Du er tyk


1Likes
0Kommentarer
328Visninger
AA

4. ALEXANDER V. H.

Han boede alene. Hvilken en overraskelse - eller ikke. Lejligheden lå tæt på Kongens Nytorv og havde uden tvivl været dyr. Da han låser gadedøren op, begynder straks en alarm, han let og elegant slår fra. Han kigger på mig og ser mit spørgende blik, hvorefter han siger: "Ekstra sikkerhed, eh, der bor nogle ret vigtige mennesker i den her opgang." Det forvirrede mig bare endnu mere, men det lød lidt mystisk og som om, han prøvede at skjule noget, så jeg lod være med at spørge nærmere ind til det. Vi går i stilhed op ad trappen, og allerede på anden sal står hans navn på døren. ALEXANDER V. H.

 

Uden at tøve låser han døren op og går ind. Jeg skynder mig at gå ind og smækker døren efter mig. Gangen var lille, med hvidmalede trægulve og lofter og en sær duft af kanel og æble ramte mig. Jeg elskede den duft, for den mindede mig altid om min bedstemors gård i Nordsjælland. Men hendes æble og kaneltærte har jeg ikke fået i årevis. I hvert fald ikke mere end ét lille stykke til hver fødselsdag. Jeg savnede alt ved hende. Hendes lange, sølvgrå hår der altid var sat op i siderne og resten hang ned over hendes skuldre som sølvtråde, hendes rynkede og smukke ansigt, hendes smil der kunne gøre enhver dårlig dag til en god dag, hendes gård - hvor jeg tilbragte alle mine somre, kyssede med den første dreng, mens bedstemor var ude, - og mest af alt savnede jeg hendes opmuntrende ord. Hun vidste altid, hvordan hun fik mig i godt humør. Mens jeg tænker over Bedste, trak jeg langsomt mine sko af mine ømme og trætte fødder. Stolen, jeg sad på, var hvidmalet ligesom alt andet i gangen, og jeg passede meget på ikke at svine på gulvet. Da jeg endelig havde fået skoene af, satte jeg dem i et hjørne ved siden af min sportstaske og skoletaske. Jeg dirrede af spænding for at se resten af lejligheden, men så stod Alexander pludselig midt i gangen og spærrede min vej. Han smilede bredt og varmt.

"Skal jeg vise dig rundt?" sagde han ivrigt. Jeg nikkede entusiastisk, og han tog min hånd. Et lille stød gik igennem hele min krop, for han var meget varmere end mig, og jeg regnede ikke med at han havde taget min hånd. Han åbnede en hvid dør, og en kæmpestor stue fremtrådte for mine øjne. Hvid stofsofa, stort stereoanlæg, et stort, sort flygel og hvidmalede vægge. Han havde ikke et fjernsyn. What?! "Wow..." mumlede jeg, mest for mig selv, men han kiggede selvfølgelig ned på mig og trak ydmygt på skuldrene. "Jeg har arvet flygelet af mine forældre, stereoanlægget er mindst 20 år gammelt og sofaen er.. Ja, den er fra Ikea," sagde han for at afdæmpe min overvældelse. Jeg var stadig overvældet. Der var enormt højt til loftet - 3 meter vil jeg tro - og der var dobbeltdøre i enden af rummet. Han slap min hånd og viste mig derhen. Jeg åbnede den ene af dobbeltdørene og endnu et hvidt rum dukkede op. Der stod en dobbeltseng med hvidt sengetøj, et lille, hvidt natbord og en høj, hvid gulvlampe. Det hele var gennemført, og han rodede slet ikke. Det overraskede mig faktisk ikke, for han virkede som et ret ordentligt menneske. En, der havde styr på sine ting og ikke spildte sin tid. Jeg lod mærke til en cd-hylde og småløb hen for at se, hvad han lyttede til. Muse, Kings Of Leon, Beethoven, Shaka Loveless, filmmusik, The Black Keys og mange flere. "Hmm, jeg er imponeret," sagde jeg og prøvede at lyde professionel, hvorefter jeg kiggede alvorligt på ham. Han smilede bare og takkede drillende. Han viste mig videre rundt til et lille badeværelse med det nødvendige, et walk-in-closet hvor alt muligt vildt fedt tøj hang og til køkkenet. Et lille, firkantet køkken med hylder både foroven, i midten og forneden og alt var hvidt. Han slog ud med armene, og her sluttede rundvisningen vist. "Shit, jeg må hellere ringe til mine forældre og sige, at jeg sover hos en ven," mumlede jeg i hundrede forskellige tonearter, og skyndte mig at finde min mobil. Den havde næsten ikke mere strøm, men jeg fandt mine hurtigt min mors nummer og trykkede på ring. 

"Hej mor!" sagde jeg og lød glad.

"Hej skat! Vi venter på dig - med aftensmad og det hele, kommer du snart hjem?"

"Årh.. øh, jeg sover hos Johanna i nat - vi er alene hjemme, og vi har spist. Jeg har været her i lang tid, glemte bare at ringe."

"Det er helt fint skat, du ringer bare, hvis der er noget eller hvis vi skal hente dig i morgen," sagde hun kærligt.

"Godt, vi ses i morgen så - hej hej," jeg skyndte mig at afbryde, for jeg orkede ikke snakke med min mor.

 

Jeg havde lige løjet om, hvor jeg var. Pyt. Alexander så ikke ud til at være utilfreds med det, han smilede bare. "Gud, aftensmad!" sagde han skingert og slog svagt i bordet. Vi begyndte begge to at grine, og han begyndte at finde frem til noget mad. "Hvad siger du til.. pasta med pesto eller blandet salat og noget pasta?" sagde han prøvende og smilede til mig. Jeg havde ikke lyst til noget at spise. Intet. Men han ville bare undre sig. Salat og pasta lød sundest, og så kunne jeg bare spise en lille bitte smule af hver. "Pasta og salat lyder lækkert! Skal jeg hjælpe?" sagde jeg og han nikkede. Jeg fandt frem til noget iceberg, agurk, tomat, et æble, nogle mandler, rucola og majs og begyndte at skære det, der skulle skæres i stykker. Da det hele var samlet i små bunker, fandt Alexander en skål, og jeg miksede det hele sammen i den. Det slog mig at jeg faktisk ikke vidste andet om Alexander end hans navn, men jeg turde næsten ikke spørge om noget. "Alexander?" sagde jeg spørgende og holdt stadig mit blik fæstnet på salatskålen, som jeg rørte forsigtigt i. "Ja?" sagde han og trak a'et ud, så det lød langtrukkent. 

"Vil du ikke fortælle en masse om dig selv? Bare tilfældige ting - det kan være alt, alder, livret, bedste ven, yndlingssport - whatever!" spurgte jeg ham og vendte mig om. Til min store overraskelse stod han og kiggede på mig, og da vores blikke mødtes, fornemmede jeg, at han håbede, jeg havde vendt mig om noget før. Vi stod bare der og kiggede hinanden i øjnene uden at sige noget. Efter et meget langt minut sukkede Alexander og satte sig på en lille skammel. Han kiggede stadig på mig. Holdt hele tiden sit blik på mig. Det var et rart, mildt og varmt blik. "Nu skal du høre hvad jeg er for en!" sagde han drillende og smilede lumsk. Hans smil var vidunderligt, når jeg tænkte over det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...