Du er tyk


1Likes
0Kommentarer
327Visninger
AA

2. Ham

Den adrenalinpumpende musik var højere end mit eget hjerte, som i forvejen lød ualmindeligt højt i mit eget hoved. Mit åndedræt og hjerteslag fulgtes ad i parallele stød. Jeg kastede et flygtigt blik på kalorieforbrændingstælleren foran mig. 545. Det var ikke nok. Jeg tvang mig selv til at blive ved med at løbe, selvom mit hjerte var tæt på at eksplodere. Da jeg for flere timer siden trådte ind i fitnesscenteret, var der fyldt med mennesker, og nu var der kun mig. Klokken var lidt over otte, og jeg blev snart nødt til at tage hjem inden mine forældre begyndte at undre sig. I følge dem havde jeg været hos en veninde og derefter i fitnesscenteret - men sandheden var, at jeg tog direkte ind i indre by efter skole. Jeg havde besøgt en helsebutik og købt slankete, jeg havde læst om i et blad. Jeg var fast besluttet på at miste de sidste 2 kg. Indtil videre havde jeg tabt dobbelt så meget som jeg manglede, og jeg begyndte at se resultater. Knogler tittede frem under den solbrændte hud og fedtet begyndte lidt efter lidt at forsvinde. Det var langt fra væk, og der skulle stadig meget til, før jeg blev tilfreds, men jeg kom tættere på. Jeg holdt blikket fast på kalorietælleren og slap det ikke, før der stod 650. Jeg havde ikke ét gram mere energi i kroppen, og trykkede med nød og næppe på nødstop-knappen. Jeg mærkede lettelsen skylle over mig som en varm brise. Aldrig havde jeg været så udmattet. Jeg lod mig dumpe ned på det stoppede løbebånd og tog lange, dybe indåndinger for at få pusten tilbage. Min mund dannede sig automatisk i et smil af ren og skær tilfredshed. Mens jeg sad der, lagde jeg slet ikke mærke til at døren gik op. Det var først da jeg mærkede en hånd på min skulder, jeg opdagede den nyankomne og fik et kæmpe chok. Jeg havde troet, jeg var alene.

 

"Er du okay? Du ser lidt bleg ud, har du drukket noget vand?" spurgte han omsorgsfuldt. Jeg nikkede og rystede på hovedet, hvorefter jeg mumlede noget i nærheden af nej. Jeg trak stadig vejret i hurtige stød, men jeg var langt mere afslappet nu. Han kiggede på mig med store og urolige øjne, og det var først dér, jeg opdagede, hvor flot han var. De nøddebrune øjne kiggede direkte ind i mine, og hans læber var perfekte. De formede sig i et bredt smil, da vores blikke mødtes. Han kørte sine lange fingre igennem sit hår. Det var pjusket, bølget og kort i siderne og havde den skønneste kobberbrune farve. Som han stod på hug, kunne jeg se, at han var trænet og slank. Han rejste sig demonstrativt op og kiggede på mig. Han så overrasket eller chokeret ud, jeg kunne ikke rigtig se hvilke af de to. Det lignede ikke et godt tegn. "Skal jeg hjælpe dig op?" spurgte han så med blid stemme. Jeg nikkede sølle og rakte mine arme ud efter hans. Han tog ikke fat i mine hænder, men greb i stedet mine arme og trak mig langsomt op fra løbebåndet. Jeg vaklede usikkert, da jeg stod på mine egne ben. Mine hænder rakte automatisk ud efter noget, så jeg ikke fik overbalance. Jeg følte mig svimmel og utilpas. "Rolig, helt rolig. Hvor længe har du,-" sagde han alvorligt og stoppede, da han så på tidtageren på løbebåndet. Fuck! Jeg havde glemt at nulstille det, "Det er et mirakel, du overhovedet kan stå op!" Jeg sank en klump og kiggede uskyldigt på ham. "Kom, jeg skal nok følge dig hjem. Det går ikke sådan her," sagde han beroligende og tog fat om mig.

"Jeg bor altså noget væk herfra. På Nørrebro. Jeg kan ikke gå hele vejen hjem, det har jeg ikke nok kræfter til," sagde jeg og hvert et ord var sandt. Mine ben syrede, men på den anden side var de afslappede. "Jeg har jo ikke kørekort, som du nok har regnet ud.. Kan dine forældre komme og hente dig?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "De må ikke se mig sådan her."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...