hvor meget jeg savner dig. Jeg skylder dig en forklaring. Dig mere end nogen anden.

Det var en mørk aften, og jeg var hos Hassan. Du husker godt Hassen ikk’? Jeg skulle sove hos ham og vi havde haft det skægt hele dagen. Det startede vel egentlig med det, at vi aftalte at Hassan og hans far tog til byen for at hente pizza, mens jeg pakkede ud og redte seng. Jeg kan huske at jeg står med dynebetræk i hænderne, da jeg mærker et par hænder, der slynger mig ind i væggen. Hårdt. Det forsvinder i en døs, det eneste jeg mærker er smerten. Jeg husker ikke hvor længe jeg bliver revet rundt med, smidt rundt med som en kludedukke, slået og sparket. Jeg kan mærke ikke mærke min højre fod eller højre ben. Det eneste der holder mig ved bevidsthed er smerten fra min venstre skulder og haleben. Det føles som at blive kørt over med majetærskler. Igen, og igen. Uden ophør, ubarmhjertigt kører de over dig, mens de forvandler dig til små blødende stykker.. Han truede mig. Hassan ville dø, Manja ville dø, Mor ville dø, Far ville dø. I ville dø alle sammen. Jeg bad ham stoppe, jeg tryglede ham om at stoppe hver gang de lod mig ligge for deres fødder. Men han var ligeglad. Det gjorde så ondt, at jeg bare ønskede at dø. Intet i verden ønskede jeg mere. Da de stoppede, forsvandt jeg i en bevidstløshed, men jeg blev vækket et øjeblik senere. Han kastede en spand vand i hovedet på mig, og jeg vågnede op med et sæt, gispende efter vejret. Jeg indser nu jeg er nøgen og minderne kommer susende tilbage. Jeg har ondt over alt, jeg skriger, højt, længe. Han slår mig i maven. Jeg kan pludselig ikke trække vejet og jeg knækker sammen over mine ben. Han tvinger mig op på knæ, og finder ’den’ frem. Jeg væmmes. Han tænder på at se mig lide, han ønsker at se min smerte. Det tænder ham at se hvordan jeg krymper mig sammen under deres vold, han elsker det. Elsker min smerte, elsker at forvolde mig smerte. Jeg er så meget ved bevidsthed at jeg lukker min mund bestemt i. Hans pink stopper og pludselig mærker jeg en syngende smerte på mit allerede smertepulserende haleben. Jeg skriger af smerte og knækker sammen på gulvet. Hele min krop skriger af smerte, men han stikker blot sin pik frem igen. Jeg bliver liggende på gulvet, krummet sammen. Smerten kommer igen, smældende som en vandfald, overraskende og dobbelt så slem hver gang. Min krop ryster, mens jeg rejser mig på knæene med tårerne rullende ned over min kinder som store regndråber. Han stønner, da jeg tager den i munden. Den er tyk, hård og varm. Han dirigerer mig rundt i forskellige bevægelser, og hver gang jeg nægter, kommer smerten. Øjeblikkelig, uuholdelig, dræbende. Smerten. Jeg fortsætter på pikken, mens hele min endnu en gang skriger. Jeg sidder fast. Velvidende at prøver jeg at flygte, og det lykkedes, dræber de alle mine nærmeste, inklusivt Hassan. Hvis jeg skriger, kommer smerten. Jeg forsvinder væk i en døs igen, en kærkommen en, og det eneste jeg registrerer, er den vedvarende utrolige smerte fra min skulder og kraveben. Og fra hver gang, jeg ikke er god nok, kommer den hundrededobbelte smerte ved mit haleben, så hele min krop summer og kun holder sig oppe af ren angst.

It feels like you’re screaming

And noone can hear.

You almost feel ashamed..

You feel hopeless, like nothing can ever save you.

Ever.

Det er følelsen af dit værste mareridt forstørret op 1000 gange. Du ønsker intet andet end din egen død. Fred, men den kommer ikke. Uanset hvor meget du prøver at få dit eget hjerte til at slå, bliver det ved med at pumpe. Bliver ved med at holde dig i live, selvom du ønsker dig så sygeligt, at det skal lade være. Du føler dig allerede halvdød. Du ønsker ikke længere at leve. Du mangler bare at kroppen har det samme ønske.

Pludselig slynges jeg tilbage i mine tankers klarhed og jeg kan mærke drenge tage sin pik ud af munden på mig. Jeg gisper efter luft, lettet. Hele min krop inklusivt mine kæber værker og min hals har det som sandpapir. Han skubber mig bagud, så jeg mister balancen og knalder hovedet ned i gulvet. Jeg gisper af smerte, men lukker så munden, tændervridende, for at bremse et klynk. Jeg tuder stadig og jeg kan mærke hvor opsvulmet mine øjne er. Så mærker jeg hans hånd mellem mine lår. Han prøver at skille dem ad, og adrenalinen hugger til, og jeg klemmer lårene endnu hårdere sammen i et forsøg på at undgå det uundgåelige. Vi kæmper næsten et halvt minut, før han planter klør 5 med et ordentlig slag på min i forvejen smadrede skulder, jeg vrider mig i ekstreme smerter så han med lethed kan sprede mine ben. Jeg falder langsomt til ro, mens has lader sine fingre undersøge mig. Jeg bider så hårdt i min læbe, at jeg kan smage den metalliske smag af blod i munden, men det løsner ikke mit bid. Hele min krop er spændt, da jeg mærker hans pik mod min åbning. Det gør ondt. Hele min krop står i brand, og jeg vrider mig rundt som en slange et latterligt forsøg på at undgå smerten. Han presser sig op i mig i takt med at smerten stiger til højder, jeg end ikke troede eksisterede.

Jeg forsøger at skubbe mig væk fra ham, slippe ud, men han holder mig fast med en næsten umenneskelig styrke. Adrenalinen må have forladt kroppen, for jeg er for svag igen. Det eneste jeg kan gøre, er at håbe på at bevidstløsheden vil komme igen. Det gør den ikke, og jeg kan mærke hver en trækning, hver en rystelse, der går gennem hans krop, og han stønner i takt med han stød. Smerten bliver ikke mindre, og tårerne triller mens jeg skriger til Gud. Beder ham.. Trygler ham om at dræbe mig. Men han er ikke barmhjertig, og det ligesom alting inde i mig smuldrer. Forvandler mig til en rygende askehob, og der er intet jeg kan gøre for at stoppe det. Jeg er magtesløs.

Pludselig rives den ud af mig, og et øjeblik tror jeg endelig at jeg død, men døden burde ikke være så utrolig smertefuld. Har jeg virkelig været ond nok til at komme i helvede? Jeg kan knap nok bevæge halvdelen af min krop, og hver et forsøg på at åbne øjnene er mislykkedes. Selv dét gør ondt. Med mit live største kraftanstrengelse slår jeg øjnene op. Hassan sidder ved siden af mig med et mere end bekymret udtryk i ansigtet. Jeg kan hører nogle råbe. Det gør ondt i mine ører. Jeg vil bede dem om at stoppe, men mit stemmebånd er forsvundet. Det gør ondt at trække vejret, og jeg hvæser for hvert et åndedrag. Et øjeblik er, hvad det tager til indse at jeg må ud af det her hus, inden det starter igen. Adrenalinen slår til med hug og jeg kæmper mig op og står, halvblind af smerte. Jeg vakler hen mod døren, som jeg kan se gennem mine små opsvulmede øjne. Jeg kan hører råben forstumme bag mig, men jeg har ikke tid til at stoppe og kigge hvorfor. Jeg stavrer ud af rummet, og ud i bryggerset. Jeg stopper ikke en gang for at få sko på, men griber blot min taske. Jeg knækker sammen undervægten, og lander på min arm, så det giver et stød i min skulder. Jeg gisper højt af smerte og kæmpe mig op og stå. Svimmel og med stjerner for øjnene. Jeg støtter mig til væggen og min hånd støder genkendende på mit vinterfrakkes sorte stof. Jeg river den til mig, hører lyden af hanken, der knækker, men jeg kunne ikke være ligeglad. Jeg flår døren op, så snart min jakke er lukket over min nøgne krop. Jeg falder den ene etage ned ad svalegangen og slår mit knæ, så jeg kan mærke varmt, klistret blod. Det stopper ikke min flugt og jeg hamrer døren op ud til vejen med en kraft, jeg ikke troede jeg havde.

 Jeg løber hele vejen hjem, uden at se noget. Jeg fryser og min krop skriger og råber af smerte, men jeg nægter at stoppe. Jeg ved, at hvis jeg stopper, kommer jeg aldrig hjem. Aldrig. Så jeg bliver ved med bare at sætte det ene smertende ben foran det andet. Jeg ved ikke om nogen ser mig på vej hjem, eller om han løber efter mig. Jeg løber bare. Løber for livet i ordsprogets korrekte mening. Jeg falder. Mange gange. Og jeg har ingen idé om hvordan jeg kommer på benene igen. Eller hvordan jeg finder styrken til at blive ved. Jeg ved bare, at jeg når hjem. Vaklende efter at have faldt flere gange end jeg kan tælle. Jeg kan knapt låse døren op. Jeg ryster voldsomt, som at jeg er overbevist om at jeg har fået Parkinson. Men jeg gør det, rystende i kulden. Jeg kommer ind i sengen på en eller anden måde. Jeg ved ikke hvordan. Jeg ved bare at jeg ligger der, under dynen og mærker hvordan jeg langsomt mister alt indeni mig. Det smuldrer bort, som gamle bygninger gør over århundrede. Jeg græder, mens en syre indtager min krop, ætser en hver del af mig op, så jeg ligger tilbage som en tom skal. Jeg rådner op indvendigt, og alt indeni mig forsvinder. Da jeg endelig falder i søvn den nat, er der ikke mere tilbage af mig. Ikke andet end en tom, sort skal.

Jeg døde den nat. Måske ikke fysisk, men så psykisk og mentalt. Det er næsten et år siden nu, men jeg har stadig mareridt om det. Ofte, for ikke at sige næsten hver dag. Jeg vågner stadig gispende af sved, skrigende af smerterne, mens jeg genser mit livs værste øjeblik. Jeg lukkede mig totalt inde efter det. Ingen kunne nå mig, selv ikke Manja, som er min egen søster. Jeg forsvandt ind i mig selv. Blev til en zombie, som knapt nok spiste mad. Eller det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg lavede lektier, gik i skole, sov/havde mareridt osv. Osv.

Jeg levede med foden halvt i graven, uden fantasi til at forsøge at komme ud af det. Alt blev prøvet, men det virkede ikke. Jeg havde låst mig så langt inde i mig selv. Bygget en mur op mellem mig og alle omkring. Men i de få øjeblikke, hvor min hjerne fungerede, gik det op for mig, at jeg ikke kunne blive her. Ensom, alene og så langt nede, at end ikke lyset kunne skimtes i mørket. Men muren var for høj, for tyk. Men pludselig sprang Han ind i mit liv. Jeg kæmpede imod i starten, forsøgte at afvise ham, ignorerer ham. Som alle andre drenge i mine øjne, kunne jeg ikke se på ham, uden at at få koldsved. Eller spørger mig selv: ”Kunne han finde på det også?”

Jeg stolede ikke på nogen. Ingen overhovedet. Men han blev ved, en fantastisk vedholdenhed, han havde. Men langsomt, ganske langsomt, lod jeg ham komme ind. I starten troede jeg bare at han skulle se hvor ødelagt jeg var, så ville han løbe skrigende bort.. Men han blev. Gennem alle skrigende, alle mareridtene, var han der. Han elskede mig, når jeg ikke kunne elske ham til gengæld. Han fandt den rette mursten at trykke på, så kunne kravle ud gennem min tommetykke mur. Han sparkede mig i røven, når jeg havde brug for det. Han lod mig tude hos ham, når jeg havde brug for det. Og vigtigst af alt: Han troede på mig, når jeg selv gav op. Han blev mit lys og er stadig den dag i dag. Og jeg kæmpede for første gang i mod min depression. Jeg kæmpede og kæmpede og det har været den største kamp i mit liv, og jeg har givet op så mange gange. Jeg er ikke ude på den anden side endnu. På ingen måde. Og jeg bliver aldrig nogensinde den person jeg var. Jeg er blevet mere mørk, mere dyster. Men jeg er i live igen. Jeg tror på at jeg en dag bliver okay. Og det skal det blive. For det er derfor, at jeg bliver ved med at kæmpe hver evig eneste dag…

Jeg savner dig hver dag, og hver gang jeg mindes dig, føles det som en isklump. Jeg ved det er min egen skyld. Kun min. Men det betyder ikke at jeg ønsker det venskab, vi havde tilbage så utrolig inderligt. Jeg elsker måske Alexander, men han vil aldrig kunne erstatte dig. Han er måske begyndt at bygge noget op inde i mig igen. Låse mig ud af mig selv, en legemsdel af gangen. Men ham og jeg vil aldrig kunne samle alle de små stykker og sætte dem sammen, alene. Jeg vil altid mangle dig. Du var min bedste veninde, og skylder dig det største tak i mit liv.

Vil du give mig en sidste chance? Vil du samle resterne op sammen med mig, og sætte mig sammen igen? Vil du forsøge igen? Vil du give det ’a last try’? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare hvor utrolig inderligt, jeg ønsker det venskab tilbage. Jeg savner dig Ems. Jeg savner dig så utrolig inderligt...

 

Klara, din altid ventende.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...