Dømt - Allicias historie om et psykiatisk hospital...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Dømt, er om Allicia Wayne, som blev indlagt på et psykiatisk hospital som 14 årig.
Forældrene, Carina og John, var villige på ideen, om at indlægge hende i to år, før hun kunne prøve at komme hjem igen.
Allicia var overbevidst om, at hun ikke fejlte noget. Men det kom hun til, på grund af hospitalet.
Ingen forstod hende. Ingen.

Smid gerne et like og en kommentar!<3
Tak til alle der gør det, eller føjer til favoritlisten!<3
- Undskyld på forhånd for stavefejlene!<3

3Likes
4Kommentarer
1130Visninger
AA

12. Kapitel 12

,,Nåh... Men jeg sad så derinde på værelset i omkring otte timer, helt alene.

Du tænker måske at jeg kedede mig eller sådan noget, men det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg nød freden for en gangs skyld. Der var ikke mange timer du kunne nyde på denne måde som jeg gjorde den aften. Jeg sad og kiggede ud af det lille vindue. Så folk komme ind og ud ad den store dør ind til hospitalet. Der var pigtråd rundt om hele huset, tremmer for vinduerne og ingen mulighed var for at åbne dem.

Jeg havde ikke oplevet frisk luft, grønt morgendugget græs eller blåt hav i en måned.

Jeg kunne ikke komme i tanker om noget som helst.

Jeg følte at jeg var død. En vandrende død.

Alt mit liv var et helvede.

Jeg kan huske at jeg hele tiden tænkte på hende den skizofrene pige.

Hendes mørke øjne og sorte hår.

Det store smil hun mødte mig med.

Det eneste smil jeg havde set i en måned.

Jeg ville gerne møde hende igen, fordi det var altså virkelig sjældent at man mødte nogen som helst på sin egen alder.

Alså virkelig virkelig sjældent.

Hun var den eneste jeg havde set indtil videre.

Jeg åbnede min mund.

Prøvede at synge den lille vise jeg sang de første nætter.

 

Natten er så stille,
luften er så klar,
duggens perler trille,
månens stråler spille
hen ad søens glar

 

Det lød hæst og fortabt.

Jeg følte tårene trille mens jeg sang, og min stemme blev grådkvalt.

Jeg kunne høre den velkendte lyd af nøgle der rasslede udenfor døren.

Jeg satte mig op.

Lucy kom ind. Hende havde jeg ikke set ret længe.

,,God aften Ali!'' Sagde hun med et falskt smil.

Jeg sad bare og så på hende.

,,Hvad har du så lavet de sidste par dage?'' Sagde hun med det falske smil.

Jeg svarede hende ikke. Sad bare der med stenfacaden og kiggede på hende.

,,Nånå, der er vist en der er lidt uhøflig, hva'?'' Sagde hun.

Jeg havde bare lyst til at kaste mig over hende, som en vred kat. Klø hendes øjne ud og flænse hendes andsigt.

,,Hvor er Pamela'' Hviskede jeg.

,,Hvem?'' Spurgte Lucy.

,,Pamela'' Hviskede jeg lidt højere.

,,Kingston?'' Sagde Lucy forbavset.

Jeg nikkede stivt.

,,Nede i rum 21'' Svarede Lucy og lagde nogle håndklæder ind i et skab i mit værelse.

,,HVAD HAR I GJORT VED HENDE?!'' Skreg jeg.

,,Hold kæft! Vi skulle bruge hendes øjne'' Vrissede Lucy.

Jeg stirrede på hende. Så kastede jeg mig over hende - jeg kunne ikke lade være.

Bed hende, slog hende, sparkede hende, kradsede hende....

Hun skreg.

Vagterne kom ind og tog mig væk.

Lucy lå bare og kiggede bange på mig. Der løb blod fra hendes næse og mund.

Hun tørrede blodet væk fra sin mund.

,,Ned i rum 21...'' Hviskede hun med en skælvende stemme.

Jeg skreg.

Vagterne spændte mig ned i kørestolen og begyndte at køre mig ned ad gangen....''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...