Dømt - Allicias historie om et psykiatisk hospital...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Dømt, er om Allicia Wayne, som blev indlagt på et psykiatisk hospital som 14 årig.
Forældrene, Carina og John, var villige på ideen, om at indlægge hende i to år, før hun kunne prøve at komme hjem igen.
Allicia var overbevidst om, at hun ikke fejlte noget. Men det kom hun til, på grund af hospitalet.
Ingen forstod hende. Ingen.

Smid gerne et like og en kommentar!<3
Tak til alle der gør det, eller føjer til favoritlisten!<3
- Undskyld på forhånd for stavefejlene!<3

3Likes
4Kommentarer
1111Visninger
AA

2. Kapitel 2

,,Jeg kunne høre noget rassle med nogle nøgler til min dør, og åbne døren.

Jeg vendte mig om så jeg så døren.

Der var ret mørkt inde på værelset.

Kun et kåmt lys, sken ind gennem tremmerne for vinduet.

Lucy kom gående ind.

Hun arbejdede her. Alle hadede hende. Hun var grim, og streng, og ville altid have, at man skulle have rent tøj på.

Mit sorte hår lå på mine skuldre, og ned til halvdelen af min mave.

Min hvide patient-kjole, var blodig, og krøllet.

,,Allicia! Vor herre bevares dog! Dæmon! Gå! Ind i hjørnet med dig! Gå så!'' Sagde Lucy, mens hun kystede mig bort.

Hun behandlede mig som et dyr. En Dæmon som kunne finde på at bide. Slå ihjel, når det skulle være.

Jeg gik baglæns, mens jeg åndede tyt, og vredt.

Jeg trådte på en splint fra spejlet.

Den borede sig op igennem huden på min bare fod, og jeg brød ud i et skrig.

,,Kyst med dig! Væk! Kyst!'' Hvæste hun, og kystede mig væk med sine hænder.

Jeg græd.

Hun beholdt ''stoneface'' grimassen, men jeg kunne se i hendes øjne, at hun frygtede mig.

Hun var bange for mig.

,,Det eneste du gør er at græde og skrige! Kan du så tie stille!'' Sagde hun højt.

Jeg satte mig ned.

Det var sandt nok.

I det sidste halve år, havde jeg ikke sagt noget.

Det eneste jeg havde sagt, var ord, som jeg sang om aftenen.

,,Jeg er bange!'' Hviskede jeg.

Lucy kiggede forskrækket på mig.

,,Sagde du noget?!'' Sagde hun lidt forvirret.

,,Jeg er... Bange!'' Gentog jeg stille.

Hun kiggede sur på mig.

,,Kyst!'' sagde hun.

Jeg sank ned i hjørnet, og begyndte at græde.

Så gik hun ud igen.''

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...