Dømt - Allicias historie om et psykiatisk hospital...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Dømt, er om Allicia Wayne, som blev indlagt på et psykiatisk hospital som 14 årig.
Forældrene, Carina og John, var villige på ideen, om at indlægge hende i to år, før hun kunne prøve at komme hjem igen.
Allicia var overbevidst om, at hun ikke fejlte noget. Men det kom hun til, på grund af hospitalet.
Ingen forstod hende. Ingen.

Smid gerne et like og en kommentar!<3
Tak til alle der gør det, eller føjer til favoritlisten!<3
- Undskyld på forhånd for stavefejlene!<3

3Likes
4Kommentarer
1185Visninger
AA

16. Kapitel 16

,,Jeg kiggede opgivende på Doktor Paules.

Han tog i min arm og hev en sprøjte frem, med noget gult-grønt agtigt indhold...

Jeg begyndte at skrige og prøve at bakke væk.

,,Såsåsåsåsåsåsåså....'' Hviskede Doktor Paules med en falsk venlig stemme, og onde øjne.

Jeg skreg og vrissede ad ham.

Han stak den lange, spidse nål ind under min blege hud.

Jeg kunne mærke den tykke væske blive sprøjtet ind i min arm.

Jeg græd og skreg, mens jeg prøvede at skubbe hans hånd væk fra min arm, men forgæves.

Jeg gav op. Lagde mig ned og græd. Jeg kunne ikke gøre noget.

Han trak sprøjten ud igen, og så gik han over til sit kemikalie bord, og klingede med nogle glas skåler og stål pinde.

Jeg lå der i cirka fem minutter uden at røre mig. Jeg var bange for hvad der ville ske.

Det begyndte at blive lidt uklart.

Jeg kæmpede for at holde øjnene åbne, men jeg kunne ikke. Jeg lukkede øjnene, og var væk i nogle timer.

Da jeg vågnede igen, var det lidt uklart.

Jeg åbnede stille øjnene, og kunne mærke, at de ikke havde spændt mig fast.

Jeg satte mig op, og før jeg gjorde noget andet, vidste jeg at jeg måtte løbe ud af rummet.

Pamela lå på sin briks og sov.

Jeg skubbede stille døren, og med to lette knirk åbnedes den.

Jeg græd af glæde da jeg så at ingen anden var på den hvide gang.

Jeg vidste, at jeg skulle handle hurtigt.

Jeg gik hen ad gangen, langsommere og langsommere, endtil jeg ikke kunne gå på mine knuste ben mere, så faldt jeg på gulvet og trak mig frem med mine arme.

Jeg græd af pine. Men glædestår løb også fra mine øjenkroge.

Jeg nød følelsen af en lille smule frihed.

Jeg trak mig omkring syv-otte meter frem.

Så faldt det hele sammen igen.

Jeg kunne høre nogen komme løbende efter mig, og løfte mig op bagfra.

Jeg skreg.

,,Nej! NEJ! NEEJ!'' Jeg sparkede og kradsede hænderne der tog fat under mine arme.

,,Slip mig!'' Hylede jeg.

Jeg kiggede bag mig. Det var vagten.

Jeg hulkede.

,,Kan du lige lytte til mig?'' Græd jeg.

Vagten lod som om han ikke hørte mig og trak mig hen ad gangen.

,,Kan jeg lige sige dig noget!?'' Græd jeg højt.

Vagten løftede mig op i en kørestol og spændte mig fast. Jeg gjorde ingen modstand.

,,KAN DU IKKE LYTTE TIL MIG! JEG ER IKKE SYG! JEG ER IKKE SYYG!!!'' Hylede jeg med en grådkvalt stemme. 

Vagten kørte mig ind i elevatoren og trykkede et nummer ind.

,,Jeg er ikke syg!... Hvorfor kan i ikke forstå mig...?!'' Hulkede jeg ulykkelig.

Dørene åbnedes og han kørte mig op ad gangen til mit værelse.

,,Jeg kan ikke klare det her mere...'' Græd jeg stille.

Vagten standsede udenfor døren til mit værelse og kørte mig ind på værelset.

Han åbnede spænderne, og spændte mig fast igen på sengen.

Så trak han kørestolen ud med sig, og lukkede døren.

Jeg var alene på mit kolde tomme værelse igen.

Jeg gav mig til at græde.

Jeg kunne simpelthen ikke klare det mere.

Jeg følte døden puste mig i andsigtet.

Tår dryppede ned på lagenet.

Læberne var virkelig tørre, og jeg var tørstig og sulten.

Jeg klarede ikke mere...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...