Dømt - Allicias historie om et psykiatisk hospital...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Dømt, er om Allicia Wayne, som blev indlagt på et psykiatisk hospital som 14 årig.
Forældrene, Carina og John, var villige på ideen, om at indlægge hende i to år, før hun kunne prøve at komme hjem igen.
Allicia var overbevidst om, at hun ikke fejlte noget. Men det kom hun til, på grund af hospitalet.
Ingen forstod hende. Ingen.

Smid gerne et like og en kommentar!<3
Tak til alle der gør det, eller føjer til favoritlisten!<3
- Undskyld på forhånd for stavefejlene!<3

3Likes
4Kommentarer
1127Visninger
AA

7. Kapitel 7

,,Væggen i elevatoren var iskold.

Vagten stod foran døren, med ryggen til mig.

Jeg higstrede lidt.

Den der ''Pling!'' lyd, lød igen, og dørene åbnedes knirkende.

Vagten tog i min arm, og slæbte mig med. 

Jeg måtte kravle ud på knæene med en arm til støtte, fordi han holdt i den anden.

Så trak han mig op, og gik med mig over til en stor hvid dør, med numrene ''21'' på sig.

Jeg gøs lidt.

Hvad var der inde?

Da han åbnede døren, kunne jeg se dem.

De store tortur maskiner. Knive. Sakse. Store og små metaldimser. Stænger der trak i dine ben og arme, så det hele gik i stykker.

Jeg skreg. Jeg skreg som jeg aldrig har skreget før. Tro mig, jeg har ikke skreget så højt siden den gang.

Jeg græd og rystede og skreg på samme tid. Hele min verden skramblede sammen.

Jeg græd og græd.

Vagten trak mig med sig ind. 

Jeg prøvede at stå imod, men han var for stærk.

Jeg bed og sparkede ham, men han så ikke ud til at føle en pind.

Jeg skreg.

Han smed mig hårdt op på et koldt metal bord.

Ja - Næsten alt var af metal der inde...

Jeg ved helt ærligt ikke hvorfor, men jeg magtede ikke at prøve at flygte.

Jeg krøb bare sammen der, på bordet, og så ''tortur doktorne'' nærme sig.

De tog i mine arme og ben, og spændte dem fast.

Så tog en af doktorne en kniv.

Jeg skreg. 

Sparkede med benene og vred mig rundt.

Jeg hylede og græd. Men ingen var der for mig. Ingen støtte. Ingen kærlighed.

,,Så så, lille barn! Det er snart overstået!'' Sagde doktoren, med en blød, piget stemme.

Jeg skreg op i hovedet på ham.

Han grinede lidt, og løftede min kjole op til min hals.

Så strøg han sin hånd efter min mave.

Jeg gøs. 

Så følte jeg en skarp kniv skære sig ned i min hofte og skrå op til min navle.

En uudholdelig pine. Jeg skreg og græd.

Følte såret åbne sig, og blodet sprøjte ud.

Jeg græd og råbte.

Alt blev uklart og jeg mistede bevistheden.

 

Jeg vågnede.

Jeg var øm alle steder.

Jeg kiggede lidt rundt.

Ingen var der inde. 

Jeg kiggede ned på min mave. 

En kuldegysning kom gennem min krop.

Sår. Sår alle steder. 

Ned efter mine ben, og mave.

Jeg begyndte at græde.

Jeg kiggede op på klokken. 

Halv tre? Om natten?

Jeg havde sovet her. Ligget her bevidstløs hele dagen.

Jeg sukkede lidt og nød at være helt alene for en gangs skyld.

Så tog jeg mig lidt sammen. Samlede mig ligesom lidt.

Slappede af, selv om den uudholdelige pine rystede mig.

Jeg tænkte nogle viser igennem. 

Så åbnede jeg munden og sang.

 

Under det store ege træ,

nede ved vandet blå,

ligger et lille særligt sted,

smukt at kigge på.

 

Solens stråler skinner,

ned på det smukke vand,

og blomsterne de vifter,

i vinden så fint de kan.

 

Der ligger min sølv halskæde,

jeg glemte den der igår,

jeg håber at ingen den tager,

at hjem jeg igen den får.

 

Jeg kender det lille stedet,

har kendt det i mange år,

jeg ofte tar' fra herhjemme,

og til træet, min tur den går.

 

Jeg begyndte at græde da jeg var kommet til andet vers.

Og i slutningen begyndte jeg at hulke.

Jeg klarede det simpelthen ikke mere.''

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...