Du er tyk


1Likes
0Kommentarer
331Visninger
AA

3. Kold

Han kiggede undrende på mig og rynkede brynene. Jeg fortrød med det samme det, jeg havde sagt. Det lød desperat.

"Jeg skal nok lade være med at spørge hvorfor, jeg kan godt se på dig, at det plager dig," sagde han venligt og smilede skævt til mig. Han kiggede mig direkte i øjnene. Hvor var han bare fantastisk. Jeg mumlede tak som svar og kiggede skamfuldt ned i jorden. Jeg kunne lige så godt fortælle ham hele min livshistorie som jeg kunne have sagt 'mine forældre må ikke se mig sådan her.' Det var fandme næsten det samme. Det var ret tydeligt. Jeg havde løbet så meget, at jeg ikke engang kunne stå op. Jeg var tyndere end de fleste piger, jeg kender, og jeg nægtede at lade mine forældre se mig sådan her. 

 

"Jeg hedder Alexander," sagde han bydende og rakte hånden frem mod mig. Jeg tog den, og han klemte min kolde hånd. "Gud nej, du er jo iskold - kom, nu finder vi en trøje eller et tæppe, du kan få om dig!" han lød chokeret men prøvede at skjule det. Det gik bare ikke så godt. Han slap grebet om mig og løb mod omklædningsrummet. Få sekunder efter kom han løbende med et hæsligt, orange fleecetæppe. I stedet for at række mig det, pakkede han mig ind i det. Jeg kunne godt mærke, at jeg frøs, og mine fødder var nærmest frosne. Jeg havde regnet med, at han bare ville vente på at jeg fik varmen, men nej. Han smilede skævt til mig og omfavnede mig. Han holdt stramt fast om mig og lod sine hænder løbe hurtigt på min ryg. Det hjalp rigtig meget. Jeg blev hurtigt varmere, og mit hjerte slappede betydeligt mere af. Alexander slap ikke sit greb om mig, før jeg fuldstændig havde varmen. I mens vi havde stået der i stilhed, var jeg måske blevet lidt vild med ham. Han accepterede hemmeligheder. Han var en fremmed, der krammede en fremmed pige i et fitnesscenter. Han var næppe mere end et år ældre end mig, og han var den skønneste og flotteste dreng, jeg nogensinde havde mødt.

 

"Tak," mumlede jeg, "Jeg hedder Serina." Han slap sit ellers stramme greb om mig og klappede let på mine arme. Jeg blev pludselig bange for, hvad der ville ske. Ville han gå? Ville han følge mig hjem? Ville han ringe efter en taxa? Ville han bare tage afsked og lade mig gå hjem selv. Jeg anede ikke, hvad han ville gøre. "Nu er jeg selvfølgelig en fremmed, så du behøver naturligvis ikke sige ja til det her. Men.. hvis du har lyst, så er du velkommen til at sove i min lejlighed. Jeg har en gæsteseng, jeg kan sove på, og så låner du bare min seng," sagde han usikkert og virkede bange for min reaktion, "Eller jeg kan bare ringe efter en taxa, det er nok mere passende." Uden at tænke over det bed jeg mig i underlæben og nikkede. "Skal jeg ringe efter en taxa?" sagde han og kiggede spørgende på mig. "Nej!" røg det ud af mig, og min egen reaktion overraskede mig, "Eller.. jeg har ærlig talt ikke lyst til at komme hjem. Ikke nu." Han undertrykkede et smil, og jeg kunne se, at han rødmede.

Jeg forsøgte - uden held - at gå hen mod omklædningsrummet, så Alexander tog fat i mig og hjalp mig derhen. Jeg trak mine Adidas-bukser ud over mine løbe-tights og en stor, tyk hættetrøje ud over min svedige t-shirt. Jeg var tæt på at snuble, da jeg skulle bøje mig ned efter mine sko, og mine hænder røg frem for mig i refleks. Han kom mig selvfølgelig i forkøbet, og jeg fnes lavmælt over min egen klodsethed. Jeg lod mig dumpe ned på gulvet og bandt langsomt mine snørebånd på mine knap så hvide eller nye Converse. De var perfekte i følge mit eget hoved. En smule beskidte, enormt slidte og rå. Jeg glemte helt at jeg havde publikum, så jeg hastede videre til næste skos snørebånd. Da jeg var færdig og klar til at gå, gik det op for mig, at Alexander var kommet for at træne og ikke for at hente mig. Jeg havde berøvet ham for at træne. Hvad fanden var jeg for en.

"Alexander? Skal du ikke træne inden vi går? Jeg er jo skyld i at du ikke får trænet.. Det må du altså virkelig undskylde," jeg lød oprigtigt ked af det, og skyldfølelsen overvældede mig. Han trak på skuldrene og kiggede ned i jorden. "Det gør mig ikke noget. Det har været hyggeligt at møde dig, Serina," sagde han med lille stemme med blikket fastholdt i jorden. Jeg blev helt glad ved tanken om, at han faktisk nød mit selskab.

 

"Skal vi gå?" sagde han med glæde i stemmen og tog min arm. Jeg nikkede, og så forlod vi det tomme fitnesscenter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...