Dæmonens pagt

Hvad sker der når et menneske laver en pagt med en dæmon? Hvad gør man for at bryde den? Hvilken rejse kommer man ud på? Og vil man forblive menneskelig?

14Likes
17Kommentarer
1348Visninger
AA

4. Kære Angel

 

Jeg vidste ikke hvor han var, men jeg skulle finde ham. Min verden var begyndt at gå under på det seneste. Tingene ramlede sammen om ørene på mig. Ikke at jeg klarede mig dårligt, mit job gik godt, det gik godt med mine venner og penge manglede jeg ikke. Nej, det var mere følelserne, tankerne og så de forbande mareridt. Minderne kom op til overfladen, ting jeg helst ville glemme. Jeg kunne selvfølgelig ikke fortrænge det hele, glemme faktas. Jeg var fanget i en fælde, jeg selv havde bygget. Dengang jeg skrev under, havde konsekvenserne været ukendte. Dengang havde det virket så tillokkende, nu, ville jeg ønske jeg ikke havde skrevet under.

Sorte rende under øjnene af mangel på søvn, men ingen rynker, ikke en eneste. Mit mørke brune, næsten sorte, hår var sat op i en stram hestehale, jeg havde nøddebrune øjne og lys hud. De højhælede sko gav genlyd mod det revnede fortov. Jeg var på vej ned af gade mod en lille hyggelig cafe. Da jeg trådte ind, blev jeg ramt af duften af nybrygget kaffe. Jeg satte mig ved et lille rundt træ bord, hvor min bedste veninde allerede sad fordybet i en bog. Selv fandt jeg en tegneblok frem og begyndte at tegne.

”Hvad tegner du?” spurgte Helena nysgerrigt og prøvede at fange et glimt af mit papir. ”Ikke noget.” sagde jeg undvigende. Men det stillede åbenbart ikke Helena tilfreds, for lynhurtigt snuppede hun tegningen fra mig. ”Giv mig den. Nu!” kommanderede jeg. Det hjalp ikke. Hun sad længe og studerede den. Hun så imponeret ud. ”Helt ærligt Angel. Hvorfor var det lige jeg ikke måtte se den? Han er sindssyg god.” sagde hun. Hvorfor hun ikke måtte se den? Fordi det jeg havde tegnet ham. Dæmonen. Men det kunne jeg jo ikke lige sige til hende. Det kunne godt være den var god, men den lignede langt fra. Øjnene var lidt for tætte, næse en smule for stor, ansigtsformen var forkert og kindbenene for lave. ”Giv mig den nu Helena. Det er jo bare en tegningen. Modvilligt gav hun mig den tilbage.

Da jeg kom hjem smed jeg mig taske på bordet. Der lød et dump, da noget faldt ned på gulvet. Det var et sammenfoldet papir. Det var foldet på midten, uden på stod der: ”Til Angel.” Med flot svungen skrift. Tøvende åbnede jeg det op. Jeg sank et par gange, inden jeg endelig kunne læse, hvad der stod.

”Kære Angel”

”Find mig Angel. Find mig, du kan jo godt.”

”Jeg venter på dig.”

Nu var min ide om at finde ham, ikke længere en ide. Det var en opgave. Jeg vidste det ikke ville blive nemt. Hverken at finde ham, eller at bryde pagten. Men beslutningen var taget, brevet var blot et puf i ryggen. Der var ikke noget valg, det var blevet truffet for lang tid siden. Jeg havde bare ikke vidst det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...