en sidste stund med min mor

en sidste stund med min mor, handler om de tanker og følelser der flyver igennem en pige på 12 år, til sin mors begravelse.

3Likes
0Kommentarer
453Visninger

1. Farvel

jeg kigger bare ned i gulvet, har egentlig ikke lyst til at kigge op. Der er ingen der siger noget, alle sidder bare og græder. Jeg kan høre nogen stykker i baggrunden sidde og snøfte, som om de prøver at kæmpe imod, men må overgive sig til gråden.

jeg kan mærke min faster tager fat i min venstre skulder, en varme siver igennem kroppen på mig. Hun tager ikke hårdt fat, men bare lige for at gøre mig opmærksom på, at hun er der hvis jeg har brug for det. Jeg ved bare ikke helt, hvad det skulle hjælpe. Hvorfor er det også så vigtigt for dem alle sammen, at jeg kigger op på den hvide kiste?

Jeg behøver ikke kigge op, for at vide. Der er placeret en hvid kiste midt på gulvet, lige ved siden af præsten. Den selv samme kiste, hvor min mor nu ligger i. Smuk som aldrig før, i sit lilla tøj, som min mormor har købt til denne dag. For at vide den er dækket med de smukkeste blomster, blomster som også dækker hele gulvet, hele vejen ned igennem stolene, hvor vi nu alle sammen sidder placeret ynkeligt og ydmyg.

Hvis de andre har lyst til at kigge, skal de have lov, men det frister ikke mig. I det samme går det op for mig, at min lillesøster også græder. Jeg beslutter mig for at kigge op på hende, bare for at sikre mig hun klare den. Det syn der møder mig, er en grædefærdig 10 årigt pige. Tårerne triller ned af hendes røde kinder, som et vandfald der aldrig tørre ud. Lige pludselig kan jeg ikke se, en ende på dette mareridt. Jeg kan mærke, hvordan skyldfølelsen trækker sig indover mig. Hvordan min hals snøre sig sammen, og hvordan mine øjne begynder at svie. Hvordan kan jeg være så egoistisk, når min søster har brug for mig?

Jeg retter blikket mod gulvet igen, jeg får en følelse af jeg har svigtet, ikke kun min søster, men også min mor. Det at se min søster så græde færdig, samtidig med jeg ikke selv fælder en eneste tåre, har taget luften fra mig. Det er ikke fordi jeg har hadet min mor, tværtimod jeg elskede min mor højere end noget andet på denne jord. Jeg er bare nød til at være stærk, når alle andre er svage. Og det sidste min søster har brug for nu, er at se mig svag. 

Jeg retter blikket ned mod gulvet igen, jeg ved med mig selv at det er nemmere at forblive stærk mens de andre ser på mig, hvis jeg ikke skal forholde mig til de triste blikke de sender mig. Jeg begynder langsomt at betragte mit tøj, intens som om at jeg aldrig havde set noget lignede før. Jeg er klædt i sort fra top til tå, og håret er strøget pænt tilbage i en stram hestehale. Mine finger glider usikkert langs kjolens kant, mens jeg bevidst lader mig irriterer over jeg ikke bare kunne få lov til at tage bukser på som jeg plejer.
Mine tanker bliver afbrudt af en pludselig tavshed, jeg kigger op og ser rundt i kapellet. Stille at roligt uden at sige en lyd rejser de sig en efter en og går langsomt ud af kirken med hovederne bøjet. Jeg rejser mig langsomt, hvor efter jeg begynder at følge mængden ud. Brat stopper mine fødder, jeg mærker hvordan hele følelsesregistret påvirker min krop, hvordan vreden og sorgen breder sig i mig som en varme. Jeg er nu bevidst om jeg ikke længere kan kæmpe imod, mine øjne svier nu mere end før, jeg vender om og er lige ved at gå ind i min onkel. Jeg kigger ikke op, jeg lader blomsterne som langs gulvet fører mig direkte op mod kisten, hvor jeg venter tålmodigt på at kirken bliver tom.

En tårer triller ned at min ene kind, jeg kan mærke hvordan den køligere min varme hud. Jeg gør ikke noget for at stoppe den og lader den falde. Jeg forventer tårerne følger efter, men der sker ikke noget. Mine øjne er nu tørre igen og alene står jeg nu foran min mor for at sige farvel for en sidste gang.

Med hurtige skridt går jeg ud, selv efter jeg har lukket døren bag mig, kan jeg høre lyden af hvordan, mine trin gav genlyd igennem kirken efter mig.
De venter alle sammen udenfor, hvor de står at snakker i små grupper. Solen står højt på himmelen, og selvom vinden er kold kan jeg mærke hvordan den omfavner og varmer min krop.
Der går lidt før de opdager at jeg igen er i blandt dem, der bliver atter stille og de retter deres blikket fyldt med medlidenhed direkte i mod mig. Jeg kan mærke en følelse af utilpashed breder sig i mig, de forstår ikke at jeg bare gerne vil føle mig normal og ikke har brug for deres bekymring og omsorg.
Stille at roligt tynder det ud i mængden af folk, der går ikke længe før min faster og jeg beslutter os for at finde bilen og komme hjem igen.
tungt lader jeg mig falde tilbage i det bløde sædet, for bare at nyde roen, jeg følger langsomt med i hvordan kirken forsvinder bag os. Inden jeg får set mig er den ikke længere at se og jeg mærker hvordan følelsen af træthed rammer mig. Jeg kan høre hvordan min faster siger noget, men jeg er for træt til at fokusere så jeg lukker bare øjne og lader mig falde hen til søvnen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...