Shooting Stars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Igang
Mennesker er som bøger. Man vælger den der er smukkest på omslaget først. Den der ser spændende ud. Ikke den der grimme gamle ting med den kedelige titel. Jeg var desværre den kedelige bog. For kedelig til overhovedet at have en titel. Lidt ligesom en havebog. Hvem læste den slags? Det gjorde han åbenbart. Augustus. Men Augustus derimod. Hans omslag var smukt. Tiltrækkende. Ligesom indholdet.

7Likes
7Kommentarer
409Visninger
AA

3. Kærlighed

Det var morgen. Livet havde ikke ændret sig efter endnu en nat. Egentlig var der ingen pointe med alt det her. Verden gik rundt og rundt i et uendeligt kredsløb. Nogle uendeligheder er større end andre. Det havde jeg lært i En Flænge I Himlen. (Ny forkortelse EFIH).

 

Min mor kom ind og troede hun vækkede mig. Min mor var ligesom en fugl. Passede sine unger så meget, at hun nærmest proppede maden ned i halsen på dem. Og det gjorde hun nærmest. Min mor, altså. På grund af kærlighed.

 

Duften af røræg og bacon nåede min næse og den frastødte mig på en eller anden måde. Jeg spiste aldrig særlig meget. Og især ikke røræg og det vidste min mor udmærket godt. Hun vidste også at jeg ikke ville have spist noget ligegyldigt hvad hun smed på bordet.

 

Jeg rejste mig fra min seng. Gik ud på badeværelset. Det eneste rum i huset med et spejl. Men dog et ret så stort spejl. Det fyldte hele den ene væg. Jeg stirrede på refleksionen af mig, som egentlig ikke var mig. Det var mit ydre. Mit omslag. Og et ret kedeligt et af slagsen.

 

Jeg havde blondt hår, der gik til midt på maven. Det var ikke super blondt, mest bare den der halv-blond-halv-brune farve. Jeg var tynd som et græsstrå. Altså ikke bogstaveligt talt, men I ved hvad jeg mener.  Mit ansigt var gennemgående kedeligt. Mine øjne var ikke intense og dybe eller noget. Bare helt almindeligt grønne og blå og grå i en stor pærevælling. Mine læber var ikke store, røde og fyldige. De var bare..læber. Hverken mere eller mindre. Min næse var lige, og så havde jeg fregner.  Drysset ud i ansigtet på mig, som stjerner på himlen.

 

Jeg skulle i skole den dag. Hvis du havde fået opfattelsen af at jeg lå hele dagen i min seng og lavede ingenting, var det altså forkert. Jeg gik i skole. Jeg skulle lave lektier, sørge for at få et liv i fremtiden. Det var vel derfor man gjorde det meste. For fremtiden. Og til sidst er det bare forbi. Så er der ikke mere fremtid. Og der er ingen måde vi kan forhindre det på.

 

Undskyld mine tanker fylder så meget. Men jeg lavede ikke så meget. Og undskyld jeg er så skide sentimental. Men det havde jeg vidst nævnt før.

 

Jeg kom ud i køkkenet hvor min storebror, Mike, sad og skovlede en klam blanding af røræg, brændt bacon og ketchup. Mike lignede mig faktisk ikke ret meget. Han var kraftigt bygget på den muskuløse måde. Han var et bjerg ved siden af græsstrå-mig. Han spiste også. En hel del. Tog dog aldrig på på den dårlige måde.

 

Jeg gik hen og kyssede ham på kinden på vej ud til jakken og skoene og hoveddøren. Døre var egentlig noget underligt noget. På den anden side kan noget ekstremt skæbnesvangert ske, men man kan ikke se det på den side man stod på.

 

Jeg undskylder igen, mine ekstremt meningsløse tanker.

 

Skolen lå kun fem gader væk. Jeg gik altid derhen.

 

Den lignede på ingen måde et sted fyldt med unge mennesker. Den var så faldefærdigt, at det var et under den ikke faldt sammen. Det var et gammelt brunt murstenshus. Planterne voksede op af murene og græsset var ikke blevet slået i en evighed, men blot trampet ned af børnene. Det var dog som om der aldrig, var helt nok børn til at trampe det ned.

 

Min klasse var ligesom en bogreol. Der var bøger med et smukt og spændende omslag. Dem ville man altid altid vælge først. Men der var jo nogen der blev nødt til at vælge dem der var knap så spændende.

 

Det var derfor jeg havde venner. Fordi der var andre der havde et ligeså kedeligt omslag som mig. Og man vil jo altid have en der er nogenlunde på niveau med en selv. Ikke for dårlig. Ikke for god. Bare ligesom en selv.

 

Jeg elskede selvfølgelig mine venner. De var gode nok. På deres måde. Ikke fordi jeg altid var den bedste ven man kunne tænke sig. Jeg var kedelig. Jeg anede ikke hvor mine venner boede. Og de vidste ikke hvor jeg boede. For mit hus var mere end et hus. Det var et hjem. Og jeg elskede også det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...