Dømt - Allicias historie om et psykiatisk hospital...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Dømt, er om Allicia Wayne, som blev indlagt på et psykiatisk hospital som 14 årig.
Forældrene, Carina og John, var villige på ideen, om at indlægge hende i to år, før hun kunne prøve at komme hjem igen.
Allicia var overbevidst om, at hun ikke fejlte noget. Men det kom hun til, på grund af hospitalet.
Ingen forstod hende. Ingen.

Smid gerne et like og en kommentar!<3
Tak til alle der gør det, eller føjer til favoritlisten!<3
- Undskyld på forhånd for stavefejlene!<3

3Likes
4Kommentarer
1124Visninger
AA

10. Kapitel 10

Da jeg kom ud på gangen der førte til mit værelse, tog vagten i min arm og trak mig ud af elevatoren og over til en kørestol.

Han bandt mine ankler, hænder, ben og arme fast, og kørte mig op ad gangen.

Da vi var cirka tyve døre fra mit værelse, kom der nogle vagter kørende med en pige i en kørestol. 

Jeg havde ikke set hende før, men hun virkede som om at hun var på min alder.

Jeg kunne se skiltet på hendes trøje. ''Pamela Kingston''.

Hun smilte til mig, og lavede små ryk i hele kroppen ind i mellem.

Da hun kom tæt ved mig, kiggede hun mig ind i øjnene og sagde ''de talte om dig, min vej skal følges og du skal med... I nat''.

Jeg forstod hende ikke helt, men jeg kunne høre hendes vagter hviske ''hun er skizofren'' til vagten der kørte mig.

Jeg sad bare og stirrede fremad, indtil vi var ved mit værelse.

Så løsnede han mig fra kørestolen, åbnede døren til mit værelse og skubbede mig ind. Jeg faldt hårdt ned på det kolde gulv, og tår trillede ned ad mit nærmest forstenede andsigt.

Jeg skreg.

Krøb sammen og hulkede.

Min hvide kjole var helt krøllet, efter alle de tider jeg var skubbet, var krøbet sammen og var blevet trukket til alle sider, beskidt efter alt det blod jeg af en eller anden grund havde fortjent at fået slået, skåret og sparket ud af mit andsigt og krop, og våd efter alle de tår der indeholdt tudsind ord og spørgsmål der var dryppet ned på den.

Jeg lå og græd i nogle timer, da jeg endelig fik taget mig sammen til at stille mig op. Men det var forgæves. Min krop orkede ikke mere, mine ben skramblede sammen under mig og min verden var smuldret.

Hvad skulle det her gøre godt for?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...