Dømt - Allicias historie om et psykiatisk hospital...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Dømt, er om Allicia Wayne, som blev indlagt på et psykiatisk hospital som 14 årig.
Forældrene, Carina og John, var villige på ideen, om at indlægge hende i to år, før hun kunne prøve at komme hjem igen.
Allicia var overbevidst om, at hun ikke fejlte noget. Men det kom hun til, på grund af hospitalet.
Ingen forstod hende. Ingen.

Smid gerne et like og en kommentar!<3
Tak til alle der gør det, eller føjer til favoritlisten!<3
- Undskyld på forhånd for stavefejlene!<3

3Likes
4Kommentarer
1109Visninger
AA

17. Kapitel 17

Allicia løftede sin flaske op til sin rynkede mund. Hun kulkede alkoholen i sig, og satte flasken fra sig igen med et vel fornøjet ''aah''. 

Jeg satte mig op og tog mig lidt sammen efter den uhyggelige historie hun havde gået igennem.

Allicia kiggede på sin med blanke øjne.

,,Hvad var det du hed, kære?'' spurgte hun.

,,Fabriciá'' Smilte jeg stille.

,,Smukt, smukt. Ved du hvad Fabriciá? Jeg, altså min sjæl, den person jeg havde kunne været, blev knust derinde. Nu sidder jeg her, uden personlighed, og kun med sorgen tilbage i min usynlige rygsæk. Jeg kunne ikke... Kunne ikke bære migselv mere...'' Hviskede hun trist.

Jeg kunne mærke tår trille ned ad mine kinder, og jeg tog hendes gamle hånd.

,,Allicia?'' Fik jeg frem stammet med grådkvalt stemme, ,,Du er den mest inspirationsfulde person jeg nogensinde har mødt, selvom jeg mødte dig for ganske kort tid siden'' 

Hun kiggede på mig, og et lille smil kom frem som varmede hele mit hjerte.

,,Hvordan fandt du på at sætte dig her? Sammen med en fremmed alkoholiker midt i storbyen?'' Spurgte Allicia. 

,,Jeg så at du var trist. Jeg så at du brændte for at komme ud med denne historie'' Sagde jeg.

Hun nikkede forstående.

,,Nåh... Men jeg lå så der, i sengen, og stirrede ud i det tomme rum. Jeg troede, at jeg var ved at blive sindsyg af det hele. Alt som var der inde...

I timevis hver eneste dag, lå jeg og stirrede på den hvide væg, og drømte om smukke prinsesser og feer, som frie dansede rundt ude i den grønne skov...

Jeg lavede et lille digt om det hele faktisk... Hvordan var det nu det var... Nå jo:

 

De kaster mig ned på den hvide, hårde seng.

Følelsesløse binder de mig fast, mine ben og mine arme.

Min sorg de lader ej sig harme,

for jeg er kun et dyr for dem.

 

Over mod den hvide væg, blik mit det vender,

drømmene vågner, selvom jeg ikke sover.

Flyvende feer og smukke prinsesser,

så frie som fugle, i lunden de leger.

 

Og kaster sig ned i det grønne græsset,

synger de om, det herlige livet,

som de har fået af universet,

det hele så godt, for dem er blevet.

 

Og her jeg ligger, med så tung en sorg,

den niver og rager og bider,

borer sig med skarpe takker, og spidse tænder,

ind på mine syndige knogler.

 

Jeg tror, at det var sådan den var.... Eller i den retning i hvert faldt.

Jeg sagde den for mig selv nogle gange, mens jeg lå der og græd.

Mens jeg simpelthen, lå der, og kæmpede for livet.

Jeg har stadig noget fra den gang... Det har jeg lyst til at give dig, Fabriciá, som et minde om mig, for jeg tror, at den bus du skal med, kører imod os'' Sagde Allicia stille.

Jeg hadede den bus lige nu, og havde bare lyst til at sidde her og lytte hele året. Eller ihvertfaldt indtil historien var færdig.

Jeg kiggede spændt på hende. 

,,Har du en tusch eller noget, så du kan kontakte min nære ven for at kontakte mig?'' Spurgte hun. Jeg nikkede, og rakte hende min kuglepen.

,,Men først det som du skal få'' Sagde hun smilende.

Hun åbnede sin tynde jakke, og rodede i den indre lomme, så trak hun et tykt plastikarmbånd frem, og lagde det ned i min hånd.

,,Det, Fabriciá, var armbåndet som sad rundt om mit armled, under hele historien. Pas nu godt på det, som et tegn på, at hvad der end sker her i livet, og hvor klar du føler dig til at dø, så er det altid en slutning for det. Og forhåbentlig, er det ikke samme slutning som min, min kære, men der er altid en slutning for det onde, uanset, om slutningen ender på en fremmed gade'' Sagde Allicia, og rejste sig. Hun gav mig et stort, fast kram, og kiggede på mig.

,,Pas godt på dig selv, og kontakt ham her hvis du vil høre fra mig, min kære'' Sagde hun, og skrev et telefon nummer bag på armbåndet. 

Jeg krammede hende igen, og hoppede trist ind i bussen.

Jeg skyndte mig at sætte mig ude ved vinduet, og vinkede til hende. Hun vinkede tilbage med et trist smil. Jeg kom til at savne hende...

 

Nogle dage, uger og måneder gik, og jeg havde helt glemt alt om hende fordi at jeg havde haft en hel masse at gøre på mig arbejde, da jeg en dag kom frem på plastikarmbåndet i en lomme i min taske. Minderne væltede frem, og lynhurtigt tastede jeg nummeret ind på min telefon.

 

,,Marley Bruno? Hvem er dette?'' Sagde en mandlig stemme.

,,Fabriciá Ercuelles, jeg er en veninde af Allicia, din veninde, og jeg fik dit nummer af hende hvis jeg ville høre fra hende. Er hun at træffe snart?'' Spurgte jeg venligt.

Der var helt stille, i lidt tid.

,,Det gør mig ondt, Mrs. Ercuelles, men Allicia er gået'' Sagde Marley med en trist tone.

Jeg fik det ikke at passe helt. Hun? Gået?

,,Gået hvorhen, Mr.?'' Spurgte jeg med et lille håb.

Han sukkede trist.

,,Alli er gået mod solnedgangen, min ven, det gør mig meget ondt'' Svarede Marley stille.

Jeg begyndte at hulke trist. 

,,Tak, Mr.Bruno... De må have en god dag'' Sagde jeg grådkvalt.

,,Samme til dig, Fru., og det gør mig endnu engang, meget meget ondt'' Sagde han trist, og lagde på. 

Jeg skjulte mit ansigt i mine hænder og hulkede.

Englen havde pustet sit lille lys ud...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...