Dømt - Allicias historie om et psykiatisk hospital...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Dømt, er om Allicia Wayne, som blev indlagt på et psykiatisk hospital som 14 årig.
Forældrene, Carina og John, var villige på ideen, om at indlægge hende i to år, før hun kunne prøve at komme hjem igen.
Allicia var overbevidst om, at hun ikke fejlte noget. Men det kom hun til, på grund af hospitalet.
Ingen forstod hende. Ingen.

Smid gerne et like og en kommentar!<3
Tak til alle der gør det, eller føjer til favoritlisten!<3
- Undskyld på forhånd for stavefejlene!<3

3Likes
4Kommentarer
1188Visninger
AA

4. Kapitel 4

,,En kone kom og satte en plastik tallerken foran mig.

Der var noget sjasket, grød agtigt i den.

De behandlede os som vilde dyr. Uden respekt. Uden kærlighed. Uden nogen der kunne trøste en og sige, at det hele nok skulle gå.

Jeg savnede en mor. Jeg savnede en far. Jeg savnede venner og familie.

Den eneste jeg havde var mig selv.

Kunne ikke vælge hvad jeg skulle have på mig.

Måtte være i den samme hvide hospitals kjole hver eneste dag.

Have håret løst og uglet.

Der var ingen der viste omsorg.

Ingen der viste medlidenhed.

Jeg fejlte ikke noget! Jeg var godt nok anderledes, og jeg havde ikke mange venner. Kunne godt lide, at sidde for mig selv på mit værelse, og tegne eller læse.

Mine forældre troede at jeg var syg af en eller anden grund. Jeg ved bare ikke hvilken...

Jeg blev så sendt her til en kold vinter aften.

Og havde været her i snart et halvt år.

Jeg kunne mærke hvordan det hele havde taget fat i mig, og ødelagt personen jeg var.

Det blå i mine øjne, det røde i mine læber, farven på min hud, det sorte i mit hår, alt var skyllet bort.

Det eneste jeg havde tilbage var et gråt og ligegladt liv.

Det spøgelse jeg var blevet til fik min indre person at gyse.

- Jeg kiggede ned i tallerkenen.

Så løftede jeg stille skeen til min mund.

Jeg tror det var kød. Men jeg ved ikke helt.

Jeg spiste en smule.

Ikke meget. Det var sikkert ulækkert og kvalmende, det så ihvertfaldt sådan ud, men jeg kunne ikke mærke noget mere.

Jeg var kun et lille lys i den mørke nat.

Et lys, som var ved at slukne.

Men der brandt stadig en lille sjæl inde i mig.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...