Vædderen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 12 feb. 2013
  • Status: Igang
En skriveøvelse om powerwriting mundede ud i dette sjove værk. Idéen var at inkludere ens stjernetegn i historien.

0Likes
0Kommentarer
424Visninger

1. Vædderen

 

Vædder og vædder. Da jeg hørte hans stjernetegn, vidste jeg at vi var bestemt for hinanden. Det lyder måske latterligt. Måske pladderromantisk. Men man siger jo at ens stjernetegn passer sammen. Jeg er selv født i vædderens tegn. Jeg manglede nogen at snakke med. Jeg var alene i klassen, ingen venner, ingen at tale med. Og så var der ham. Helt tilfældigt kom han over til mig i matematiktimen, uden nogen grund satte hans sig på kanten af mit bord og sagde ”Mit stjernetegn er vædder. Hvad er du?” Jeg havde først stirret skeptisk på ham. Ikke haft den fjerneste idé om hvad han dog ville. Eller hvad jeg skulle sige. Men da jeg det gik op for mig hvad han egentlig havde sagt smilede jeg. ”Jeg vil gerne kommunikere med dig”, lå bag hans ord. Noget så ligegyldigt som at hans stjernetegn er vædder startede det forhold vi nu har haft i 4 år. Vi er stadig sammen. Vi er stadig forelskede, stadig irriterende at være i nærheden af fordi vi er et par pladderromantiske idioter. Hvorfor? Fordi vi er væddere. Fordi vi er skabt for hinanden. Jeg vidste det ikke dengang, at en vædder ville betyde så meget for mig. Jeg er lykkeligt for at det blev mit stjernetegn. Jeg er født under en heldig stjerne. For han er som min anden halvdel. Jeg kan ikke forklare hvad meningen er, om det overhovedet giver nogen mening. Det gør det nok ikke. Væddere holder sammen for livet. Det har jeg læst bagpå et ugeblad engang, i toget på vej til skole. Hvorfor ved jeg ikke. Men jeg ved at han er min. For evigt. Vi skal have små væddere sammen og leve lykkeligt på vores egen eng. Ej det lød for latterligt. Måske er jeg en smule skør. Men så er det kun fordi han gør mig skør. Han fuldender mig, samtidig med at han river op i alle rødder og gør mig hovedkulds latterlig og mærkelig at høre på. han kommer tit med blomster. Jeg spiser dem dog ikke, så meget vædder er jeg heller ikke. Måske skulle jeg? Nejnej. Engang opførte han sig faktisk som en rigtig vædder. Vi var i byen, vores første årsdag, og vi sad ved bordet i restauranten og ventede på vores mad. Pludselig kommer der en mand i 40’erne hen og lægger armen om mig, kysser mig på kinden og snøvler et eller utydeligt igennem hans dunst af alkohol. Erik flippede ud. Det hedder han, min vædder. Erik. Han rejste sig hysterisk og skubbede til manden, kæmpede om sin vædderpige. Han skreg noget på italiensk, hans modersmål, og sparkede manden i maven. Så vraltede manden væk og Erik satte sig igen. Jeg smilede stolt af min elskede. Vi blev desværre smidt ud fra restauranten.  Så tog vi ned ved søen og spiste hotdogs. Jeg glemmer aldrig den årsdag. Det var første gang han sagde at han elskede mig. Jeg sagde det samme igen. Min væder redede mig fra . det er jeg evigt taknemmelig for. Min vædder. Min Erik.

 

Okay, historien kører af sporet. Jeg ville egentlig fortælle at vi skal giftes i morgen. Den største dag i mit liv. Brylluppet er arrangeret af min mor, og hun glæder sig sådan til at se sin lille pige gå op af kirkegulvet. Jeg tror også Erik glæder sig. Det gør jeg også. Måske er vi unge, jeg ved det godt. Men, vi elsker hinanden. Vi holder af hinanden. Vi beskytter hinanden. For det er hvad væddere gør. Jeg tror Erik kommer til at græde i morgen. Han er meget følsom.  Det har han fra sit væddertegn. Han er også dominerende. Han har blå øjne og kulsort hår. Jeg har altid undret mig over hans blå øjne, siden han er italiensk. Han siger det er fordi han i virkeligheden er dansker, men en dag vågende han og kunne flydende italiensk, og siden da har alle troet at han var italiener. Jeg har hørt om det før. Men jeg ved ikke rigtig om han taler sandt. Hvorfor skulle han egentlig lyve. Han elsker mig jo. Dengang han friede, havde han arrangeret det ved søen vi tog til på vores første årsdag. Han sagde vi bare skulle på picnic.  Men da vi kom ned til søen lå der rosenblade i vandet og små lanterner hang fra alle grene i træerne omkring os. Der kastede han sig ned på knæ og bad mig være hans for evigt.  Og jeg sagde ja. Det er et halvt år siden nu, og i morgen holder jeg hvad jeg har lovet ham. Fordi jeg elsker ham. Måske er det på tide at jeg møder hans forældre. Ved de overhovedet at jeg eksisterer? Han snakker aldrig om dem. Måske er de døde? Men hvor bor han så? Nu skal vi i hvert fald bo i vores eget hus, sammen, for evigt. Det bliver vædder med vædder for altid. Han er min. Han snakkede selv med mig. Den dag i skolen. For efterhånden 4 år siden.  Jeg glemmer det ikke. For det var dagen hvor ---

 

”Sofie? Hallo?” Jeg kiggede op på ham, han sad på kanten af mit bord. ”Hvad?” spurgte jeg. Han gloede mærkeligt på mig. ”Jeg spurgte om jeg kunne låne en blyant?”. Jeg rødmede. Blyant. ”Selvfølgelig”, mumlede jeg.  Jeg rodede i mit penalhus og fandt en frem. Jeg kiggede ham i øjnene og hans smilede. ”Hvad er dit stjernetegn?” spurgte jeg. Han kiggede skeptisk på mig og grinede. ”Tvilling. Du underlig Sofie”. Han rejste sig og gik. Tvilling. Åh Erik…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...