Dømt - Allicias historie om et psykiatisk hospital...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Dømt, er om Allicia Wayne, som blev indlagt på et psykiatisk hospital som 14 årig.
Forældrene, Carina og John, var villige på ideen, om at indlægge hende i to år, før hun kunne prøve at komme hjem igen.
Allicia var overbevidst om, at hun ikke fejlte noget. Men det kom hun til, på grund af hospitalet.
Ingen forstod hende. Ingen.

Smid gerne et like og en kommentar!<3
Tak til alle der gør det, eller føjer til favoritlisten!<3
- Undskyld på forhånd for stavefejlene!<3

3Likes
4Kommentarer
1199Visninger
AA

3. Kapitel 3

,,Der gik nogle timer. Måske en hel dag.

Jeg sad bare der i hjørnet. Vuggede frem og tilbage. Mistede tids fornemmelsen.

Jeg kunne igen høre den rasslende nøgle lyd udenfor døren til mit værelse.

Døren blev åbnet på klem.

,,Ned i spisesalen. Mad er på bordet nu,'' Sagde en bestemt, høj og dyb mandestemme.

Jeg kiggede op på døren.

Så rejste jeg mig stille, og vaklede hen til døren.

Det var første gang i denne uge, at jeg slap ud af mit værelse.

Jeg kiggede ud på den lange gang.

Jeg gøs. Der var meget koldt, og gulvet var fyldt af vand. Der var vand op til halvdelen af mine tæer.

Jeg trådte forsigtigt ud på gangen.

Så gik jeg stille ned ad den. Helt stille. Som et vandrende spøgelse.

De eneste lyde lige nu, var den plaskende lyd, hver gang jeg tog et skridt, dryp fra taget, og lyden af tortur maskinerne, der blev gjort rene. En pudsende, zig-zag lyd, af en gammel klud, der vaskede gammelt, tørret, blod af de skarpe kanter.

En kvinde sad længere ned ad gangen og hev sig selv i håret, mens hun desperat vuggede frem og tilbage.

Hun jamrede og græd.

Jeg kiggede på hende mens jeg gik forbi hende.

Hun hev totter af sit skulderlange, lyst orange hår af.

Hun kiggede op på mig.

Standsede med at hive sig selv i håret. Standsede med at græde. Sad i fred i nogle sekunder.

Så begyndte hun igen.

Jeg gik ind ad den store dør til spisesalen.

Syge patienter, sad ved bordene. De stirrede frem for sig selv. Nogle græd. Nogle skreg.

En kone tog sin gaffel og hamrede den ned i sin egen hånd.

En mand holdt om sin nyligt afhuggede arm.

Jeg gik stille over til et tomt plads og satte mig.

Jeg begyndte at græde.

Jeg ville så gerne hjem. Bare hjem.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...